Lad mig starte med at sige, at jeg har haft en rigtig god tur til Ecuador. Jeg fortryder på ingen måde at jeg gjorde det, og der har kun været mindre komplikationer undervejs.

Mundo, sprogskolen og New Horizons
Jeg har næsten intet ondt at sige om Mundo. Anne hjalp os rigtig godt hele vejen igennem, og var altid klar til at besvare spørgsmål. Jeg føler ikke vi var meget påtrængende, men det var godt at have en hjælp. Der var lidt uklarhed om den eksakte pris, men det løste sig nemt.

Da vi ankom til Quito var det meningen, at sprogskolen i form af Javier skulle have hentet os i lufthavnen. Det skete ikke. Problemet var ikke katastrofalt på nogen måde, men det var trods alt en service vi havde betalt for. Mit største problem med sprogskolen Simon Bolívar var nok, at man hele tiden fornemmede den profitmaksimerende holdning skolens ledelse og lærere havde til deres arbejde. Det er ikke just den mentalitet man har løst til at blive mødt med, når man rejser for at arbejde frivilligt. Men derudover var sprogskolen egentlig ret god, og vi havde en vidunderlig tid i Cuenca.

New Horizons var lidt et lavpunkt. Man fik hele tiden det indtryk, at det handlede om penge frem for om at hjælpe mennesker. Og det er simpelthen ærgerligt. Hvis Mundo kan finde en anden samarbejdspartner i Ecuador, bør de virkelig overveje det. Jeg brød mig heller ikke synderligt om ’direktøren’ Laura. Hun var i mine øjne både uprofessionel og alt for pengefikseret. New Horizons fremstod i højere grad som et rejsebureau end en formidler af frivilligt arbejde. Ydermere havnede Mathis og jeg i en meget lille landsby i et køligt klima, selvom vi var blevet lovet en lidt større by med varmt klima. Vi skiftede derfor til Quito – uden komplikationer heldigvis. Alt i alt en dårlig oplevelse med New Horizons.

Rejsen
Som nævnt i indledningen havde jeg en forrygende tur med min ven Mathis. Det var simpelthen fantastisk. Ecuador er uden tvivl et besøg værd. Hvis man er åben og frisk på at prøve lidt af hvert kan man få en lang række uforglemmelige oplevelser i Ecuador.

Vi lagde ud med et vellykket sprogskoleophold i Cuenca. Cuenca er en hyggelig by, som dog sagtens også kan være festlig og interessant. Det er let at komme i kontakt med ecuadorianere og andre turister, ikke mindst igennem sprogskolen. Klimaet minder mest af alt om en god dansk sommer. Det er et sted som klart kan anbefales. For unge som for ældre.

Fra Cuenca havde vi en smut til kysten, nærmere betegnet Montañita. En rigtig festby hvor man kunne slå sig løs og slappe af. Der er mange som ikke kommer videre herfra, men vi havde fået nok efter et par dage. Kan dog også anbefales.

Efter Cuenca var vi en uges tid i Plasuela. En meget, meget lille landsby beliggende i bjergene omkring Ambato. Vi skulle undervise børn i engelsk i de omkringliggende skoler. Men det er på mange måder hul i hovedet at undervise 5-6-årige børn i engelsk – dels pga. alderen dels fordi de knap nok talte spansk endnu. Projektet var helt gakkelak og stedet hvor vi var indlogeret, bar præg af at det hele handlede om at tjene penge. Så vi tog en rask beslutning om at flytte til Quito, for at få et andet arbejde der.

Det var dejligt at komme til Quito. Jeg havde personligt mange samvittighedsproblemer med at forlade Plasuela. Fordi det i bund og grund er uretfærdigt, at deres uddannelse afhænger af mine behov, men jeg besluttede mig for at være egoistisk. Jeg fortryder dog ikke på nogen måde at vi tog til Quito. Det er en fed by på rigtig mange måder. Er man ikke til forurening og regn, bør man nok holde sig væk, men derudover synes jeg virkelig byen har sin charme.

Vi arbejdede på et projekt for børnegadearbejdere, hvor vi hjalp dem med lektier og andre ting og sager. Det var på mange måder et godt og meningsfuldt arbejde, men transporttiden til projektet var nok en kende for lang. Men jeg kom nu til at holde af stedet, selvom vi kun var der en måneds tid.

Efter Quito rejste vi til kysten. Canoa, Mompiche og Atacames. Navne som Ecuadorrejsende nok skal blive bekendt med. Mompiche var ikke værd at skrive hjem om, men Canoa og Atacames er nogle rigtig fede byer, som man bør aflægge besøg hvis man kommer til kysten.

Efter kysten var vi otte dage på Galapagos. Jeg synes nok egentlig at stedet er overvurderet, men jeg havde nu alligevel en rigtig sjov tur. Desværre blev jeg syg de sidste to dage, så jeg gik glip af endnu flere kedelige kæmpeskildpadder. Hvis man skal til Galapagos, tilråder jeg stærkt, at man vælger en dykker/snorkel-tur. Det er helt klart her man henter de største oplevelser.

Efter Galapagos var det hjem til Danmark. Det bedste ved turen er de mange sjove, gode, søde og spændende mennesker jeg har mødt. Familierne vi boede hos, andre turister, ecuadorianske kolleger, taxa-chauffører, folk man mødte i byen osv. Det er dem som egentlig er den store oplevelse. Naturen, landet, maden og andre ting er blot tillægsgevinster.

Tak til Mundo for en fantastisk tur.