Forberedelse
Efter informationsmødet var der ingen tvivl: Jeg skulle til Equador og det skulle være gennem Mundo. Jeg bestilte min flybillet, udfyldte tilmeldingsskemaerne mens Anne H. fra Mundo ordnede min forsikring og kontakten med NH samt sprogskolen Simon Bolivar. Anne H. var en fantastisk hjælp, åbnede dørene for sit hjem en kold og blæsende novemberaften og svarede på alle mine spørgsmål.

De første dage
Min flyrejse gik fint og jeg ankom planmæssigt i lufthavnen i Quito om aftenen, hvor min bagage var forsinket. Det var jeg blevet lovet hjemmefra altid skete, så jeg tog det rimelig roligt, udfyldte nogle papirer og gik til udgangen, hvor Javier som er chauffør for sprogskolen stod med et skilt med mit navn og ventede. Han kørte mig i hæsblæsende fart til mit hotel, hvortil min bagage blev bragt i løbet af natten. Næste dag var jeg henne på New Horisonts kontor. Her gav de mig mere information om mit projekt og viste mig billeder derfra. Derefter betalte jeg indskriptionsgebyret og kost & logi-pengene til familien (hvoraf jeg har en mistanke om NH snupper en pæn procentdel).

Jeg gik en lille tur rundt i La Mariscal, så et par statuer og gik tidligt hjem på hotellet. Jeg vil anbefale kommende volontører at finde et hostel i en guidebog el.lign. Det er billigere, bedre, hyggeligere, renere, man møder andre mennesker (rart hvis man som jeg rejser alene) og en engelsktalende receptionist er en befrielse hvis man endnu ikke kan spansk.

Næste morgen kl 6 tog jeg bussen til Cuenca hvor jeg blev hentet på busterminalen af familien.

Sprogskole og værtsfamilie i Cuenca
Cuenca er nok en af de smukkeste storbyer i Sydamerika, med pladser, museer, imponerende kirker og huse i kolonistisk stil. Det fattigste kvarter ligger omkring busstationen, men levestandarten er generelt ret høj.

Typisk rummede hver dag bagende sol, regn og torden. Jeg boede hos familien Mendez- Condo i et pænt hus et kvarters gang fra sprogskolen, der ligger i centrum. Jeg havde min egen ikke så rene, men ellers fine etage med bad og balkon og boede der som den eneste studerende. Rocio og Jorge, værtsforældrene har to voksne sønner, Adrian og Rafael og sidstnævnte arbejdede på sprogskolen og var faktisk min spansklærer. I mit højloftede, enorme klasselokale, som lå ud til gaden kunne vi ofte høre en lille tyk dame i traditionelt uldstrutskørt gale “lotteria” nedenfor vinduet, hvilket var meget stemningsskabende. Skolen er et ombygget hotel og der er plads nok. Også fordi at der var lavvande i spanskelever, først i min tredje uge kom der andre unge, som gad lave ting og tage på udflugt. Indtil da lavede jeg mange ting med min værtsfamilie: var i Banos de Cuenca som er nogle vulkanopvarmede bade, var til Jorges og Rocios sølvbryllup som blev fejret med masser af shots, salsa og kædedans, holdt karneval med begge sider af familien og var på familietur til en hemmelig mangolund. Rigtig dejlige og spændende oplevelser, hvor jeg virkelig følte mig som en del af familien og fik lov at opleve et stykke equadoriansk kultur. Alligevel savnede jeg de første uger nogen at udveksle oplevelser og betragtninger med, jeg savnede medstuderende til at bakke op om skolens salsatimer og få et afbræk i spansk. Allermest alene følte jeg mig i forbindelse med at Rocio en fredag aften med bedende øjne og dramatik i stemmen bad om at låne 100$ til en hospitalsscanning for kræft, og det skulle være hemmeligt, da det er imod skolens regler at låne penge af de studerende. Pudsigt nok spurgte hun mig en aften, hvor hun vidste at jeg havde været i banken, så jeg kunne ikke påstå at jeg ikke lige havde pengene. Men jeg havde ikke lyst til at låne hende de penge og væve mit ophold ind i en pengehemmelighed og usikkerheden om hvorvidt jeg nogensinde ville få dem tilbage. Og hvorfor lånte hun ikke bare de penge af sine meget velhavende forældre, eller hvorfor støttede de hende ikke? Jeg fik på mit gebrokne spansk sagt noget udsvævende, der hverken betød ja eller nej. Næste morgen før morgenmad tog jeg på internetcafé for at finde den evaluering på Mundo-hjemmesiden som jeg kunne huske omhandlede det at låne penge til sin værtsfamilie. Det var Benjamin og Louises evaluering, de havde ligeledes boet hos familien Mendez-Condo og de havde stået i nærmest samme situation. Jeg skrev til Mundo for at få råd om, hvad jeg skulle gøre. Dog kom jeg selv frem til at skrive et brev til Rocio ved hjælp af min spanskordbog som jeg ville give hende når hun spurgte efter pengene. Jeg skrev, at når det dels var imod skolens regler, at der kom penge mellem studerende og familier og dels at jeg ikke i hemmelighed lånte penge til nogen, så måtte jeg desværre sige nej. Men hun spurgte aldrig igen. Da jeg kom tilbage var hun smilende og opførte sig som om gårdsdagen ikke eksisterede. Og jeg følte, at jeg befandt mig i et skuespil. Jeg følte, som jeg siden hen på min rejse kom til at opleve flere gange, at jeg blev set som en omvandrende pengepung, men med min værtsfamilie som jeg var så glad for, ramte det hårdt, var det virkelig det Rocio så mig som, blot en kilde til penge? Det ændrede mit billede af hende, og jeg fik mistanke om, at alle de frygtelige historier om en mistet søn, sygdom og elendighed hun havde fortalt forinden var fortalt for at kunne udnytte min empati.

