Jeg ligger i min seng, med computeren på maven og har endelig fået taget mig sammen, til at begynde min dagbog. Som egentlig ikke er en dagbog, men mere en beretning af min tur til Ecuador. Lejligheden er en smule bombet. Da vi for halvanden uge siden ankom til ”Avenida Agustin Cueva y dolores de ventimilla 1-113” blev vi overrasket over, hvilket sted vi skulle tilbringe den næste måned i, og aftalte derfor at vi ville holde det pænt. Det glemte vi vidst.

Men det var en positiv overraskelse vi fik os. Vi har fået vores egen lejlighed, som ligger i forlængelse af deres eget hus. Vi har to toiletter, hver vores dobbeltseng med skillevæg i mellem, eget køkken, terrasse og en hver piges drøm, walk in gardarobe, med plads til ti gange så meget tøj som vi har medbragt. Det var dejligt endelig at blive positivt overrasket, det havde været en lang rejse, og vi trængte meget til at slappe af.

Turen derned
Da vi først forlod vores familier i Kastrup Lufthavn, varede det lang tid før vi fik sydamerikansk jord at se. Jeg kan ikke præcist huske hvor lang vores rejse varede, men det var over 30 timer, med stop i London og Miami. Rejsen var især lang fordi vi skulle sove i Heathrow Lufthavn, hvilket vi ikke fik gjort, i hvert fald ikke ret lang tid, da lyde fra rulletrapper og spillemaskiner hele tiden farede omkring os. Da vi endelig ankom til Quito var vi helt smadret, og det er så der, at en paskontrol med kø på over en time, bliver rigtig irriterende. Jeg troede at folk flygtede fra det fattige Sydamerika og ikke ind i det. Men min lære fortalte mig senere hen, at mange fra Peru og Colombia tager til Ecuador illegalt for at arbejde.

Quito
Vi kom endelig ud på den anden side, hvor vi skulle mødes med en fyr fra sprogskolen, der hedder Xavier. Han kom aldrig. Derfor tog vi en taxa til en hotel, og sov som sten.

Det første indtryk jeg fik af Quito var: storby, 4 hjulstrækkere, forurening og ekstremt billigt. Det første vi gjorde var at gå ned og spise morgenmad, med friskepresset ananasjuice og sydamerikansk kaffe, som i øvrigt er voldsomt overvurderet, til 1,5 USD. Vores planer for den dag var, at vi skulle besøge New Horizons, som er den organisation der finder et arbejde til os, på marked, og købe en busbillet til Cuenca. Vi valgte at gå til de forskellige destinationer, for at få set lidt af byen. På den gåtur fandt vi ud af at Quito også havde en smuk side gemt i sig. De små hyggelige gader, midt inde i byen med træer og gamle flotte huse, de grønne parker med forskellige statuer, og så de hyggelige pladser, hvor folk sidder og læser avis og børnene løber rundt. Det er ting man lægger mærke til med det samme, der er utroligt mange børn på gaden. Ikke fordi de er gadebørn og ikke har et hjem, men man kunne forestille sig, at institutioner som børnehaver og fritidshjem, er for dyre til den almindelige ecuadorianske børnefamilie. Efter en halvlang gåtur fandt vi New Horizons hovedkontor og snakkede med at sød dame, Myriam, som fortalte os alt hvad vi skulle vide. Vi fandt et projekt vi gerne ville være på, og aftalte at vi skulle mødes med en af deres medarbejdere en måneds tid senere i Ambato. På projektet, som ligger i Patate, en mindre by i en dal nær de lidt større byer Ambato og Baños de Ambato, skal vi arbejde som lærere og undervise børn i engelsk og idræt. Myriam fortalte os at disse skoler er meget afhængige af frivillige, som kan undervise de mindre børn, mens de ”rigtige” lærere kan tage sig af de større. Det er desværre ikke en by ved kysten, som vi havde ønsket, men det lyder rigtig hyggeligt.

Vi sagde pænt farvel til Myriam, og tog videre til en bus terminal for at købe busbilletter til Cuenca. Den originale plan var at vi først skulle af sted dagen efter, men vi endte med at købe en billet til samme aften, så vi ankom morgenen efter.

