Nu er det snart tre uger siden, jeg vendte hjem fra et fire måneders ophold i Ecuador, Peru og Bolivia med Mundo. Det er meget svært at få overblik over alle de oplevelser, min rejse har budt på, men vil prøve at samle det vigtigste her…

Første stressmoment på min tur fandt faktisk sted i Danmark. Af en eller anden grund fik jeg først alle mine rejsedokumenter fra Mundo ca. halvandet døgn inden jeg tog af sted, hvilket gav anledning til ret meget bekymring – dog mest fra mine forældre. Men alt gik i orden, Anne kom forbi med billetterne, og jeg kunne sætte mig sikkert ombord på flyet. På den første halvdel af min rejse var jeg alene af sted, så flyturen syntes ret lang og skræmmende. Heldigvis mødte jeg to danske piger, der skulle med præcis de samme fly som jeg, hvilket gjorde det hele lidt hyggeligere. Jeg havde en enkelt overnatning på et lufthavnsmotel i Miami (bestilt med min flybillet), der garanteret godt kunne have været gjort billigere. De to andre piger boede på et hostel i down town Miami, og de sparede vist ret mange penge i forhold til, hvad jeg betalte…

Well, ankommet i Quito blev jeg hentet af en fyr fra sprogskolen, der skulle have haft min busbillet til Cuenca… Det havde han bare ikke fået noget at vide om, så jeg skulle forbi på sprogskolens Quito-afdeling den efterfølgende dag for at hente den. Men der havde de den selvfølgelig heller ikke, så den blev leveret til hotellet i stedet lidt senere på dagen. På det tidspunkt syntes jeg, det var enormt irriterende, nok mest fordi jeg på det tidspunkt var helt alene i en stor, grim og forurenet by, hvor jeg ikke kendte nogen og ikke kunne sproget… I virkeligheden var det møghårdt de første par dage at være helt alene i et ukendt land – det havde jeg nok ikke været så forberedt på. Tror det jeg prøver at sige, er, at man næsten garanteret bliver vildt frustreret over at alt er så uorganiseret i Ecuador, og at man ikke kan regne med nogen aftaler – men mañana-mentaliteten holder! Alt ordner sig efterhånden, det tager bare lidt længere tid og foregår mindre effektivt, end man er vant til hjemmefra. Og hvis noget skulle gå galt, så har man jo altid Mundo eller Nuevos Horisontes i ryggen, så helt palle er man altså ikke.

Mit første indtryk af Quito blev altså ikke fantastisk godt, og jeg var glad for at tage hurtigt videre mod Cuenca…

Jeg havde en rigtig god tid i Cuenca.

Min familie – Benitez Vidal – var rigtig søde og åbne. Jeg kunne en lille bitte smule spansk, inden jeg tog af sted, hvilket viste sig at være en kæmpe fordel, idet jeg så kunne kommunikere (minimalt) med familien det første stykke tid. Familien havde tre døtre, der alle tre kunne nogenlunde engelsk, men jeg nakkede kun spansk med dem – man skulle jo lære det! Familiemønstret overraskede mig ret meget og var et af de største kulturchok, jeg oplevede i Cuenca. Der var ansat en maid, der boede hos familien, og som man bare kunne råbe (seriøst, bare råbe!) på, og så kom hun med friskpresset juice, popcorn, eller hvad det nu var, man kunne tænke sig. Derudover var moren hjemmegående, så alt det der med at redde seng, vaske tøj, tage sin egen mad, selv hælde vand op osv. var ikke noget, der blev praktiseret. Det skulle jeg bestemt vænne mig til. Men ellers havde jeg det rigtig godt hos familien. De tog mig med ud at se forskellige steder rundt omkring Cuenca, og havde sikkert kunnet lægge beslag på al min tid der, hvis jeg ikke selc havde sagt lidt fra.

Sprogskolen var rigtig hyggelig, og efter et par ensomme dage i Quito, var det rart at få et socialt liv igen. Aldersspredningen af eleverne var ret stor – de fleste var i 20’erne, men mange var også langt over 40. I virkeligheden gjorde det ikke så meget, for alle var jo i samme båd, så man havde altid noget at snakke om.

Undervisningen var rigtig god – meget intensiv!! Det var til tider hårdt at sidde i fire timer som eneste elev over for en lærer og terpe verber, når man samtidig havde ret slemme tømmermænd. Men man lærer virkelig noget!! Der gik dog et stykke tid, før jeg begyndte at kunne snakke spansk med andre end min familie og min lærer (der alle sammen var meget tålmodige med mig), og det var først da jeg senere rejste rundt og kom ud at arbejde, at mit spansk blev nogenlunde brugbart. Men en måneds forberedelse er bestemt tiden værd!!

Skolen havde en masse eftermiddagsaktiviteter, der bestemt kan anbefales. Særligt populære var salsatimerne om onsdagen, der altid mundede ud i dans hele natten på det lokale salsotecaLa Mesa, og ellers var der cooking class, lidt om Ecuadors historie, cocktail class osv. Det var en rigtig god måde at komme i kontakt med de øvrige elever på i starten.

