Farvel Galapagos. Hej backpacker-liv!

Vi er lykkelige fordi:

• Vores familie paa Galapagos har vaeret rigtig soede og hjaelpsomme. Vi har faaet spillet basket med Alexis, leget med Ludwin og vaeret paa ture i hoejlandet. Desuden har Gianny hjulpet med at finde priser paa forskellige slags ture og humoeret har altid vaeret hoejt.
• Vi fik lov til at bo sammen med Jean og Stan fra USA. De fungerede som ekstra bedsteforaeldre, og var hyggelige at arbejde sammen med og snakke med. De har sagt at vi altid er velkomne i Florida. Disse tilbud faar man godt nok af mange – det her bliver jo ikke vores store rejse. Det bliver rejsen efter vi kommer hjem, hvor vi skal besoege alle dem der har sagt at vi har en seng i deres hus.
• Vores tanlevel har naaet et klart acceptabelt niveau, men vejen derhen var heller ikke let. Det kraevede flere forbraendinger, afskaldninger og blaerer, men NU er vi der og kan grine af de nye turister nede paa havnefronten der har roede ben…amatoerer!
• Vi har arbejdet paa bageriet de sidste fire dage i stedet for at taelle leguaner. Det har vaeret FANTASTISK, og vores chef Segundo har betalt for alle vores ingredienser og det eneste han siger er “Wow, MUCHOS gracias. Que bien!” Vi har lavet lemon-cheesecake, guleroedskage, pizza, Meyers kanelsnurrar og musliboller. Det har vaeret en droem, hvor vi flere gange har nevet os selv i armen og ikke vaagnet op. Blot blevet staaende i duften af brownies, croissanter med ost, boller med ananasmarmelade og scones ❤
• Vi blev reddet da vi sejlede i kajak….. vi ville sejle kajak en dag og fandt den her laekre bowntystrand, og taenkte at straekningen tilbage ville tage 1,5 time ligesom den gjorde derud. Det viste sig saa at vaere knapt saa godt gaettet, for imens vi holdt pause voksede boelgerne og stroemmen var staerk. Ud af det blaa kommer en speedbaad saa med en familie, som hiver os op og spaender kajakken bagved. De sejler os helt til Playa Mann, hvor vi hopper tilbage i kajakken og siger “muchas gracias” flere gange end man skulle tro det var muligt. De reddede i den grad vores roev. Om aftenen fandt vi ogsaa ud af at det var ulovligt at sejle ind til den strand. Hvorfor forstaar vi ikke – den var jo SAA laekker.
• Om aftenen er der zumba paa byen stadion med det lokale boessepar. Det har vaeret rigtig sjovt at lege med byens mammas, som dog burde finde noget bedre idraetstoej. De er alle store fans af stramme, slidte gamacher, toppe med spaghettistropper og daarligtsiddende bh’er hvilket desvaerre ebber ud i, at de ligner rullepoelser…
• Vi har vaeret paa tur! Rundt paa oerne med en sjov gruppe mennesker. Vi besoegte Floreana, Isabela og Santa Cruz.
• Internetsamvittigheden er ok god efter at der er blevet lagt billeder paa fb, skypet med familie og Jacob, svaret paa mails osv. Undskyld hvis du foeler dig overset….vi er  i skrivende stund allerede bagud igen.
• NANNA ER BLEVET FASTER TIL KAI!!! Tillykke til Morten og Laura, som nu er foraeldre. Det var fantastiske nyheder at faa her paa den anden side, og nu bliver Nanna ikke kun kaldt bedstemor, men ogsaa “tia”.
• San Cristobal har vaeret saa hyggelig om aftenen. En fredag aften, hvor byturen lakkede mod enden, havde vi moedt fem drenge som var fyldt med god humor, og de foreslog at vi tog ned til Playa Mann for at bade. Vi toevede, men saa snart vi var nede i vandet var det bare virkelig sjovt at bade naar det var midt om natten og helt moerkt! Og det blev kun sjovere af, at vi naeste morgen fik fortalt, ‘at det altsaa er meeega farligt at bade om natten, for det er der hajerne er ude og lede efter foede!!’ – men de fik sgu ikke fat i vores laekre forbraendte lamseben i denne omgang!
• Naar vi har fri kan vi gaa ned til havnen, lytte til Mads og Monopolet, diskutere dilemmaerne og faa visuel underholdning af skoere soeloever og tidevand.

Dog mindre lykkelige fordi:
• Nanna er heftigt ramt af myggestik. Saadan cirka 60, men det foeles som 10 milliarder naar det kloer konstant!
• Vi aabenbart er crimeriders og har spist krabbe, hvilket har vaeret forbudt i 10 aar! Ups!
• Vi konstant bliver bombarderet med tips og tricks: hvor man skal sove, hvad man skal spise, hvilke ting man bare SKAL proeve, hvilke piller man skal tage mod (indsaet sygdom), hvilke lande vi bare maa besoege, hvordan man passer ordentligt paa sine ting osv osv osv osv. Folk mener det soedt, men det er umuligt at huske, og vi bekraefter konstant hinanden i, at vi jo ogsaa er her for at laere af vores fejl/sygdomme/oplevelser/ture/rejsemaade.

Vi helt generelt “grundglade” som vi godt kan lide at sige: tilfredse, nyder hinandens selskab 24/7 (symbiosen er going strong – det var ikke uden en lille taare og en foelelse af total uvanthed, da vi i dag matte skilles i.. hvad var det.. mindst 10 minutter, for at den ene kunne aflevere en cykel, mens den anden cyklede hjem efter den (indroemmet) glemte mayonaise… (don’t ask why!). Helt underligt at cykle ALENE, gaa ALENE, snakke med andre ALENE. Verdens laengste parantes slutter her; opremsning fra tidligere fortsaetter), klar til backpackereventyr som begynder rigtigt paa torsdag i Baños paa det fedeste hostel. I den by ser vi os selv rapelle ned at vandfald med en ansigtsmaske paa og et tequilashot i haanden, for byen lyder til at den kombinerer ekstremsport med fest og spabehandlinger. ME GUSTA!

I hoerer fra os igen, naar vi har vaeret lidt ude og proeve det virkelige rejseliv, som vi har indset at vi praktisk talt intet ved om endnu, selvom der da helt klart ogsaa har vaeret sine udfordringer i at bo i er hus, hvor alle maaltider bliver serveret for dig, al opvask bliver taget, en hushjaelp reder din seng, goer rent paa dit vaerelse og ryder op i dine ting. Saa bare vent, der er rig mulighed og himmelraabende potentiale for, at vi nok skal tage ud og fucke en masse up, blive snydt, syge og straffet for vores endnu utraenede forholden-sig-praktisk-til-alting-evne!