Cuenca
Vi ankom dagen efter helt smadret, da vi ikke havde fået sovet særlig meget i bussen. Vi ankom ved halv otte tiden, og tænkte derfor at vi ville vente lidt med at tage hen til familien, så vi spiste morgenmad først. Derefter tog vi en taxa til den adresse vi havde fået. Det var meningen af de skulle hente os ved bus terminalen, men da Xavier aldrig var dukket op, og det formegentligt oprindeligt var meningen af vi først skulle komme om eftermiddagen, tog vi en taxa til den adresse vi havde fået af Anne Harbo, vores rejsearrangør fra Mundo. Da vi ankom til adressen, havde familien ikke fået noget at vide. De vidste simpelthen ikke at vi kom. Men vi blev taget pænt i mod og henvist til vores ”lejlighed”. Det er en rigtig sød familie. Konen hedder Conchitta (lille musling) og manden hedder Alejandro. De er et ældre ægtepar, med to børn, som hver har deres egen familie med børn, som kommer på besøg hver søndag. Selvom de er utroligt søde og da vi var syge, var de meget bekymret for os, og gav os piller og urtedrik (folk er meget overtroiske hernede), er de meget glade for at snakke, og det kan godt blive lidt for meget engang imellem, når man har hovedpine efter dagens verbum indsprøjtning i skolen.

Vi blev syge den første weekend, og lavede derfor ikke andet end at slappe af, i form af at se film og læse bøger.

Vi blev heldigvis så raske, at vi kunne gå i skole dagen efter. Skolen ligger tyve minutters gang fra vores lejlighed. Skolen er en stor bygning, selvom der ikke er særlig mange elever. Vil skyde på der er lidt under tyve elever, i aldersgruppen 18 – 65 år.

Min lære hedder Rafael, og er en ung fyr på 23 år. Han er meget flink, men skifter hurtigt over i engelsk, hvis der ikke lige er noget jeg forstår. Han er nok den lære der er sjovest at have, men samtidig nok også den lære, man lærer mindst hos. Men vi har mange hyggelige samtaler, og de begynder mere og mere at være på spansk. Vi har fire timers undervisning hver dag, de første 2 timer plejer vi at sidde og terpe verber, i mit klasseværelse som næsten er på størrelse med begge vores stuer derhjemme, og de to næste går vi som regel ud, på markeder, museer osv.

I starten ville vi udnytte så meget af det skolen havde at tilbyde så muligt. Hver aften fra seks til syv er der forskellige timer som man kan komme til, hvis man har lyst. Vi havde både lyst til at møde nogle af eleverne fra skolen, og til at lære spansk hurtigst muligt, derfor tog vi første aften til latinamerikansk musik. Vi ankom til skolen klokken seks, og tænkte ”hvor er alle de andre elever”. Oskar og jeg endte med at sidde alene og hører på en lære, forklare om latinamerikansk musik. Vi mødte altså ikke nogle af de andre elever, men til gengæld blev vi klogere på salsa, reagaton osv. Næste dag valgte vi at prøve igen, og mødte derfor op til ”Ecuadoriansk mad”. Jeg er vild med maden hernede. Familien vi bor hos laver næsten altid en ny ret, og vi får altid suppe til forret. Til morgenmad får vi en skål frisk blandet frugt, brød, syltetøj og en slags mælkecreme, der ikke smager af så meget. Vi var igen de to eneste der mødte op, og vi lærte at lave en ret med mote. Mote er en slags store majs, der ikke smager af så meget. Men alt i alt smagte det meget godt. Vi spurgte ind til hvor alle de andre elever var, og fik at vide at der som regel altid var proppet til salsa lektionerne onsdag og torsdag.

Torsdag vendte vi spændt tilbage for at danse salsa, og rigtigt nok var der proppet. I starten var det svært at holde rytmen, men vi har rimelig styr på det nu, selvom vi kun kan 4-5 moves . Hver torsdag og fredag klokken 6, går vi ned på skolen for at lære salsa, og bagefter går vi ud og spiser med de andre studerende. Vi var også på salsatek om aftenen, men det blev ikke til så meget dans.

Vores venner
Der er omkring 15 andre ”unge”, som enten går eller har gået på skolen. Jape og Adam er fra Australien og er 26 år. De er på rundrejse i Sydamerika, og er startet her i Ecuador. De har været her siden november, og tager videre til Colombia, Bogotá, her i slutningen af februar. Begge er utrolig morsomme og altid klar på salsatek efter aftensmaden.

