Forberedelse og viden hjemmefra
Hjemmefra følte vi os godt klædt på til turen. Da vi som de første lærerstuderende skulle prøve og have vores praktik i andre skoleformer arrangeret gennem Mundo, var vi meget opmærksomme på om kravene fra vores seminarium kunne opfyldes i Ecuador. Men efter diverse grønne lys var givet tog vi af sted til Ecuador.

De 2 første dage i Ecuador
Vi var begge meget overvældede over hvor uproblematisk det hele gik i Quito. Vi blev hentet i lufthavnen, kørt til hotellet som ikke var noget særligt, men alt var ok. Dagen efter gik vi til Nueves horisontes. Her blev vi mødt af venlige og rare mennesker, der informerede os om vores projekt. Her var det så første gang, at vi fik at vide, at der var sommerferie i Ecuador, netop på det tidspunkt hvor vi skulle undervise. Det var lidt af et chok for os, men vi forstod, at der ville være en lærer, der ville sætte os ind i tingene og undervisningsopgaverne. Vi tænkte, at vi jo bare måtte håbe at de ville godkende vores praktik i Danmark, og så kaste os ud i det.

Sprogskolen og familien i Cuenca
Efter 2 dage i Quito tog vi med bus til Cuenca, hvor vores kommende “mor ” tog imod os. Første uge i Cuenca, var mega hård på skolen. Benjamin som aldrig havde haft spansk før fik sin sag for, og vi lavede lektier 1- 2 timer om dagen. I familien følte vi os rigtig godt tilpas, familien var meget glade for at vi var der. Efter en lille uge kom en dreng på 16 år, der også skulle bo hos familien, og vi følte at al opmærksomheden lige pludselig forsvandt fra os. Det var lidt hårdt. Et par dage efter kom vores “mor” og undskyldte meget, for det hun nu ville spørge om. Hun fortalte at hun havde haft kræft, og skulle scannes for at se om kræften var kommet igen, og hun havde muligheden dagen efter, men havde først pengene ugen efter, og derfor ville hun spørge om det var muligt at hun kunne låne 250$ i en uge, det var meget svært at sige nej, så vi lånte hende pengene. Vi følte mere og mere at familien var glade for at vi var der, fordi det var en måde at få penge på, og det var meget hårdt. En aften efter salsa undervisningen på sprogskolen, talte vi tilfældigvis med en kvinde som kendte en som før havde boet hos vores familie, og havde lånt vores ” mor” en del flere penge end os, og da han skulle af sted, var vores “mor” begyndt at græde fordi hun ikke havde pengene til ham, så til sidst havde han bare sagt at hun skulle beholde pengene. Dagen efter skrev vi til Anne fra Mundo, med håbet om at hun havde en løsning. I mellem tiden viste det sig at vores ” mor” havde kræft, hvilket vi også hvad tvivlet på, og pga. det følte vi stor skam over at betvivle hende. Ja altså vi havde mange forskellige følelser i kroppen. Kvinden, som havde fortalt om fyren, der også havde boet hos vores familie, havde fortalt vores situation til sprogskolen. Pamela fra sprogskolen henvendte sig til os, for at hører hvordan og hvorledes. Hun sagde, at vi ikke skulle bekymre os om pengene, for hvis vi ikke fik dem af familien, fik vi dem tilbage af sprogskolen. Pamela fortalte, at det var i mod skolens regler at spørge de studerende om penge, så efter vores ophold ville hun lige tage en snak med vores mor. Vi fik ikke vores penge den aftalte dag, men da vi selv spurgte om dem, fik vi dem dagen efter, vi var meget lettede. Desværre spurgte vores “mor” ca. 4 dage før vi skulle rejse om hun ikke lige kunne låne 100$. Vi prøvede at undvige og ikke lige sige andet end at vi ikke rigtig havde pengene. Det var rigtig ubehageligt, for vi tænkte på om hun nu ville prøve og snyde os. Vi følte os på en måde lettet, da vi skulle rejse. I denne situation havde sprogskolen været helt fantastiske. Der var virkelig nogen der ville hjælpe os.

Dog havde vi senere på vores rejse nogle problemer med det rejseselskab, som er på skolen. Vi betalte f.eks. den absolute højeste pris på vores båd til Galapagos i forhold til de andre turister på båden, og der var frygtelig mange problemer med at få tingene til at fungere. Det er dog ikke vores opfattelse at det hovedsagelig var sprogskolens skyld.

I den periode hvor vi var på sprogskolen, var det regnvejr og koldt nærmest hverdag, og der er ingen varme på skolen, kun ” god udluftning”. Så alle rente rundt med alt det tøj de havde, og alle havde utrolig meget glæde af den gratis varme the, kaffe og kakao der var gratis på skolen. Vi tror de fleste var i sengen med forkølelse i de 4 uger vi var der. Et stort plus er at der er gratis internet på sprogskolen, salsa undervisning og andre arrangementer om aftenen.

Imellem sprogskolen og arbejdet/praktikken tog vi en hurtig tur til junglen. Vi havde gennem sprogskolen valgt et sted i junglen som hedder ” Casa del Suizo”. Dette sted var helt enormt turistet, og den “rigtige” indianer befolkning udenfor “Casa del Suizo”, kunne man desværre på et plan sammenligne med dyrene i en zoologisk have, da de nærmest var udstillet for os turister. Dette sted skal man kun vælge, hvis man vil have luksus, planlagte programmer og god mad, for originalitet opnår man ikke der! Men for os var det super for at få kræft til at give den en skalle med undervisningen.

