Parroquia Sucre

Parroquia Sucre er beliggende i højlandet tæt på byerne Baños og Patate. Projektet er opdelt i 4 mindre samfund, der alle lever af at dyrke forskellige former for afgrøder – fx ferskner, jordbær, solbær, druer, avokado, tomater etc.. Derudover lever de af samfundets fælles kvæg og høns. Befolkningen i de forskellige landsbyer er hovedsageligt indiansk og har få midler. Arbejdsopgaverne er hovedsageligt undervisning, samvær og omsorg for børnene, og du vælger selv hvilken landsby du vil arbejde i. Indlogering foregår på landstedet ’Valle del Rio’ ca. 10 km fra Patate.

Stedet drives af Martín og hans hustru og er en kombination af vandrehjem for turister, opfostring af ørreder, mejeri og egen restaurant. Derudover har landstedet køer og heste. Volontøren bor i eget hus med toilet og bad med varmt vand. Der er mulighed for at lave mad og vaske i huset. Volontøren har mulighed for at hjælpe til på landstedet med pasning og fodring af dyr og fisk. Der er gode transportmuligheder ud til de forskellige skoler – det er normalt at de lokale samler en op på vejen og transporterer en til skolen. Inskriptionsafgiften er 250 $ inklusiv kost og logi for en måned.