Jeg er nu kommet hjem efter tre  en halv måned i Ecuador med sprogskole, frivilligt arbejde og til sidst rundrejse i de forskellige dele af landet.

Inden jeg tog af sted havde jeg selv stor glæde af rejsebrevene, men foretrak de, der var delt op i afsnit, og jeg har derfor valgt at gøre det samme.

Sprogskole og værtsfamilie
Jeg valgte at gå i skole i Cuenca, som er en rigtig hyggelig, men ikke så stor by. Eller dvs. Cuenca er sådan set forholdsvis stor, men det er bare mest centrum, man befinder sig inden for, og byen kan derfor forekomme rimelig lokal. Ikke desto mindre er den bestemt ikke kedelig, og der er masser af byliv i weekenderne.

Sprogskolen Simon Bolivar var ikke så stor, som jeg havde forventet, vi var ca. 12 elever. Men lærerne og de forskellige mennesker, der arbejder der, er utrolig hjælpsomme, og man føler, der bliver taget hånd om en. Det var hårdt med eneundervisning, men til gengæld også rigtig lærerigt, og jeg har svært ved at tro, at jeg skulle have fået lige så meget ud af det, hvis det havde været i hold. Men som man jo ofte hører, så lærer man allermest ved bare at tale og det især med lokalbefolkningen. De er utrolig imødekommende, så der er i hvert fald ingen undskyldning for ikke at have chancen for at prøve.

Jeg boede hos et lidt ældre par, som havde været værtsfamilie igennem 12 år. De havde 4 børn, som så alle sammen også havde børn, så alt i alt en kæmpe familie, og der var hele tiden liv i huset. Der manglede aldrig noget, og de var altid søde til at spørge, så det var rigtig rart. Der boede to andre studerende i huset, hvilket var både godt og ondt. Det var jo hyggeligt at have nogle at snakke med, men de kom begge fra USA, og det faldt dem derfor helt naturligt, at selvfølgelig skulle vi tale engelsk sammen, hvilket jo så gjorde, at det var svært at øve sig på det spanske.

Efter 4 uger i Cuenca skulle jeg videre, men selvom undervisningen er intensiv og lærerig, så følte jeg mig dog alligevel lidt usikker på spansk.

Frivilligt arbejde, CEPIM, i Quito
Da jeg kom til Quito boede jeg lidt forskellige steder; først hos en ven, dernæst hostel og til sidst i en lejlighed. Selvom det fungerede fint med værtsfamilien, og det er sjovt at opleve en ægte ecuadoriansk familie, så var der alligevel også nogle forpligtigelser, som jeg blev lidt træt af til sidst, såsom altid at skulle meddele, hvis der er et måltid, man ikke kommer hjem til.

Lejligheden fandt jeg frem til via to norske veninder, jeg havde mødt i Cuenca, og som også befandt sig i Quito. Det kostede 6$ pr dag, og i lejligheden var der bad, køkken, fællesstue og to værelser, hvor der var 2 senge i hver. Jeg boede først sammen med 2 tyske piger, hvilket var rigtig fint. Lejlighederne lå 10 min gang fra centrum (Mariscal), så det var helt perfekt. Inden jeg startede mit projekt gik jeg en uge mere i skole, og det gav lige lidt ekstra, så det kan godt anbefales at tage mere end 4 ugers skole. Skolen i Quito var dog en hel del anderledes og meget større. Jeg følte mig slet ikke lige så hjemme som i Cuenca. Det var i høj grad, fordi mit frivillige arbejde ikke gik igennem skolen, men derimod New Horizons(NH). Der var derfor ikke megen hjælp at hente, da jeg fx ledte efter et sted at bo, selvom jeg som bekendt vidste, at mine to veninder havde fået hjælp af skolen med en lejlighed.

Menneskene, der arbejder ved NH, er nogle af de sødeste og allermest hjælpsomme mennesker, jeg nogensinde har mødt. Det første projekt jeg havde valgt lå en time til halvanden time uden for Quito, hvilket jeg syntes var for langt at tage, fordi det ville betyde, at jeg var væk i 10 timer hver dag. Samme dag, jeg meddelte det til NH, fandt de et nyt til mig, vi besøgte det, og det blev afgjort, at jeg skulle starte den næste dag. Jeg fungerede som en assistent for en lærer i en institution, der forbereder børn til skolen. Det foregik i et klasselokale med 35 børn i alderen 5 år, og det var selvsagt noget af et cirkus. Systemet er generelt bare virkelig anderledes, hvilket måske ikke er den store overraskelse, men jeg havde nu alligevel svært ved at acceptere det. Jeg har tidligere arbejdet i en børnehave, og hvor man i DK fokuserer på, at børn bl.a. skal udvikle sig ved at lege frit, er det i Ecuador mere en politiskole, hvor lærerne konstant er sure. Jeg var den eneste, der trøstede børnene, talte med børnene og legede med børnene. Jeg kunne skrive mange sider om de episoder, jeg blev chokeret over, men jeg skal ikke kede nogen her. Noget, der dog gjorde, at jeg havde lyst til at tage derhen hver morgen, var børnene, for de var virkelig fantastiske!

