Jeg er nu efter fem måneder vendt hjem fra en på alle måder berigende og oplevelsesspækket tur til Ecuador. Fra starten var min plan med min rejse, at jeg skulle på sprogskole den første måned i byen Cuenca, derefter arbejde sammenlagt tre måneder fordelt på to af Mundos projekter for til sidst at rejse rundt og nyde landet den sidste måned i det sydamerikanske. Men forskellige omstændigheder gjorde, at min rejseplan ændredes en smule undervejs.

Min rejse begyndte den 31. oktober 2007, da jeg sammen med Silja, en anden mundovolontør, forlod Danmark og rettede kursen mod Ecuador. Det var rart at have en rejsefælle til den lange rejse (vi skulle begge til sprogskolen i Cuenca i første omgang og sidenhen til samme projekt) og til at møde de praktiske forhindringer, som nu engang opstår på en sådan tur. Men faktisk kendte vi ikke hinanden i forvejen, og det var et rent tilfælde, at vi skulle af sted samme dag. Jeg havde da også egentlig på forhånd gjort op med mig selv, at jeg ville undvære følgeskab med en gruppe, når prisen ville være afhængighed af at skulle af sted på et bestemt tidspunkt og i en bestemt periode. På det punkt adskiller Mundo sig fra flere andre organisationer ved at være tidsmæssigt mere fleksibel, og det passede bedst til det, som jeg ville. Alligevel endte det med, at jeg fik både i pose og i sæk, og det var ganske fint.

Sprogskole

Efter en overnatning i Miami og et lidt hektisk éndagsophold i Quito, hvor vi skulle have talt med vores kontakt i Ecuador, New Horizons, tog vi uden at have fået informationer om stort og småt, fordi organisationen holdt helligdagslukket, men til gengæld med et førstehåndsindtryk af Quitos pulserende atmosfære bussen mod Cuenca. Dér skulle vi bruge den næste måned på at øge vores kundskaber udi det spanske.

Jeg blev indlogeret hos en fantastisk venlig og gæstfri familie, og jeg følte mig fra dag 1 som en af husets beboere. De var meget interesserede, hjælpsomme og tog mig ud og så forskellige steder i og omkring byen. Desuden var jeg flere gange ude og spille fodbold med drengene og deres venner. Opholdet var en virkelig fornøjelse, selvom der til tider kunne være lidt problemer med kommunikationen. Jeg var nemlig på forhånd på ingen måde spanskkyndig.

Det blev der dog ændret på i løbet af måneden. Med fire timer om dagen på skolebænken med eneundervisning blev det gradvist bedre. I løbet af perioden skiftede jeg lærer, fordi den første skulle ud og rejse. Begge undervisere var dog dygtige, og jeg fik dannet et rimeligt basiskendskab til sproget. Jeg kom naturligvis ikke til at tale flydende, men det havde blandt andet også at gøre med, at der overraskende nok var mange danskere på skolen, og man havde derfor en tendens til at tale lidt for meget dansk (og engelsk) og lidt for lidt spansk.

Generelt var jeg glad for at komme på skolen, som trods alt også var andet end hårdkogt sprogundervisning. Efter sprogtimerne var der forskellige timer om Cuenca, ecuadoriansk kultur, historie, mad, dans og musik med mere. Desuden blev der arrangeret byrundture samt weekendekskursioner til spændende steder i nærheden. Det var dog ret dyrt i skoleregi, hvorfor de studerende ofte selv arrangerede disse ture på egen hånd. Stemningen på skolen var rigtigt afslappet, og der var en god stemning mellem underviserne og de studerende, og var der nogen som helst former for problemer, stillede den altid venlige administration sig til rådighed for at få løst dem.

Cuenca var også en dejlig og charmerende by med mange gamle bygninger, hyggelige pladser og atmosfære. Imidlertid oplevede jeg også en mindre behagelig hændelse under opholdet. Jeg havde på forhånd fået at vide, at jeg altid skulle tage en af byens mange, billige taxaer efter klokken 20. Da jeg efter en tur på café med nogle af de øvrige studerende ikke umiddelbart kunne få en taxa, besluttede jeg mig for at tage den 5-10 minutters gåtur hjem. Dette havde den uheldige konsekvens, at jeg blev holdt op og med en rusten skruetrækker truet til at aflevere de heldigvis få værdigenstande, som jeg havde på mig. Dette skal ikke være en anekdote for at afskrække. Dette var skødesløshed fra min side og kunne nemt være undgået. Tager man de få forholdsregler til sig, som de lokale udstikker, vil byen byde på en forrygende masse gode oplevelser.