Vi havde allerede før vores tur til junglen mødt vores nye ” far” Martin, da vi ikke kunne slæbe alle vores tasker med tøj til børnene med til junglen. Derfor kom han til Ambato og hentede vores tasker. Allerede der fik vi et indtryk af afslappethed og hjælpsomhed, som gjorde at vi glædede os til at møde familien. Efter jungleturen tog vi til Patate og derefter en taxi til Valle del Rio; vores nye hjem. Samtidig med os var der os to piger fra Belgien, der læste til læger og derfor hjalp til på de nærliggende hospitaler. Det var kanon hyggeligt at de også var der. Desværre var de der kun en uge mere. Arbejdede startede med at vi blev sat på en taxa til Sucre. Sucre er en by, der ligger på toppen af et bjerg ca. 1km væk fra familien. Men der var ingen til at modtage os i Sucre. Der kom et barn med en nøgle og åbnede porten til skolegården og et lokale på skolen. Der var møgbeskidt i klasseværelset, så det første vi gjorde var at rydde op. Der var heller ikke mange materialer, og de materialer der var, var låst inde i skabe, og dem kunne vi ikke åbne. Da børnene var blevet tjekket for lus, begyndte de så småt at komme, men det eneste vi kunne var at undervise dem på tavlen, ingen papirer eller sådan havde vi mulighed for at give dem. Der gik ikke lang tid før at børnene spurgte om vi gav dem gaver og de spurgte om de måtte få forskellige ting. Det var lidt akavet, at føle sig som den rige, og de forventede at man gav dem ting. Det var en ret hård dag.

Ja, der står godt nok, at der er gode transport muligheder i projektbeskrivelsen på Mundos hjemmeside, det var dog ikke tilfældet for os, på noget som helst tidspunkt. Så vi gik altid de meste af vejen op og ned af bjerget. At gå op er pænt hårdt. Vi havde kun 2 undervisnings gange i Sucre, mest fordi at Benjamin blev holdt tilbage af nogle fulderikker, da han prøvede at ringe til nueves horisontes, men også fordi det var så svært at få en undervisningsdag til at hænge sammen. Vi havde to undervisningsdage om ugen i landsbyen Baqurizo moreno, som er en meget lille skolen, men her mødte vi en fantastisk opbakning fra alle i byen. Vi valgte også at undervise 2 aftner om ugen, hvor det var unge der var hovedgruppen. Denne gruppe af unge havde et håb om at flere turister ville besøge landsbyen og tage en tur op i bjerget og se de mange forskellige orkideer og vandfald. Denne ambition ville vi gerne støtte. Vi fik frugt af børnene hver gang de delte ud af den slik de havde og var vilde med at få svingture, børnene og deres forældre står som noget helt specielt for os. Vi blev også inviteret med til bryllup, og det var en helt fantastisk oplevelse.

Vi underviste også børnene i Plazuela, hvilket også var rigtig rart, det var dog tydeligt at de aller fattigste børn ikke kom i skole, da de skulle hjælpe deres forældre med at arbejde.

Livet hos Martin og Llorena var dejligt. Vi kunne lave mad i køkkenet, hvis vi havde lyst, og så de var glade når man på helt normal vis hjalp til. Deres hoppe fik et føl den 2. uge vi var der, så det var jo også en oplevelse i sig selv. Der var mange forskellige mennesker, der kom, dels pga. restauranten og familiens put and take søer, men også folk fra landet, der kom med mælk på æsler og heste for at sælge det til familiens mejeri. Familien i valle del rio har travlt og deres liv drejer ikke rundt om vulontørene, men de værdsætter meget den hjælp, som voluntørene giver. Man er som en helt naturlig del af familien, hvilket var meget skønt. Louise blev meget syg den sidste uge på projektet af en form for madforgiftning, og der var familien helt utrolig søde, for de kom og besøgte os på hospitalet, og kom med mad til Benjamin og så var Lorena der til midt om natten den første nat for at sikre sig at alt var ok. Det var så værdifuldt og rørende.

Da vi ikke havde fået brugt alle pengene fra Mundo, pga. sygdom hjalp Llorena med at vi kom af sted. Det var i det hele taget lidt svært for os at bestemme hvad vi ville købe, vi fik at vide at nogle tidligere voluntører havde købt en musik afspiller til skolen og en anden havde købt tavler, dette havde skolerne desværre ikke længere, da læreren enten havde taget det med hjem eller solgt det. Vi valgte at købe ordbøger, skriveredskaber, sko samt legetøj og så havde vi selv 3 rejsetasker med tøj fra Danmark med til børnene. Vi var rigtig glade for at vi havde slæbt taskerne med os hele tiden, for de belgiske piger fortalte, at de havde en masse medicin med fra Belgien og de havde selv betalt mange penge for at få medicinen med. Men nu stod medicinen bare i lufthavnen i Quito. Nueves horisontes havde ellers lovet at hente kasserne, men det havde de ikke gjort, så der var røget bøde på kasserne og pigerne vidste ikke hvad de skulle gøre, da der ikke var nogen fra Nueves horisontes, der hjalp dem med at løse problemet. Men vi må håbe at de fandt en løsning, da det er rigtig ærgerligt, hvis ingen for glæde af medicinen.

Vi vil virkelig anbefale ALLE at tage til Martin og Llorena  Valle del rio, og hjælpe nogle af alle de skønne børn, der er der de har brug for din hjælp.

Tag af sted til Ecuador, det er en udfordring, og det hele værd. !!!

P.s. Hvis I har lyst til at læse lidt mere om hvordan det var at undervise, er i velkomne til at læse vores praktikrapport som vi har afleveret til vores seminarium.

Desuden har vi stadig en blog på nettet, hvor vi skrev en masse om vores ture og vores oplevelser. Bloggen var mest rettet til familien, så de kunne læse hvad vi oplevede. Men vi mener også, at det er til gavn for nyere volontører, der skal til Ecuador.