At ankomme til Cuenca efter at have tilbragt 4 skoenne dage i Quito er en omvaeltning, men ikke destomindre en af de bedre. Jeg havde to uger til at nyde Cuencas skoenne floder, der loeber rundt om centrum. 2 uger til at nyde de smaa, skaeve gader, de smukke bygninger, den fantastiske katedral og huse i alle farver. 2 uger til at nyde livet, der er paa gaderne i Cuenca: glade gringo’er, travle turister, ustyrlige unger, traditionelt klaedte indianerkvinder og festlige unge rejsende. Og KUN 2 uger, til at hike i Cajas nationalpark, med en natur den kan feje benene vaek under enhver turist.

Jeg boede hos familien Montesino. En rigtig soed og venlig familie med 3 doetre. Her fik jeg hele overetagen for mig selv, hvilket egentlig var laekkert nok, men det betoed ogsaa, at jeg selv skulle goere lidt ekstra for at komme naermere familien, faa snakket og oevet mit spanske. Foraeldrene og den aeldste datter var tandlaeger, og de to andre doetre laeste medicin paa universitet, saa samtalen ved middagsbordet handlede tit om patienter, om skole etc. og det var rimelig svaert at foelge med. Men saa maa man jo skifte samtaleemne, og det gjorde jeg og det var ikke noget problem.

Det señora Montesino der hver dag kokkerede frokosten, og det var en fornoejelse at spise saa laekkert – og delvist traditionelt – hver dag!

Sprogskolen var ogsaa en oplevelse for sig. Jeg var uheldig at ankomme den uge, hvor stort set alle de unge lige var rejst. Der var faktisk kun en tilbage. Hun var dansk (tilfaeldigvis) og hed Laura. Vi to fik hygget og rimelig meget, og hun viste mig det rige natteliv, Cuenca ogsaa kan byde paa. Der er masser af barer, steder at danse salsa, diskoteker etc. i Cuenca, og det er ikke spor farligt. Man skal heller ikke vaere nervoes for ikke at kunne kommunikere med nogen, for der er rigtig mange unge rejsende fra hele verden, der kommer forbi Cuenca.

Eneundervisningen, som vi fik paa skolen, var rigtig god. Min laerer, Fredy, var en sej person og et godt menneske, og han vidste alt om Ecuador, dets historie, kultur, landskaber etc. Jeg bestemte nogen lunde selv hvad jeg ville lave i timerne, saa jeg fik mest muligt ud af det. Saa vi var baade paa museum, ude at faa en is, paa cafe, vi saa film og lyttede til musik, og selvfoelgelig arbejdede vi ogsaa lidt i den arbejdsbog, jeg fik udleveret i starten.

Jeg var saa heldig at vaere i Cuenca i carnevalsperioden. Her er der fest og vandkamp i byen, og det kan bestemt anbefales at vaere i Ecuador mens der er carneval. Fredag var der fest paa skolen fra kl. 11, hvor vi alle begyndt at sproejte med vand. Og ikke bare sproejte vand som man goer sidste skoledag i 9. klasse. Nej. Vi snakker spande med vand, der bare blev kastet direkte i hovedet paa en! Vi snakker mel i haaret og i ansigtet. Vi snakker skum sproejtet ud over det hele. Ja, der var saagar jord involveret i festen! Det var vildt! En vigtig ting at vide om carneval er, at man skal vaere vaad uden paa, og INDEN I! Saa der blev serveret godt med canelazo (en varm kaneldrik med alkohol), og omkring kl. 13 var vi alle smaasnildrede. Der blev serveret pizza, og saa blev der selvfoelgelig danset hele dagen: salsa, merenque, cumbia, samba, alle former for danse. Det var en oplevelse, jeg ikke ville vaere gaaet glip af for noget i verden.

Den sidste uge paa skolen var jeg stort set den eneste unge, og jeg var bange for at jeg ville komme til at kede mig. Men nej. De unge laerere er utroligt gode mennesker, friske, sjove, aabne, og ikke blege for at invitere dig med til fest, ud og drikke, med til en koncert eller lignende. Saa jeg hyggede mig den sidste uge med laererne og alle de pensionerede amerikanere og canadiere, der var paa skolen.