Projekt Puni-Rumiyacu

Da måneden var omme, var det tid at begive sig ud på mit første projekt beliggende i junglen. Jeg kom dertil sammen med to andre danske volontører. Desuden var der en tredje dansker på projektet, og ikke overraskende havde man derfor en tendens til at falde tilbage på det danske, hvilket gik ud over det spanske. Foruden de tre andre volontører havde vi en guide med os, der skulle lave mad til os og være kontakten til projektet.

Projektet lå virkeligt i fantastiske omgivelser med hytter spredt over et stort jungleområde. Der var desuden en større flod, hvor vi badede, vaskede tøj og hyggede os. Forholdene derude var temmelig primitive; maden var simpel og ensformig, hytten var en åben stråhytte og toilettet et hul i jorden. Men det var efter min mening en del af eventyrspakken, og jeg kunne lide det.

Hvad angår arbejdsopgaverne, så blev vi den første uge sat til at udføre forskellige små opgaver, såsom græsslåning med machete, høstning af majs, lidt skolearbejde og andre småting. Egentlig havde man ikke følelsen af, at man var til den helt store hjælp den uge, da mange af opgaverne var noget børnene derude kunne gøre hurtigere end os, men det var spændende at opleve flere dele af deres hverdagsliv. Vi havde dog et ønske om at hjælpe lidt mere konkret, end vi havde gjort den første uge, og vi diskuterede, hvad vi kunne lave. Eftersom vi næsten kun havde haft kontakt med børnene den uge på grund af travlhed blandt de voksne med andre gøremål, blev det til, at vi satte os for at bygge en legeplads til de meget direkte og legesyge unger. Når man kommer fra Danmarks ordnede forhold, kunne det hele godt virke noget uorganiseret. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at man selv skal tage noget initiativ. De voksne kunne virke noget afventende, men det var bare, indtil isen var brudt.

Det endte med, at vi fik lavet en mindre legeplads til børnene, og de og resten af samfundet virkede vældigt glade for den. Desuden hjalp vi flere dage til på et af samfundets større projekter. De var i samarbejde med omkringliggende samfund i gang med at bygge en vej, som ville gøre det væsentligt nemmere at komme til og fra stedet. Det var ikke det store, som vi kunne gøre andet end at levere vores rå arbejdskraft. Men det gjorde vi og ydede derved, hvad vi kunne, til et for hele samfundet gavnligt arbejde. Alt i alt var jeg rigtigt glad for at være på projektet, og jeg mener, at vi i den måned, som vi endte med at være der, fik lavet noget, som folkene derude kunne have glæde af.

Projekt La Orense

Efter at have slappet af og holdt nytår i den dejlige by Baños tog jeg afsked med de øvrige volontører, Karen og Silja, for at tage ud på mit andet projekt. Denne gang på egen hånd. Der var ingen andre volontører dér, og det betød, at jeg skulle gøre mig på spansk i den tid, som jeg var der. Det var her, at jeg for alvor fik lært sproget.

Projektet var af en lidt anden karakter end det første. Dette var sammen med én familie, og opgaverne var noget anderledes, end jeg måske på forhånd havde regnet med. Det var lidt uklart, hvad projektet egentlig gik ud på. Jeg havde forestillet mig, at opgaverne hovedsageligt var turismerelateret omkring det familieejede reservat. Det viste sig dog, at turismen dér var temmelig begrænset, og arbejdet blev derfor mange småopgaver; stort og småt. Jeg hjalp for eksempel med til at ordne stier i reservatet og lave tag på en af deres hytter. Desuden hjalp jeg også til på gården med at malke køer, køre mælk og meget andet.

Igen vil jeg understrege, at det er vigtigt at tage noget initiativ, hvis man vil koncentrere sig om dele af projektet. Jeg valgte bare at være den ekstra arbejdskraft, der kunne tage fat, hvor der var brug for det. Oftest hjalp jeg svigersønnen, der også var guide på projektet, og jeg havde meget at gøre med ham og hans dejligt imødekommende og søde familie. I det hele taget var hele familien utroligt flinke og interesserede, og man bliver hurtigt en del af husholdningen.

