Slutevaluering

Jeg har nu været i Nuestros Ahijados 5 måneder og har haft min sidste dag i dag. Jeg har været rigtig glad for at tage min praktik som socialrådgiver studerende i denne organisation. Jeg føler virkelig denne oplevelse har givet mig en masse, som jeg kan bruge både fagligt og personligt. Derfor var det også svært at sige farvel til alle børnene og kollegaerne på stedet. Det er helt sikkert en organisation jeg kan anbefale andre socialrådgiver studerende, som kunne tænke sig at tage deres praktik i Guatemala. Det er en stor organisation med mange forskellige projekter, så der er mulighed for at involvere sig i mange forskellige ting.  Hovedsageligt har jeg arbejdet med socialrådgiverne om formiddagen, hvor vi tog på hjemmebesøg hos familierne. Om formiddagen har jeg været på hospitalet Casa Jackson, hvor jeg passede underernæret børn og snakkede med mødrene. Men jeg har også været med ude at hente donationer fra diverse sponsor, arbejdet på et hjemløsecenter, lavet oversættelser fra spansk-engelsk til børnene af projektets sponsorer i USA. Det har været rigtig fedt, at kunne involverer sig i så mange forskellige ting.

De første 4 uger i Guatemala havde jeg spansk undervisning på spansk skolen Mundo. Det var noget den danske organisationen Mundo havde arrangeret inden jeg kom til Guatemala. Det var en rigtig god skole, med virkelig søde og dygtige lærer. Jeg fik et rigtig godt forhold til min lærer, så jeg havde ham alle fire uger. Jeg lærte rigtig meget spansk på de 4 uger, men man glemmer det også hurtigt igen. Sprogskolen lå i landsbyen San Juan del Obispo, hvor jeg også boede ved en vært familie de første 4 uger. Det var en oplevelse at bo ved familien. De var utrolig søde og behandlede mig som et medlem af familien.  Jeg valgt dog at flytte i lejlighed efter 4 uger ved familien, dette gjorde jeg for at komme tættere på mit projekt. Jeg flyttede sammen med min studieveninde, som også arbejdede på samme projekt som mig. Det er nemt at finde en lejlighed i Antigua og til rimelige priser. Selvom jeg flyttede fra min familie, ringede min guate mama stadig hver søndag, for at høre om jeg havde det godt.

Jeg har faktisk kun gode ting, at sige om de rammer den danske organisation Mundo har sat for os. Det været sindssygt hårdt til tider pga. den kulturelle forskel og de skæbner vi har mødt, men det har været en kæmpe oplevelse.  Jeg ville ikke være foruden de oplevelser jeg har haft og kommer helt sikkert til at savne Guatemala.

Rejsebrev

Vi ankom sent til San Juan del Obispo d. 28 jan, hvor min guate mama og søster tog i mod os. Det var virkelig mærkeligt at skulle sige farvel til maria, og derefter gå med min familie hjem til deres hus. Heldigvis var jeg utrolig træt efter den lange flyvetur, så det var ikke noget problem at falde i søvn. Næste dag vågnede jeg op til starten på vores 5 måneders eventyr i Guatemala.

Atmosfærerne i den lille landsby var så hyggelig. På hvert gadehjørne kunne man høre kvinder der var ved at klappe tortillas og alle hilste pænt hver gang man mødte dem på gaden. I centrum af landsbyen mødtes børn og unge om aftenen for at spille fodbold og kæresteparene mødtes for at sidde og holde i hånd og kysse. Alle var så gæstfrie og åbne, så man følte sig straks velkommen og tryg i San Juan del Obispo.

Den første uge havde jeg kun spansk om eftermiddagen og slappede af om morgenen med min familie og Maria. De tre efterfølgende uger havde jeg spansk om eftermiddagen og om morgenen var jeg på projektet Nuestros Ahijados. Det var sindssygt hårdt at være i gang fra morgen til aften, fordi man blev bombarderet med ny viden og indtryk hele tiden. Efter 4 uger med spansk undervisning og værtsfamilie i San Juan del Obispo, flyttede Maria og jeg i en lejlighed og begyndte fuldtid på projektet Nuestros Ahijados.

Nuestros Ahijados er det projekt hvor vi tager vores praktik. Det er et velorganiseret projekt, hvor der er rigtig mange muligheder for at lave frivilligt arbejde. Jeg er tilknyttet  socialekontoret om morgenen, hvor der er 4 socialrådgiver som tager på hjemmebesøg og laver opsøgende arbejde. Hver dag besøger vi familier som er tilknyttet projektet, som både kan være fysisk og psykisk hårdt, fordi familierne bor nogle gange langt væk og langt oppe på vulkanerne omkring Antigua.