Valerie er fra Schweiz og er 34 år. Hun er allerede rejst igen, men bliver dog i Ecuador. Sød pige og nok den bedste af pigerne til salsa. Maren er også rejst, hun tog til Quito i går(27/1), hvor hun skal arbejde på et børnehjem. Hun er en 22 årig sød og stille pige fra Norge, som blev rigtig glad da vi kom, for hun savnede sådan at tale norsk. Men efter vi ankom kom der tre andre norske piger, og så syntes hun pludselig at det var for mange.

Lilian, Maria og Julie er også fra Norge. Lilian er 34 år. Hun er her alene og skal være 8 uger på sprogskolen. Hun har kun været her knap en uge, men hun virker rigtig sød. Maria og Julie er begge 20 år og fra en lille flække i Norge, hvor der bor omkring 70 mennesker.

Jenna og Kyle er fra USA. Kyle er 28 år og rejste allerede en uge efter vi var starten på skolen. Jenna er 30 år. Hun er ikke frisk på at tage i byen, men til gengæld er hun altid med på diverse udflugter, og tænker altid på det hele. Hun virker som en der har rejst rigtig meget rundt.

Sophia og Marta på 18 år, er de eneste der er yngre end os. De mødtes på en international skole i Norge for et par år siden og er nu taget til Ecuador sammen, de er hhv. fra Holland og Spanien, og arbejder i en børnehave her i Cuenca.

Guiermo, er en skør fyr fra Frankrig. Ved første møde virkede han som en lidt stille dreng, men når man lærte ham bedre at kende, fandt man ud af at det ikke var rigtigt. Han spiller guitar og er utroligt glad for Zhumir, som er den slags sprut man drikker i Ecuador. Han arbejder på en skole her i Cuenca, sammen med 28 årige Judith fra Tyskland, som er psykolog.

Panchito er vores salsalærer fra Ecuador. Men vi ser ham ikke som vores lære, men mere som en af de andre. Han tager altid med os ud og spiser bagefter, og med på salsatek. Fabiola er Panchitos veninde, en sød pige, som også tager med os rundt omkring. Hun hænger især meget ud med Australierne.

Jeg tror jeg fik alle med, men der kommer jo hele tiden flere.

Cuenca
Weekenden kom. Den første weekend i Ecuador, hvor vi ikke var syge. Fredag gik stille for sig. Om eftermiddagen var vi med Kyle, Maren og Jenna i Baños. Baños er en by tæt på Cuenca, der er kendt for deres pools, med varmt vand fra undergrunden(ikke Baños de Ambato). Selve poolen var ikke noget særligt. Det var en pool med varmt, lidt grumset vand. Men ud over poolen, var der de tyrkiske bade. Turcos, som de hedder her, fungere ligesom en sauna. Forskellen fra dem og dem vi kender i Danmark er, at her bliver de varmet op af varmt(meget varmt) damp fra bjerget. Vi holdt kun i 10 minutter. Ikke kun på grund af varmen, men også på grund af den stærke eukalyptus duft, der kom fra planter, der var stillet rundt omkring derinde.

Om aftenen endte vi med at se et par film og gå tidligt i seng. Det viste sig at være en rigtig god idé at tage min computer med, da man i de utallige CD/DVD butikker, kan købe de nyeste film for 1.5 USD. Jeg tror vi har over 20 film nu. Grunden til at vi ikke gik i byen, var at vi havde en lang dag foran os i morgen. Panchito havde nemlig planlagt en vandretur, med overnatning i bjergene.

Vi mødtes alle sammen foran Australiernes hotel klokken to. Selvom vi var blevet bedt om at medbringe mad til om aftenen, var der mange der ikke havde købt. Derfor blev vi nødt til at smutte forbi et supermarked, hvor vi købte mad og drikke til turen. Vi blev kørt i bus det meste af vejen, men måtte gå de sidste 2-3 kilometer op ad bjerget. Naturen her i Ecuador er utrolig flot, specielt i bjergene. Da vi kom frem og havde sat vores ting, gik vi straks ud på en tur inden det blev mørkt. Vi spiste vores mad i et udsigtstårn mens solen stille gik ned. Da vi kom tilbage til vores camp, var det tid til lejrbål, guitar og Zhumir. Klokken var omkring midnat da vi gik i seng, vi havde en 4 timers bjergvandring foran os dagen efter.

Bjergturen gik rigtig godt, selvom jeg fik meget ondt i mine tær, af at gå så meget op og ned. Da vi kom ned fra bjerget, kom vi til en by der hedder Gualaseo. Der spiste vi frokost på et kæmpe marked, der er kendt for sin ret med stegt gris, kartofler, mote osv. Efter vi havde spist tog vi en bus hjem.

