REJSEBREV
Det obligatoriske rejsebrev, fordi man så gerne vil dele lidt af det hele.

Rejsen til Ecuador gik godt. Vi blev sendt godt afsted fra København, Matildes forældre var alletiders – mor Kirsten græd kun lidt. Så næsten uden problemer blev vi fragtet til Quito, næsten, for vores fly var forsinket, hvilket gjorde vores i forvejen stramme tidsplan endnu strammere, så 50 minutter blev til 20 minutter. Da vi ankommer til Amsterdam, viser den åndssvage kundeservicemaskine, at vores fly er afgået. Matilde er uforstående, (skælder ud mens hovedet bliver mere og mere rødt). Jeg foreslår, at vi bare kan tage det næste fly. Ikke et videre begavet forslag. Heldigvis bliver det heller ikke aktuelt, for Matilde vil finde flyet, der selvfølgelig ikke kan være fløjet…. Det bliver fundet, efter vi har løbet tværs gennem lufthavnen, og dertil fået de rundeste svedpletter.. Vi ville det fly så meget! Her oplever vi for først gang den fart eller rettere manglede fart, som præger Ecuador generelt. Alt går langsomt. Selvfølgelig med en undtagelse; biler, busser og taxaer kører som vanvittige. Fartgrænser er ikke eksisterende, eller i hvert fald ikke overholdt. Hvis der er rødt, betyder det, at du lige kan nå det. Fodgængerfeltet betyder, at her har du mulighed for at komme over vejen, hvis du er hurtig – og det er der ingen af de lokale som er, derfor bliver der hele tiden dyttet, peget og råbt. Hvis din bil ikke har sæder til alle, så sidder man bare ovenpå hinanden, og hvis man er endnu flere, så får man bare plads på ladet. Seler bruges kun af modne amerikanske kvindelige turister.

I Quito blev vi hentet i lufthaven som aftalt og indkvarteret i en volontørlejlighed sammen med andre unge. Her overnattede vi i to dage, vi fik lige sagt til hinanden, hvor dejligt det var ikke at have jetlag, hvorefter vi sov i 15 timer! Lørdag aften blev vi transporteret med natbussen til Cuenca og blev om søndagen præsenteret for vores værtsfamilier.

Begge familier har været rigtig søde, dog i starten lidt uforstående overfor, at vi intet spansk kunne, overhovedet, men kommunikationen er lykkedes alligevel. Fantastisk. Jeg (Nanna) har boet hos en mor og hendes tre døtre på henholdsvis 10, 17 (som bor i huset med sin søn) og 21 år samt deres bedste. Bedste, ja hun laver de bedste supper man kan forestille sig med alverdens lækkerier. Hver eftermiddag har jeg lavet lektier med den yngste af døtrene Sofia, og hun har grinet og grinet af min udtale og sætningskonstruktioner, men faktisk endnu mere, når vi har brugt Google translate til kommunikation, og hun så har hørt de danske sætninger. Det har givet hende tårer i øjnene. Moderen i huset er hjemmegående, gør rent hver tirsdag, passer sit barnebarn og vasker tøj. Bedste laver mad, dejlig mad. Jeg har spist alt hvad der er blevet serveret undtagen hønsefødder. Selv grillet marsvin har jeg spist. Så bedste og jeg er kommet rigtig godt ud af det med hinanden. Det store måltid blev spist efter skole kl.13 ca, og derefter kunne man hvile sig eller læse. En upåklagelig tilværelse. Men går man rundt i andre kvarterer end vores, så ser man prostitution og sovende på gaden. De rige har et stort hegn som markerer deres grund, de fattige har gamle glasskår muret på væggen – så ved man der ikke er noget at stjæle. Jeg har indtil videre mødt fem forskellige familier, og hvad der kendetegner dem er, at alle kysser, krammer, og spiser rigtig meget. Man bliver som gæst også kysset og krammet, og det er faktisk ret dejligt. Gudstjenesterne slutter også af med, at man krammer og kysser de nærmeste. En kultur fuld af kærlighed.

Jeg (Matilde) har boet med en bedste og hendes voksne datter, så to ældre kvinder. Og i hverdagen også en hushjælp, så ikke den fattigste familie i Ecuador.. I weekenden med Carneval var jeg i “sommerhus” med mama og bedste og hele deres store spansktalende familie, så jeg skulle forholde mig til 20 mennesker, der kun talte spansk.. Det var udfordrende. Især da et ældre halvdement familiemedlem ikke helt forstod det der med, at mit spanske var helt minimalt, var det lidt hårdt. Så i et kvarter førte hun en samtale med mig, hvor jeg hovedsageligt svarede “yo no comprendo”. Selv da barnebarnet på 5 år kom mig til undsætning og sagde, at jeg ikke forstod spansk, hjalp det lige lidt, for selvfølgelig forstod jeg da det der blev sagt! Så det var underholdende.. Men familien var super flink, og der var masser af lækker mad, og så kan man jo klare lidt af hvert! Mama havde en kæreste, som var igang med at bygge et hus, og selvom det overhovedet ikke var færdigt, gik vi da lige på opdagelse i det og tog en ustabil træstige op til tredje sal. Kan man andet end at elske Ecuador! Og så havde kæresten også lige tre tidligere gadehunde, der boede i det ufærdige hus. Men det var en dejlig familie, og de kunne vist også meget godt lide mig på trods af, at bedste syntes, jeg lærte spansk lige langsomt nok!

Sprogskolen i Cuenca har været god. Da vi forlod Danmark, var vi overbevist om, at vi ville være flydende efter en måned, men det er ikke helt tilfældet endnu, langt fra. Men vi gør os umage og forsøger. Cuenca var en dejlig by med masser af spændende ting at foretage sig. Som at ligge ved floden, lytte til vandet og hipperens instrumenter og gøgleri. Ej, vi har selvfølgelig også set på ruiner, hvilket ikke var den mest spændende oplevelse, faktisk blev turen sjov, fordi den var så forfærdelig kedelig. Første weekend fejrede vi Carnaval ved vores familier, hvor man spiser i tre dage, gris og kogte majskorn. Leger med vand, hvilket man faktisk også gør ugen efter, fx kaster man vandballoner ned fra altanerne på de uskyldige gående. Sjovt, så længe man ikke rammes fem dage i træk.. Sidste weekend besøgte vi Cajas, en kampe nationalpark, det var hårdt og smukt. Så hvis man rammer Ecuador, skal man helt sikkert aflægge det et besøg.

Vi er nu kommet tilbage til Quito, bor hos nye familier og er lige begyndt på en institution, hvor fattige børn kan blive passet i dagstimerne. Børnene har samme alder som i danske børnehaver/vuggestuer. Det er udfordrende. De voksne på institutionen er lokale kvinder, og deres opdragelsesmetoder er intet lig de danske. De er blandt andet flittige brugere af Skammekrogen, som har sin plads på skabet. Det er de samme børn, som bliver placeret der, og de er efterhånden ret gode til at holde balancen, så de ikke falder. Vi har kun været her en uge, så det er forsat nyt. Vi forsøger at passe ind i deres rutiner, men samtidig uden at overtræde etiske grænser som fx at slå som afstraffelse eller konsekvens. Børnene er lige så fantastiske som de danske. De er beskidte og ejer stort set kun ødelagt tøj, men deres øjne er store og brune, og de giver de største krammere og varmeste smil.