Heldigvis startede der mandagen efter antiklimakset tre nye på skolen, to piger fra Norge og en anden dansk pige.  Vi hang ud sammen i vores fritid og tog på udflugt til Cajas, en nationalpark uden for Cuenca i en weekend. De to sidste uger var derfor gode, det begyndte også at rykke med de spanske sætninger og når jeg så bort fra Rocios mange spørgsmål om priser på alt jeg købte fra hårspænder til hatte så havde jeg det hyggeligt hos familien.

Inden jeg tog til Valle del Rio i Plazuela rejste Sally, den danske pige og jeg halvanden uge op langs kysten fra Salinas (yndlingssted i weekender med masser af nationale turister) til fiskerbyen Puerto Lopez. Sally tog derefter til Peru og jeg skulle mod Ambato, hvor Martin, min nye værtsfar, ville hente mig. Det viste sig at være et større cirkus at komme frem, jeg var nødt til at tage en omvej omkring Quito pga. få forbindelser til Ambato og turen viste sig at tage meget lang tid. Jeg kommunikerede med Laura, direktøren af NH og da jeg først ville være i Quito om aftenen og derefter skulle med en tretimers bus til Ambato, insisterede hun på at jeg tog en overnatning hjemme hos hende privat. Det synes jeg var ret storsindet af hende, at hun på den måde åbnede dørene for mig. Jeg blev temmelig syg i løbet af natten og blev nødt til at blive der to nætter mens jeg bare kastede op og klaprede tænder. Det var derfor virkelig rart at være der, hvor der blev set til mig af Laura og de volontører hun havde logerende i stedet for at bo på et hotel.

Parraquia sucre
Efter at være kommet på benene igen tog jeg af sted mod Ambato. Her blev jeg hentet af Martin og vi kørte den smukke, snoede vej til Valle del Rio, en tur på ca. tre kvarter. I dalen blev jeg modtaget af Lorena, min nye søde værtsmor, Pepe og Alexandra, børnene, Isabella, en anden volontør og folkene som arbejder på stedet. Familien har en put’n’take-sø og en restaurant som lokale turister kommer strømmende til i weekenderne. Derudover er der en lille ostefabrik og osten bliver eksporteret rundt i landet. Isabella og jeg var en weekend i Banos, hvor vi talte med nogle fra Ambato, som hældte tequila på os i håb om at vi ville afsløre hemmeligheden bag Lorenas ost.

Man skal lede længe efter et mere idyllisk sted end Valle del rio. Græsset bliver ikke grønnere, der løber en lille rislende flod gennem den telefonsignalløse landsby, om dagen er der gule sommerfugle og om natten blinker ildfluerne. Familien har to grimme hunde, Candy- en stor schæfer som ustandseligt forsøgte at snige sig ind i køkkenet for at spise af skraldespanden, og Jardin, af ubestemmelig race, gigantisk, kluntet og ude af stand til at se noget som helst og som derfor ret tit bumlede ind i én hvis man ikke nåede at springe et skridt til siden. Derudover har familien en navnløs plag og en forbløffet lama.