Stedet er virkeligt dejligt og frodigt. På gården er der køer, grise, høns og flere andre bondegårdsdyr og i reservatet er der aber, papegøjer, sommerfugle, bæltedyr, tucaner for bare at nævne nogle af dyrene. En rigtigt god oplevelse, en blanding landboidyl og jungleekspedition. Stedet ligger dog noget afsides, og man kan ind imellem godt føle sig noget afskåret fra omverdenen. Den lille landsbyLa Orense, hvor man kan købe lidt fornødenheder og gøre et telefonopkald, ligger 3-4 kilometervæk, og vil man på nettet, må man derfra tage en times bustur til en større by. Men kan man leve med at være lidt på afstand fra det hele, giver dette projekt muligheden for at komme tæt på en ecuadoriansk landbofamilies hverdag.

Rundrejse til forskellige projekter og på egen hånd

Som tidligere nævnt ændrede mine planer sig undervejs. På hvert af mine projekter skar jeg en halv måned fra min oprindelige plan. Det gav mig en ekstra måned. Der havde åbnet sig en mulighed for, at en af mine kammerater fra Danmark kunne komme til Ecuador. For Mundo skulle han filme og tage billeder af hovedsageligt sprogskolen i Cuenca samt deres projekter rundt omkring i landet. Da jeg havde været på sprogskolen samt to projekter og havde tilegnet mig en smule spansk i løbet af min tur, tog jeg med ham rundt på hans tre uger lange rejse som hans ydmyge assistent.

Det gav mig muligheden for et gensynsglædeligt andet besøg hos nogle af de flinke mennesker og ved nogle af de dejlige steder, som jeg havde stødt på undervejs i bjergene og i junglen. Derforuden var det en fantastisk mulighed for at smugkigge på nogle af de andre projekter. Blandt andet tog rejsen os til det fantastiske Galapagos, hvor vi dækkede en del af Mundos projekter. Det var tre travle, men forrygende spændende uger.

Da min kammerat rejste hjem havde jeg en god måned til at rejse rundt på egen hånd. Dette er helt sikkert en oplevelse, som jeg ikke ville være foruden. Jeg kan kun på det kraftigste anbefale at få set sig lidt omkring, når man alligevel er på de kanter. Ecuador har meget at byde på indenfor et overskueligt område, og det er nemt og billigt at komme rundt med bus. Det er bare på med rygsækken og af sted.

Om organisationerne

Fra man planlægger turen, indtil man er hjemme igen, er der to organisationer, som er med på sidelinien, Mundo og New Horizons. Mundo sørger for det praktiske før turen. Til det har jeg ikke mange indvendinger. Alle de spørgsmål, som man måtte have, bliver besvaret så godt som muligt, og jeg mener, at informationerne er udmærkede. Desuden er det en fordel, at organisationen er lille, da man er i øjenhøjde med dem, som skal hjælpe én, hvis man får problemer undervejs på rejsen. Jeg havde dog på min rejse ikke meget kontakt med Mundo. Det var et irritationsmoment for mig på rejsen, da jeg forsøgte at få kontakt adskillige gange. Men det viste sig at være en et teknisk fejl, som Mundo på ingen måde havde nogen skyld i.

Jeg havde måske ikke meget kontakt med Mundo, men til gengæld var jeg løbende i kontakt med New Horizons, som administrerer Mundos projekter i Ecuador, og man var derved på intet tidspunkt ladt alene. Vi mødtes måske ikke med New Horizons den første dag på grund af misforståelser, men derefter var kontoret altid åbent for én, hvis man havde brug for råd og vejledning. De skrev også jævnligt for at høre, hvordan projekterne var, og var i det hele taget altid hjælpsomme. Desuden fulgte Edison, vores guide på jungleprojektet, mig og min kammerat rundt på dele af vores tur og sørgede for vores at hjælpe os godt på vej.

Hvis jeg skal prøve at opsummere lidt, hvordan det er at rejse med Mundo, så mener jeg, at rammerne er til stede for at få en fantastisk og spændende tur. Projekterne er ikke nødhjælpsprojekter. Man redder ikke verden, men man kan være med til at gøre den lille forskel. Det er en god mulighed for at komme tæt på de mennesker og den kultur, som projekterne er en del af. Dette kræver blot, at man inden gør sig nogle tanker om, hvad man går ind til. Man skal ikke forvente, at tingene fungerer som i Danmark. Tingene fungerer i et lidt andet tempo. Vær forberedt på, at alt måske ikke glider lige så nemt som derhjemme. Og sker det, at noget glipper, så lad være at gå i panik. Tag det som en oplevelse, tag noget initiativ, hold fanen højt og alting ordner sig.