I foråret 2011 var jeg tre måneder i Ecuador og Guatemala i samarbejde med Mundo. Overordnet vil jeg sige, at det var helt fantastisk og at jeg vil anbefale det til enhver, der har lyst til at lære Latinamerika at kende. Rejsen har været en perfekt intro til kontinentet og jeg har bestemt fået lyst til at vende tilbage!

En sådan tur kræver selvfølgelig en del overvejelser, forberedelser og beslutninger. Eftersom mit kendskab til Latinamerika var begrænset, var jeg på ret bar bund. Jeg fik anbefalet Mundo af en veninde, som tidligere har rejst i samarbejde med dem og efter nogen tids korrespondance med både Helene og Anne, var planen klar. Jeg skulle først fem uger til Ecuador for at lære spansk og derpå syv uger til Guatemala og arbejde på et projekt. I Danmark læser jeg Folkesundhedsvidenskab og ville gerne arbejde på et projekt, hvor jeg kunne gøre brug af min uddannelse. Mundo var meget behjælpelig med at forsøge at finde det helt rigtige projekt til mig. Helt generelt følte jeg mig rigtig godt rustet til at tage af sted, hvilket i høj grad skyldtes kontakten med Anne og Helene fra Mundo. Altid søde til at svare på selv de mest urutinerede spørgsmål.

Min familie i Ecuador var simpelthen så åben og sød, og kunne ikke et ord på engelsk! Da jeg ankom kunne jeg sige rundt regnet, tre ord på spansk. Familien var tålmodig og jeg prøvede virkelig at hænge i med hensyn til spanskundervisningen. Det at komme til et land, så langt væk fra lille trygge Danmark, helt alene og ikke kunne tale med folk, er virkelig en udfordring og til tider ret hårdt. Omvendt varede denne følelse ikke ved ret længe, da jeg relativ hurtigt mødte andre rejsende og samtidig langsomt begyndte at forstå lidt spansk.

Sprogskolen i Cuenca er virkelig hyggelig og underviserne er søde. Jeg havde inspektøren Fausto som lærer, hvilket umiddelbart kunne have været lidt skræmmende, hvis ikke det havde været fordi, at jeg ikke forstod hvem han var, før efter en uges tid, hvor vi havde lært hinanden at kende! En del af min undervisning bestod af små ture til forskellige af byens attraktioner, hvilket var virkelig lærerigt og interessant.

Det var dog sådan, at samtidig med, at jeg startede, startede også en meget stor gruppe ældre amerikanere. De fyldte næsten alle skolens pladser, hvilket gjorde, at der var meget få øvrige studerende og dermed ikke rigtig nogen på min alder. Disse store grupper vil fortsat komme, i hvert fald resten af 2011, så det kan man jo tage med i sine overvejelser. I hvert fald gør det udfordringen med at møde kammerater, større.

Jeg mødte dog nogle søde mennesker, en af dem på en weekendtur til Vilcabamba (virkelig anbefalelsesværdigt!), og tog på forskellige ture med dem. Heriblandt til de varme bassiner, Incapirca og Cajas Nationalpark.

Med hensyn til sikkerhed, skal man selvfølgelig tænke sig om, men jeg følte mig generelt rimelig sikker i byen. I dagstimerne kan man umiddelbart sagtens gå rundt alene og om aftenen er det rigtig nemt og billigt at tage taxier. I øvrigt hørte jeg ikke en eneste gang noget dårligt om taxichaufførerne, og for mig betød det rigtig meget, at jeg havde en følelse af, at det var sikkert at hoppe ind i hvilken som helst af de gule taxier.

Efter de fire ugers sprogskole i Cuenca, tog jeg en tur til Galapagosøerne. Det var ret dyrt, men helt fantastisk og alle pengene værd! Jeg var også et smut i Quito, men ikke særlig imponeret over den by, og ville til hver en tid vælge, at gå på sprogskolen i Cuenca.

Da jeg fløj fra Guatemala, blev jeg hentet af en fra sprogskolen i lufthavnen. Rigtig rart at vide, at jeg ville blive taget i mod og kørt direkte til min nye familie i San Juan, som ligger ca 4 km udenfor Antigua. Dejligt, at Mundo arrangerer det! Min nye familie i Guatemala var virkelig sød, og oplevelsen af at komme til dem, var helt anderledes end da jeg ankom til familien i Ecuador. Både fordi familien var meget større og også husede andre studerende, men især fordi jeg faktisk kunne kommunikere med denne familie. Pigerne i familien gav mig en rundtur i landsbyen, mens Caesar, som er lærer på den lidt større sprogskole i Antigua, gav mig en rundtur i Antigua. Rigtig fint med lidt historier og orientering inden jeg selv skulle til at færdes i byen.