Jeg glemmer aldrig de første hjemmebesøg vi var på, som var i en lille bjerglandsby. Vi besøgte en familie på 8 børn og en mor, som boede i et lille plastik og bambus skur. Det var virkelig primitivt indrettet med to senge, et lille sted hvor de kunne lave mad og tøj over det hele fordi de ikke havde plads i det ene skab de havde. Børnene var beskidte, men utrolig glade. Vores formål med at besøge familien var for at høre hvorfor børnene ikke havde været i skole i et par dage. Moderens svar var, at de ikke havde nogle sko, så de kunne ikke gå i skole. Vi aftalte med moderen at de skulle komme forbi projektet for at få sko, så børnene igen kunne komme i skole. Det var en øjenåbner for mig, at opleve fattigdom på den måde. En ting er når man rejser rundt og ser en tigger eller en fattig familie på gaden. En anden ting er at stå i deres hjem, høre deres historie og få et personligt forhold til dem. Det var svært at forholde sig til, når man kommer fra lille Danmark hvor ingen er fattige. I starten havde jeg det svært efter en dag med hjemmebesøg, fordi familierne var så ekstremt fattige og vi ikke kunne gøre så meget. Vi kan nemlig kun give dem de basale ting såsom grønsager og frugt hver fredag til ”fooddistribution”, tøj og sko, hjælp til tandlæge og læge regning, skolegang for børnene og et hus af beton og spånplader. Men nu har jeg vænnet mig til de levevilkår som familierne er under, selvom der stadig kan være familier som påvirker mig fordi de har en ekstrem historie fx. Incest i familien er noget jeg har svært ved at håndtere. I Danmark bliver man sigtet hvis man holder inde med information vedrørende incest, men her er der intet at gøre og det er en “normal” ting blandt fattige familier. Derfor har det været utrolig dejligt, at rejse med en veninde fra studiet, som oplever det samme og som ved hvor svært det kan være nogle gange. Derudover har det også været virkelig livsbekræftede nogle gange at besøge disse familier, fordi de er så glade og invitere én på middag eller man får en avokado, selvom de ikke har noget.

Udover at besøge familier, så går vi også rundt i forskellige områder for at søge efter fattige familier, som vi kan hjælpe ved at få dem med i vores projekt. Det er til tider et ret kedeligt arbejde, for det er ikke altid man finder nogen. Derudover tager jeg nogle gange med ud efter donationer af mad, som vi har modtaget og skal hentes hjem til projektet. Der er utrolig mange som er rigtig søde til at donere mad til projektet, som gør at børnene kan få 2 måltider hver dag og kvinderne kan komme hver fredag for at hente grønsager og frugt. Det er en perfekt måde at slutte en travl uge af med, at dele grønsager ud, fordi kvinderne er så glade og man føler man gør en forskel.

Om eftermiddagen arbejder jeg på hospitalet Casa Jackson for underernæret børn. Det var egentlig ikke meningen at Maria og jeg skulle arbejde der, men efter en rundvisning på stedet, så besluttede vi os for at vi blev nød til at hjælpe dem. Vores første møde med Casa Jackson var virkelig noget som påvirkede os begge, fordi der var ingen frivillige til at hjælpe sygeplejerskerne som resulterede i at børnene bare lå i deres senge. Mange af dem havde intet hår på baghovedet fordi de lå i deres senge hver dag og vi havde svært ved at få øjenkontakt med dem. Den første måned vi var der, var det kun Maria og jeg som frivillige, men nu er der 3-7 frivillige hver dag, så man kan virkelig se en forskel i børnenes adfærd.

Jeg er virkelig glad for vi er her i 5 måneder, så vi har muligheden for at se en udvikling med børnene og endda se nogen af dem komme hjem til deres familier. Samtidig med det får vi også et forhold til børnene, så man glæder sig altid til at komme over og besøge dem. Selv de dage hvor man virkelig er smadret efter 4 timers gåtur rundt for at besøge familier, så er det vildt hyggeligt at komme over til børnene og se dem grine og smile.

I onsdags skulle vi sige farvel til vores lille guldklump Maria José, som kom på samme tid som Maria og jeg. Hun kom til hospitalet Casa Jackson fordi hendes plejeforældre ikke kunne finde ud af at tage sig af hende, så myndighederne sendte hende til Casa Jackson fordi hun var alt for underernæret. Da vi fik hende var hun en lille tynd pige med kæmpe mave på ca. 6 mdr, som græd og var lukket inde i sig selv. Hun var rigtig svær at komme i kontakt med den gang. Men nu er hun en glad lille pige, som reagerer på sit eget navn og sidder selv og leger. Men ligesom de fleste andre børn, så kommer Maria José ikke hjem til en familie. Hun er kommet på børnehjem indtil hun får en ny familie.

Weekenderne har vi brugt på at rejse rundt i Guatemala eller være herhjemme i Antigua. Jeg var virkelig overrasket over hvor nemt det er at rejse rundt i Guatemala, men hvis man  kan lidt spansk så er det intet problem. Sidste weekend tog vi til Mexico for at få vores visum fornyet. Vi havde et par dage i San Cristobal de las casas, som var en virkelig hyggelig by. Derefter gik turen ud til kysten for at slappe af på stranden. Det var en skøn tur og det gjorde vi var klar til at komme tilbage på arbejde med fornyet energi.

Jeg har kun 1,5 måned igen og selvom det er hårdt til tider, så er jeg sindssygt glad for at jeg tog beslutningen om at tage til Guatemala i praktik. Det har virkelig været en lærerig oplevelse og det kan virkelig anbefales.