Hogares Comunitarios

Hogares Comunitarios er et pasningstilbud for børn i alderen 0-6 år. Konceptet blev skabt af den guatemalanske regering i 1992 og er Guatemalas eneste statsstøttede institutioner. Ikke desto mindre er det stadig steder med stort behov for hjælp, da den såkaldte støtte er minimal og langt fra tilstrækkelig set fra et dansk perspektiv. Hvert ”Hogar” er selvstyrende og har for det meste sted i private hjem, hvor folk gratis låner deres hjem ud. Endnu et billede på alle de store hjerter og ildsjæle, som er at finde i Guatemala.

I Sacatepequez regionen er der 10 ”Hogares Comunitarios”, men de er at finde rundt i hele Guatemala. Hvis du skulle have interesse i et specifikt område, kan vi hjælpe dig til at få kontakt dertil.

Alle børnene kommer fra underbemidlede og udsatte familier. Hogares Comunitarios tilbyder at passe børnene om dagen, således at forældrene har mulighed for at arbejde uden at have deres børn med, ligeledes for at give børnene muligheden for at være børn. Børnene modtager mad og undervisning på projektet. Arbejdet består hovedsagligt i omsorg, samvær, stimulering og undervisning af børnene. De fleste hogares har åbent kl. 07.00–17.00, men specifik arbejdstid aftales individuelt med hver enkelt projekt.

Det kan, ligesom på andre projekter, være hårdt at arbejde på Hogares Comunitarios, men det er også et meget givende arbejde, da børnene let knytter sig tæt til volontørerne. Udover at undervise børnene, er den omsorg og kontakt de får fra volontørerne meget vigtig, da de ofte ikke får megen opmærksomhed hjemme. Selvom der er en lærer for at undervise børnene, er det meget velkommen selv at have initiativ, være kreativ og komme med ideer, så børnene bliver stimuleret. Man kan også være behjælpelig med andet arbejde i hjemmet, såsom madlavning og badning af børnene.

Vær opmærksom på, at projektet holder lukket i en periode omkring jul og nytår (medio december – medio januar). Der kan dog være mulighed for at deltage i, og/eller iværksætte diverse gøremål.

De 10 Hogares
(de fremhævede har vi nyligt besøgt og derfor findes en uddybende beskrivelse om disse længere nede). 

  • Santa Ana
  • Santa María de Jesús
  • San Antonio Aguas Calientes
  • San Migüel Escobar
  • San Migüel Dueñas
  • San Juan del Obispo
  • San Lucas
  • Jocotenango
  • Pastores
  • Sumpango

Santa María de Jesús
Chulos con Chocolate

I denne store bjerglandsby er alle indbyggerne maya-indianere, hvilket tydeligt præger bybilledet.
Her er det hjemme hos Jessica Patán at projektet hører hjemme. Der er ansat en lærer alle ugens dage og yderligere 2 kvinder, som hjælper med rengøring og madlavning.
Der er en utrolig varm stemning i projektet, både takket være de vidunderlige børn, men også Jessicas milde og venlige væsen. Projektet har stort behov for volontører.

San Migüel Escobar
Dette Hogar har sted hjemme ved den yderst søde Irma. Udover Irma er der ansat en lærer alle dage.
Det er et meget rart og hyggeligt sted at være.
De laver mange kreative forløb med børnene og er meget åbne overfør nye ideer.

San Migüel Dueñas
Complejo educativo
Her har de i modsætning til de fleste andre Hogares utrolig meget plads, da man har givet dem en slags gammel hal.
Stedet formår at skabe sunde og trygge rammer for børnene.

San Juan del Obispo
Her findes også et lille hogar, som i øvrigt har hjemme hos en af vores værtsfamilier.
Der er omkring 20 børn som kommer her dagligt.
Hver dag kommer en lærer og underviser og laver forskellige aktiviteter.
Der er en rigtig god stemning og det virker som et dejligt sted at arbejde.

San Lucas
Dette lille Hogar har ca. 15 børn. De har 1 lærer alle dage. Derudover hjælper Carmen rigtig meget. Carmen er den kvinde, som har lånt sit hus ud til projektet.

Projektet har endnu ikke haft fornøjelsen af at have volontører, men vil det meget gerne.