Her kommer saa min evaluering af mit ophold paa Galapagos!

Det hele startede med flyveturen fra Guayaquil og til San Cristobal, som var den o jeg skulle bo   og arbejde paa. Det gik fint, selvom San Cristobal er den mindste lufthavn jeg har set, og den eneste jeg kender som er bygget af trae!

Naa men jeg fik min bagage, men der var ikke nogen fra familien til at hente mig! Saa jeg maatte paa mit bedste spansk faa hjaelp af personalet i lufthavnen, som skaffede mig en taxa til det rette sted. Da jeg ankom viste det sig at “familien” kun var farmand, da hans kone ikke var paa oen, og hans born ikke boede hjemme.

Jeg skulle bo sammen med 3 andre frivillige, hvilket jeg glaede mig til, og de var ogsaa super fine, og vi havde det godt sammen. New Horizons havde dog fortalt mig at jeg ville faa mit eget vaerelse, hvilket jeg ikke fik, jeg maatte dele med Achim fra Tyskland. Men det gik nu fint.

Vi boede som sagt hos farmand, som var doktor paa oen. Og for at sige det ligeud var der ikke nogen af os 4 frivillige der rigtig kunne med ham. Han havde tydeligvis kun frivillige for pengenes skyld. Vi maatte ikke bruge vaskemaskinen i huset sagde han, men skulle med paa det lokale vaskeri og betale for det der. Han sagde ogsaa at vi kun maatte bruge en tallerken, en kniv, en gaffet, en ske og et krus pr person. Bagefter skulle der vaskes op! En regel han bestemt ikke fulgte selv. Og han tog vores mad til tider, uden at sporge.

Vi skrev derfor en mail til New Horizons, som snakkede med ham, da han var i Guayaguil og besoge sin datter. Og da han vendte tilbage var han meget flinkere!

Naa men nok om det. Jeg skulle arbejde paa projektet CIMEI, som arbejder med dyr paa Galapagos, primaert katte og hunde. Vi skulle ogsaa gore en ordentlig bunke rottefaelder klar. Jeg lagde dog flot ud med at vaere syg de forste 2 dage, ej ej ej en kedelig start! Men jeg vendte tilbage paa dag nr. 3.

Selve ideen bag projektet er at holde bestanden af hunde og katte nede, da de odelaegger det oprindelige dyrelig paa oen, samt at faa ram paa en masse rotter, maalet er total udryddelse af dem. Vores arbejde som frivillige bestod primaert i at tage os af de forskellige hunde og katte, samt bygge rottefaelder, hvilket tager sin tid! Der var en doktor tilknyttet projektet som tog sig af at sterilisere de forskellige hunde og katte, og vi deltog ogsaa en del i disse operationer, hvilket ikke er for sarte sjaele! Med hankatte/hunde er det nemt, men med hunkatte/hunde er det kompliceret, og involvere en del blod!

Selve forholdene for de dyr der var flere dogn paa projektet var nok noget ringere end det ville have vaeret derhjemme. Og arbejdet kunne virke en smule brutalt, da nogle dyr af forskellige grunde var nod til at blive aflivet.

Her maatte man saa bare taenke paa omstaendighederne bag, at projektet jo har et meget lille budget, da Equador er ret fattigt. Og at arbejdet er nodvendigt for at kunne bevare det oprindelige dyreliv paa Galapagos.

Folkene bag projektet var alle flinke, og de var gode til at saette os ind i hvad vi skulle lave. Arbejdstiderne var fra 8 morgen til 5 aften, med en 1,5 timer lang frokostpause. Problemet var at det ikke var altid at der var noget at lave. Saa i nogen perioder kunne der gaa op til flere timer, hvor de frivillige bare daskede rundt, uden reelt at lave noget. De perioder har meget frustrerende! Omvendt var det fedt naar der saa var noget at lave.

Udover alt dette har jeg vaeret ude for at fjerne bikuber (eller var det hvepse?) 2 gange, fra folks ejendom, hvilket var en oplevense. Man skal forst i en dragt med tilhorende hat med et binet paa, saa man ikke bliver stukket. Og saa har man en flammekaster kan man vel kalde det, som man saa skal bruge til at braende bikuben af med.

Den ene gang befandt bikuberne sig dog i noget taet kraedt, saa man var nod til at tage bikuben i haenderne og baere den ud paa aaben jord, saa man kunne braende den af. Den dag kunne jeg ikke undgaa nogle stik paa venstre ankel, selvom jeg havde dragt paa! Men skaegt var det da at prove.

Alt i alt var det et godt projekt. Folkene var flinke og arbejdet var interessand og noget anderledes! Eneste minus var de perioder hvor der ikke var noget at lave.

Naar man ikke lige arbejdede havde man saa fritiden paa San Cristobal. Oen er ret lille med kun 7.000 indbyggere, saa der er ikke ret meget at tage sig til. Der er dog 2 udemaerkede vaertshuse, men poolbord, saa de blev flittigt besogt!

Ellers har man muligheden for at tage paa utallige ture til de andre oer. Det gjorde jeg dog ikke, da det er ret dyrt, jeg valgte at spare op til et nyt kamera, da det jeg havde var blevet stjaalet et sted paa rejsen til Galapagos. Saa udover San Cristobal saa jeg kun Floriana, son vi tog til med arbejdet.

En ting man dog SKAL prove er at tage paa en guided tur for at snorkle, hvilket jeg gjorde 3 gange. Det var super fedt, man saa bl.a. hajer, kaempe skildpadder og tonsvis af fisk vi ikke lige har derhjemme.

I det hele taget er der mange muligheder for turister, og oen baerer staerkt praeg af turismen. Der er utallige strande man kan ligge paa, men solen er helt ekstrem, saa hvis man ikke naermest bader i solkrem, kan man godt blive godt ristet hvis man ikke passer paa.

Alt i alt var det en rigtig god maaned paa Galapagos. Arbejdet var godt og man moder en masse nye mennesker, baade lokale, andre frivillige og turister.

Men som sagt er alting ret smaat, og udover de mange muligheder for at dykke og snorkle er der ikke saa meget at lave. Jeg tror den maaned jeg var der var passende for at opleve Galapagos. Nu glaeder jeg mig til at fortsaette til Guatemala, og se hvad der sker der!