Loerdag, efter at have hiket i Cajas i 6 timer med chuchaqui/toemmermaend fra fredagens fest (kan ikke anbefales), tog jeg bussen sammen med Esteban, en laerer fra skolen, der havde inviteret mig med paa mini-rejse, til Ambato, hvor carneval er en stor tradition, og hvor optoget i dagen er det stoerste i hele Ecuador. Her kaster man ikke med vand, MEN man sproejter tilgengaeld med skum dagen lang. Og det er jo altid sjovest at sproejte skum paa gringoerne…… jeg haaber farven ryger af i vask!

Efter Ambato tog vi til Guaranda, hvor carneval ogsaa er en stor tradition. Det er en lille, men meget smuk by med en fantastisk natur, og bjerge, der omgiver hele byen. Ubeskriveligt. Optoget i Guaranda var ikke naer saa stort som det i Ambato, men det var utrolig flot og festligt. Jeg saa mange forskellige traditionelle danse fra forskellige steder i sydamerika, og saa bar de fleste traditionelt toej, fra de forskellige steder i sydamerika. Om aftenen var der koncert og fest i gaderne.

Naeste dag tog vi til Baños. Vi ville egentlig hitch-hike hele vejen, men det er altsaa ikke let her i sydamerika, fordi folk vil have penge for at samle dig op! Og saa forsvinder ideen med hitch-hiking lidt, specielt fordi det koster det samme, hvis ikke mindre at tage en bus! Saa tilsidst opgav vi og tog en bus (OEV).

Baños er en lille, turistet by. Men det goer den ikke vaerre. Her kan man lave alle former for extrem-sport, der er udendoers varme kilder, man kan bade i, billige hoteller, gode restauranter og en masse unge rejsende man kan snakke med.

I morgen tager jeg ud til mit projekt, Campococha. Jeg glaeder mig enormt meget til at arbejde blandt indianere.

 

Mit ophold i junglen har vaeret en af de stoerste oplevelser i mit liv. Der har baade vaeret fantastiske, feeling-good-oplevelser, men ogsaa virkelig udfordrende og tankevaekkende oplevelser.

Mine naive og romantiske ideer om det fredfyldte jungleliv, med aftensmad over baalet, hele familien samlet og med en bedstefar i midten der kunne fortaelle historier og legender om forfaedrenes faerden i det utilregnelige terraen, blev hurtigt manet til jorden. Godt at man kan grine lidt af sig selv, for nu hvor der er gaaet en maaned, kan jeg ikke begribe, hvordan jeg nogensinde havde opdigtet saadan nogle ideer.

Jeg og en anden voluntoer, der var der ca. 3 uger, havde vores eget vaerelse med god seng, myggenet og rigeligt med plads. Der var rent vand og toilet – bare for at ridse de mest basale noedvendigheder op.

Vi boede hos bedstefar Galo og bedstemor America, men soennen Galo Junior og konen Maribela + deres 3 boern sov og spiste der for det meste, saa vi var rimelig mange mennesker samlet under et (lille) tag – men det gjorde bare det hele mere familiaert og intimt. Familien var utrolig soed og snakkede og fortalte meget om dem selv, deres liv og junglen. Det var fantastisk at hoere, hvordan de har levet et rimelig haardt liv, men alligevel ikke rigtig har manglet noget. Bedstefar Galo naevnte at han nu gerne ville have en bil, men de har jo klaret sig uden.