Jeg havde generelt et indtryk af, at det var de færreste, der var rigtig glade for deres frivilligarbejde, fordi man ofte følte sig tilovers, da der sjældent er rigtig brug for en. Dette kan godt skuffe lidt, eftersom man jo håber på at komme ud og hjælpe nogle mennesker, der har brug for det. Jeg havde ikke en drøm om at redde verden, for det var jeg godt forberedt på ikke var muligt, men jeg havde forventet at komme til et sted og så rent faktisk kunne hjælpe lidt til.

Rejse rundt
Jeg rejste rundt med en veninde, og vi havde bevidst udelukkende valgt Ecuador for virkelig at lære landet at kende. Der er rigtig mange lande jeg gerne vil til i Sydamerika, men ingen af os havde lyst til kun at tilbringe 2 uger i et land for så at tage videre. Nu kender jeg som sådan jo kun Ecuador, men så vidt jeg kan forstå, er det næsten et kendetegn ved de sydamerikanske lande, at de er så fascinerende, fordi landskaberne hele tiden ændrer sig, og der er derfor virkelig meget at se.

Vi startede med at tage 2 uger til kysten og rejste rundt til forskellige byer. Derefter tog vi ind i højlandet dernæst i Orienten, hvor vi bl.a. tog i junglen, og vi sluttede af med de sidste dage i Quito. Alt i alt helt fantastisk!

Generelt
Som alle skriver, så er Mundo til rigtig stor hjælp, men for mit vedkommende følte jeg egentlig kun dette inden afrejsen. Det var til gengæld også rigtig fint, men jeg savnede klart noget kommunikation, da jeg var taget af sted. Bare en enkelt mail med spørgsmålet om, man var kommet godt frem. Ikke fordi jeg forlangte at holde kontakten igennem hele mit ophold, mere for at vide, at der er nogle, der tænker på en og står til rådighed, hvis der skulle ske noget. Så vidt jeg har forstået er kommunikationen ikke helt i top imellem Mundo og NH, og jeg valgte derfor slet ikke at involvere Mundo, da jeg ville skifte projekt. Dette gjorde jo så også, at det gik rigtig hurtigt og uden problemer.

Jeg befandt mig i Ecuador i tre en halv måned, hvilket betød, at jeg var nødt til at forny mit visum, da det kun er lovligt at opholde sig i landet i tre måneder. Jeg havde hjemmefra fået at vide af Mundo, at man blot kan rejse over grænsen til fx Peru og så automatisk forny det. Det er sandt, at dette før var tilladt, men lovene blev ændret sidste år, og er derfor langt mere strikse nu. Det blev derfor slet ikke så let endda, og det hele var pludseligt meget stresset. Heldigvis hjalp NH mig endnu engang og var virkelig fantastiske i den situation. De klarede stort set det hele for mig imens, jeg rejste rundt i landet, og mailede derefter mit fornyede visum. I sandhed en lettelse at de var der, fordi det altså ikke er så ligetil, som jeg ellers havde fået indtrykket af. Det kostede mig 60$ at forlænge det en måned, hvilket var en noget mere overskuelig pris end de 260$, det koster for tre måneder.

Ecuador er et helt utroligt land, og det kan klart anbefales at tage af sted med Mundo. Det kan måske ikke lyde sådan på baggrund af det, jeg har skrevet, men det er mere for at forberede andre på det end, det er, fordi jeg fortryder at have rejst med dem.

Som man måske kan fornemme, er jeg blevet ret forelsket i det land, og hvis der er andre, der har lyst til det, må I endelig bare skrive og spørge til fx steder eller byer, der kan anbefales, for så vil jeg hellere end gerne hjælpe. Desuden er der jo også mange ting, jeg har undladt at skrive, fordi det ellers ville blive en mindre roman(det er det måske endda i forvejen), så hvis I også bare har generelle spørgsmål så kom endelig med dem.