Jeg kom til at arbejde på et stort projekt, Nuestros Ahijados. Den første uge var lidt forvirrende, da skolen stod for kontakten og det var åbenbart meget svært at få arrangeret møde med projektet og få sat mig i gang. Trods en lidt langsom start, endte jeg med at finde mig til rette i projektet. Projektet er meget stort og særdeles velfungerende og – organiseret. Jeg var primært med guiderne rundt på besøg hos en masse af de familier, som var tilknyttet projektet. Virkelig spændende, selvom det var ret svært at forstå alt af hvad de sagde. Desuden hjalp jeg i “mødreklubben”. Herunder både med praktiske ting i forbindelse med de ugentlige møder, hvor alle mødrene kom til spændende foredrag samt ved indsamling og uddeling af virkelig store mængder grøntsager. Helt generelt var jeg rigtig glad for at være på projektet, men jeg var af og til lidt frustreret over, at jeg primært observerede og dermed ikke ydede en direkte hjælp. Jeg fandt det virkelig spændende og lærerigt at lave det jeg gjorde, men hvis man ønsker at hjælpe mere direkte, skal man overveje at arbejde i skolen eller på Casa Jackson, som er et hjem for fejlernærede børn.

Allerede inden jeg tog til Guatemala, havde jeg fået emailadresser af Helene, til Eva og Mikkel, som også var af sted med Mundo. Jeg blev hurtigt venner med dem og fik igennem dem, en stor og dejlig omgangskreds i Antigua. Sammen med dem, var jeg på en masse smukke ture rundt i Guatemala og en enkelt gang på strandtur til El Salvador. Rio Dulce, Tikal, Semuc Champey og stranden i Monterrico er dejlige steder i Guatemala, som bør besøges.

Generelt synes jeg, at det var nemmere at møde andre rejsende i Antigua, end i Cuenca.

Det at bo i landsbyen San Juan, var afslappet og lærerigt. Jeg gik nogle eftermiddage om ugen, på den lille skole i landsbyen og havde Diana som lærerinde. En dygtig og fantastisk sød dame! Jeg fik helt klart øvet mit spanske mere, især fordi jeg jo brugte mange aftener sammen med familien og fik samtidig et indgående kendskab til livet i en guatemalansk familie.

Antigua har et ry for at være meget turistet og ikke vise det sande Guatemala. Der kan måske være noget om det, men eftersom jeg primært befandt mig udenfor byen (projekt, skole og familie) tænkte jeg ikke ret meget over, at der var en del andre turister og at Antigua tydeligt afspejler dette. Til tider var livet i landsbyen dog lige lovlig stille, men der var jeg så privilegeret, at jeg kunne besøge Eva og Mikkel, som boede i Antigua, og feste lidt sammen med dem. Der er i øvrigt rig mulighed for at feste i Antigua. Eneste udfordring var, at efter kl 20, var der ingen busser til San Juan! Dog findes der en masse taxier, og skolen kan give numre på nogen, som er registrerede og sikre. Jeg følte mig generelt ret sikker i Antigua, men man bør tage en taxi efter mørkets frembrud, hvis alternativet er at gå alene.

Guatemalanerne er søde, fortællende og hjælpsomme – og er glade for, at man besøger deres land!

I løbet af mine fire uger i Cuenca lærte jeg en del spansk, men syntes ikke, at jeg kunne sige ret meget alligevel. Jeg fortsatte med lidt spanskundervisning i Guatemala, men det helt afgørende (i hvert fald for mig, men tror nu det er generelt!) var, at jeg snakkede og dummede mig og snakkede mere! Jeg snakkede med familien, med guiderne på mit projekt, lidt med familierne i projektet, med folk i bussen og faktisk også en del med de andre voluntører, jeg mødte. Efter tre måneder, er jeg stadig ikke god til spansk, men jeg kan sagtens kommunikere og gøre mig forståelig, så mit bedste råd er virkelig – klø på og snak – også selvom du laver en masse fejl!

Her til sidst – masser af roser og tak til Anne og Helene! Og til jer, der overvejer at tage af sted – gør det!