En af de foerste dage tog jeg med Galo junior ud til deres finca (det sted hvor de dyrker bananer, cacao, papaya, yuca etc.). Jeg foelte mig virkelig i junglen, da jeg gik derud mellem hoeje og lave traer, blomster og palmer i en nogle gange lidt for fugtig luft. For mig var det hele bare groen, smuk natur, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg befandt mig i familiens medicinskab. For hver ny plante vi saa stoppede Galo op for at fortaelle, hvad den blev brugt til: mad, ondt i maven, ondt i hovedet, til at hjaelpe kvinder med at foede, til at stoppe menstruationssmerte, en hellig shaman-plante – ja jeg kunne blive ved! Det var saa fantastisk at hoere om alle disse planter, at smage paa dem, at maerke dem. Og det var vildt at se, hvilken tillid, tro og respekt Galo og resten af familien har for naturen og for disse planter. De mener selv at vaere protestanter, og via nogle intense oplevelser fandt jeg ogsaa ud af, at de virkelig tror paa Gud, men saa snart der er nogle der bliver syge – fanger den daarlige energi eller “el mal viento/mal aire” fra junglen, saa finder de planter og citron frem og begynder at synge og danse for at faa den daarlige energi til at forsvinde.

Folk kan sige og tro hvad de vil om alt dette. Min holdning til det var, at jeg ville se det og proeve det, foer jeg virkelig kunne tro det. Jeg saa behandlingen med planter, jeg proevede selv en plantedrik da jeg havde mavepine, og jeg var en del af en naturlig sauna, hvor man sveder til dampen fra alle slags medicinske planter, og jeg har kun en ting at sige: Det virker.

Og al den gode energi man kan maerke i kroppen efter at have vaeret ude og arbejde i fincaen, kan ikke beskrives. Det fascinerede mig meget.

Arbejdet paa skolen var ogsaa en del af projektet. Det kan virkelig anbefales at give den en skalle paa sprogkurset inden man skal ud og undervise, for hvis ikke ens spansk er rimeligt, saa er det svaert baade at faa lov til at undervise i engelsk, men ogsaa at komme taet ind paa elever og laererer. Heldigvis for mig var mit spanske godt nok, og jeg fik mig et godt forholdt til de fleste laererer og stort set alle elever. Alle kendte ens navn til sidst, de unge muchachos paa 14-15 aar synes det var skoent med en hunkoens-udlaendinge de kunne sende lange blikke efter, og alle de smaa boern ville holde i haand og lege. Jeg maatte dog udruste mig med en del taalmodighed, da ca. 99% af boernene ikke rigtig turde sige noget i starten – baade i klassen og i frikvarteret. Men efter en uges tid, begyndte de stille og roligt at snakke mere.

Jeg var saa heldig at faa mig helt egen klasse 1 1/2 uge, da deres laerer var syg. Det kraevede en del taalmodighed og planlaegning og var en stor udfordring, da jeg jo ikke er laerer. Men det gik meget godt og vi havde det rigtig sjovt, ungerne og jeg. Man skal dog presse en del paa for at faa et skema saa man selv kan se hvornaar man skal undervise i engelsk, hvilket hovedsageligt er opgaven. Jeg fik foerst mit skema den sidste uge, hvilket jo er lidt sent!

En loerdag tog vi en tur ud i “la selva primaria” / den rigtige jungle for at tage op til en udkigspost. Selvom det var overskyet og oes-pjask-regnede hele dagen , saa var det en fantastisk tur. Det eneste vi saa fra udkigsposten var skyer, men det var nu ogsaa et fantastisk syn.

Ellers var der Minga hver loerdag. Minga er en samfundsaktivitet hvor alle dem der har lyst kan komme og arbejde paa et projekt, samfundet har. Projektet lige nu er at bygge en kirke. Her deltager alle dem, der er religioese. Jeg deltog den foerste loerdag, og det var haardt arbejde med at baerer sted fra a til b, men det var en god maade at laerer andre mennesker fra samfundet at kende.

Det haardtarbejdende samfund har selvfoelgelig brug for en pause en gang i mellem, og den pause tager de sig hver soendag. Her moedes maendene for at spille eco-volley eller indo (fodbold) og kvinderne moedes for at spille basketball. Her spillet uden regler, og saa bliver der ellers bare gaaet til den! Alle kvinder i alle aldre deltager, og de er vildt gode til basketball!

Alt i alt har det vaeret en fantastisk oplevels, og det kan klart anbefales at proeve.