Volontørerne har deres eget lille hus med egne badeværelser. Vi havde lidt problemer med at vandet i hanerne forsvandt, nogen gange i dagevis, så man lærte hurtigt at sætte stor pris på badene på trods af de meget ustabile vandtemperaturer.

For at komme til nærmeste by Pillaro (internet!) skal man rasle af sted på ladet af en bil et kvarters tid ad snoede veje med udsigt til den nærliggende, rygende vulkan Tungurahua.

Jeg underviste på tre skoler: Plazuela, El Galpon og Baquerizo. Sidstnævnte var “min egen” skole, hvor jeg var sammen med Isabella om de to andre i den tid hun også var der. Jeg kunne trække lidt på hendes erfaring og vi kunne supplere hinanden. I Plazuela, den fattigste skole, var det rart at være to til at styre de lidt urolige, men helt fantastisk dejlige børn, imens det var ret overflødigt i El Galpon, da børnene var inddelt i rigtige klasser og var uforståeligt nemme at undervise. Baquerizo var en meget lille skole og det fungerede helt fint at undervise selv. Her var børnene bedst til engelsk, hvilket ikke siger særlig meget, da niveauet var kritisk lavt. Det gode ved at have tre skoler var, at jeg kunne lave tre næsten ens forløb. Der var nemlig ingen undervisningsmaterialer, så jeg måtte finde på alt selv. Det fungerede virkelig godt at integrere tegning, leg og musik i undervisningen. De blev undervist i fx. “To be” og “To have”, nyttige spørgsmål og svar (what is your name, how old are you, how are you, where are you from), dyr, farver, kroppen, frugter, adjektiver, forholdsord. Vi sang stribevis af engelske børnesange, legede fruitsalad, legede en leg hvor man sad i en rundkreds og skulle sende et klap rundt mens man på skift sagde en ting inden for en kategori fx dyr. Lavede rytmelege (yellow “clap clap” blue “clap clap etc.). Isabella og jeg tog billeder af børnene, fik dem printet ud i Pillaro og så blev de brugt i præsentationer af dem selv på engelsk som blev hængt op. I Plazuela lavede jeg som afslutning med de største elever et lille drageprojekt. De blev delt op i grupper, fik brugsanvisninger og materialer og så skulle de ellers bare bygge. I starten mundhuggedes de og blev ved at sige til mig at de ikke kunne finde ud af det. Men det kunne de selvfølgelig godt, og man kunne ligefrem se, hvordan de voksede af stolthed, da dragerne begyndte at tage form. Selvfølgelig var det vindstille og regnvejr, da vi skulle sætte dragerne op og det var fuldstændig umuligt. Børnene tog det meget let, mens jeg personligt var helt vildt skuffet. Trods det synes jeg, at det var en succes!

Med de mindste i Plazuela og de største i El Galpon lavede jeg som afslutning skattejagter. Præmierne var bamser og spil jeg havde haft med hjemmefra, samt de skoleting og legetøj jeg havde købt for penge fra Mundo. Jeg havde hængt poster ud, grønne konvolutter med røde satinbånd, omkring skolerne og så skulle de vældig pædagogisk løse opgaver på engelsk: fx tegne dyr med tegnekridt, tælle til 20, synge “head shoulders knees and toes” (ud til vejen naturligvis).  Børnenes entutiasme og glæde står stadig som et helt særligt minde for mig.

Livet i Plazuela er stille, men dejligt. Folk er så søde og varme og jeg kan kun anbefale at tage dertil. Efter mit projekt rejste jeg rundt i Peru og Ecuador et par måneder. Det er min første lange rejse, men bestemt ikke den sidste. Og der er ingen grund til at have betænkeligheder ved at rejse alene, heller ikke som pige. Jeg startede som total nybegynder i spansk med en temmelig hovmodig holdning til, hvor nemt det ville være at blive flydende. Flydende er jeg stadig ikke, men når man rejser i latinamerika er sprogkurset alle anstrengelser og penge værd. Jeg mærkede på egen krop hvordan min rejse kun blev bedre og bedre som mit sproglige niveau blev forbedret.

Jeg har kun positivt at sige om Mundo, de har været der både før og under rejsen og jeg synes, at det arbejde folkene bag lægger i det, er beundringsværdigt.