Desuden var der weekendturene, der som sådan ikke var arrangeret af skolen, men af det turistbureau, der blev drevet sammen med skolen. Generelt var turene meget dyre, og det var ikke mange elever, der gjorde brug af dem. I stedet arrangerede vi selv ture rundt omkring Cuenca, hvilket bestemt ikke var svært.

Cuenca er i sig selv en rigtig fed by at bo i. Der er en ret stor backpacker befolkning, der holder til på de mange caféer og barer i byen, og der er masser af unge lokale, der er mere end almindeligt ivrige for at lære backpackere at kende. Byen ligger smukt midt i bjergene, og det historiske centrum er rigtig hyggeligt. Der er masser af museer, både historiske og moderne, og så byder området omkring Cuenca på masser af fine oplevelser: Cajas, Ingapirca, Gualaceo og Vilcabamba er alle rigtig fine steder og et besøg værd.

Min måned på projektet Puni-Rumiyacu i junglen var på mange måder mere problemfyldt. Projektet var en del af et samfund ude i junglen, og arbejdsopgaverne var alt fra at hjælpe til i marken til undervisning i skolen, smykkefremstilling og alt muuuligt andet. Den primære grund til de problemer, vi oplevede derude var primært manglende organisering…

Den første uge var vi i alt fire volontører (alle danskere fra Mundo), hvoraf den ene var min veninde hjemmefra, og efter den første uge havde vi alle fået det indtryk, at der ikke rigtig var noget nyttigt, vi kunne lave… Dette hang sammen med flere ting: Til projektet var tilknyttet en guide, der skulle følge os i al den tid, vi var på projektet, og som vi også boede sammen med. Vores guide havde ingen erfaring på projektet og havde kun været der ganske kort tid inden vi ankom, og han vidste derfor ikke særlig meget om, hvad der foregik i samfundet, og hvad vi kunne bidrage med. (Samtidig var han af den opfattelse, at piger ikke kunne lave hårdt fysisk arbejde; det var dog bare en fordom, vi måtte kæmpe lidt imod, og efterhånden fik vi ham overbevist om det modsatte). Guidens manglende erfaring kombineret med at samfundets præsident (dvs. ham der kunne tage beslutninger på befolkningens vegne) ikke var hjemme i samfundet den første uge gjorde, at vi i denne periode blev kastet lidt rundt mellem forskellige opgaver, primært markarbejde… Og da det viste sig, at selv børnene var langt bedre til dette end vi var, kom vi i den grad i tvivl om, hvorvidt vi havde lyst til at fortsætte på projektet. En hel måned, hvor vi mest bare ville føle os i vejen, havde vi ikke rigtig lyst til. Så efter den første uge havde vi en del krisemøder, hvor vi til sidst blev enige om at tagesagen i egen hånd og starte vores eget lille projekt, og vi endte med at beslutte os for at bygge en legeplads til børnene i samfundet. Det tog lidt tid at få sat projektet i gang, idet samfundets voksne først skulle diskutere vores forslag på et af de ugentlige møder (de foregik på en blanding af quichua og spansk, og vi forstod INTET, hvilket til tider var frustrerende), og der skulle indsamles en hel masse træ, der sidenhen skulle transporteres op ad den nærliggende flod, så alt i alt tog det et stykke tid at komme i gang med selve byggeriet, og så var det jo ret begrænset, hvor meget tre uerfarne mennesker kunne nå at bygge på tre uger. Så vores planer var nok lidt ambitiøse, men uanset hvad, er jeg rigtig glad for at vi tog den beslutning at lave vores eget lille projekt. På mange måder følte jeg, at jeg kunne bidrage med noget specifikt, frem for bare at blive introduceret til en masse forskellige ting.

Livet ude i junglen var primitivt. Der var hverken vand eller elektricitet, badeværelset var floden, toilettet var et stort (MEGET stort) hul med et skur henover (og beboet af flagermus), og hver weekend skulle vi selv bære al mad og drikkevand 1½-2 timer for at komme ud til samfundet. Maden var bestemt ikke ophidsende, og mht. madlavningen skulle der tages en del forbehold… f.eks. skulle vandet, som vi hentede fra floden, koge i flere timer, før det var sikkert at drikke (eller bruge i pulversuppe, som vi fik ganske tit).

Nu lyder det måske som om alt bare var hårdt arbejde, og at vi slet ikke nød at være derude. Men det gjorde vi. Særligt var det en stor oplevelse at lære børnene at kende (Det var mest børnene vi så, da de gik i skole lige ved siden af vores hytte. De voksne arbejdede det meste af dagen). De var altid meget glade og meget interesserede i os og det vi lavede, og efter en måned derude var det helt klart dem, der var sværest at forlade. Samtidig var det også en oplevelse at bo så primitivt og være omgivet af så fantastisk natur.

Jeg brugte i alt to måneder på at rejse rundt, og mht. det kan mit eneste råd kun være: gør det! Ecuador er et fantastisk land at rejse i med korte afstande, fantastisk natur, fede backpacker-turistede byer, afsides bjergflækker, lækker kyst og så selvfølgelig Galapagos (der er dyrt men det værd!). Derudover er der de omkringliggende lande, Peru (hvor jeg selv brugte en måned) og Colombia (der efter sigende også skulle være et dejligt sted), så der er næsten ikke nogen undskyldning for ikke at rejse rundt på et eller andet tidspunkt.