En ny uge startede. Der sker ikke så meget mandag og tirsdag da der ikke er salsa lektioner. Men mandag købte jeg en brugt mobil telefon, da min egen ikke virker hernede. Det er godt at have en telefon så man kan få fat på hinanden, de andre studerende, og ens familie. tirsdag købte jeg god guitar, jeg kunne simpelthen ikke undvære at spille. Oskar købte også en, og han er stille og roligt gået i gang med at lærer at spille igen.

Onsdagen kom, og den stod på salsa. Vi er begge ved at få lidt mere styr på det. Efter salsa spiste vi på Wunderbar. En tysk restaurant/bar. Jeg ville have gullash, men det havde de desværre ikke mere af, øv. Det blev ikke til salsatek onsdag aften, men det gjorde til gengæld torsdag. Efter vi havde været ude og spise på en restaurant, hvor jeg fik min gullash, som i øvrigt var ret god, tog vi på salsatek. Denne gang var vi ude og danse, men vi holdte os dog til de andre studerende, som nogenlunde er på vores niveau.

Fredag aften besluttede vi os for at tage i biografen med Maren, Jenna og Laila. Vores værtsfamilie havde fortalt os om en ny film, baseret på Gabriel Garcia Márquez’ bog: ”Amor en el tiempo del colera”(eller sådan noget), som skulle være ret god. Da vi skulle ud ad døren styrtede det ned, så vi fandt en paraply og tog den første ledige taxa vi kunne finde. Det koster næsten ingen ting at køre i taxa her. Vi missede de 5 første minutter af filmen, da vi først tog hen til den største biograf i byen, hvor filmen åbenbart ikke blev vist, og derfor blev nødt til at tage en taxa til en af de mindre. Men det var heldigvis en god film, 4 ud af 6. Om aftenen slappede vi bare af, og så endnu en film på computeren.

Lørdag morgen skulle vi mødes med en del af de andre studerende foran skolen klokken 8. Vi havde tilmeldt os en guidet tur til Cajas, et kæmpe bjergområde med store floder og forskellige slags skove. Hvis man er i nærheden, bliver man simpelthen nødt til at besøge det. Det er det smukkeste jeg har set indtil videre. Udsigten fra de forskellige bjerge, ned over de mange søer, skove og andre bjerge, skovene, specielt dem der ligger op af bjergene der minder om regnskov, med høj fugtighed, grotter og kringlede træer, vandfaldene ned fra bjergende, man kunne sagtens bruge en hel dag derude, hvilket vi gjorde. Til frokost fik vi stegt trucha (fisk), og bagefter vandrede vi videre.

De vi kom hjem igen ved halv fire tiden, var vi helt smadret. Men det forhindrede os ikke i, at opsøge stadionet og købe billetter til aftenens fodboldkamp. Det var sæson start, og kampen var mellem Cuenca og Quito. Stort set alle der var med på turen, tog også med til fodboldkamp. Vi nåede kun lige hjem og tage et hurtigt bad, inden vi skulle mødes foran stadionet halv syv. Kampen startede klokken otte, men vi havde tænkt os at spise middag sammen inden. Efter vi havde spist to kæmpe pizzaer, som der var så store, at der var nok til at mætte 10 mennesker, tog vi ind på stadionet. Vi troede kun lige vi ville nå det, men i modsætning til Europa hvos kampene starter sådan nogenlunde til tiden, var denne her kamp en time forsinket. Hvilket ikke undrede os særlig meget, da det stort set er sådan med alt ting her i Ecuador. Det var en helt anderledes oplevelse at se i Ecuador end i Danmark. Der blev skudt vold meget fyrværkeri af inden kampstart som flyver rundt over det hele, og tilskuerne for alle resterne i hovedet og ens hår er helt fyld med mærkelige ting bagefter. Ud over det var ens tøj helt rødt bagefter, fordi vi sad i den hardcore sektion hvor der blev sprøjtet rødt vand ud over det hele. De hardcore fanatikere stod ca. 15 meter væk fra os, og de tændte bål rundt omkring og stod med små fakler. Der var rimelig meget politi rundt omkring, også tæt på banen, som de små drenge på en ti elleve år, under hele kampen prøvede at ramme med vandballoner. Det var en meget anderledes oplevelse, men yderst interessant                         .

Folk vi har snakket med siger, at det er bedst man tager taxa efter klokken 9 om aftenen, men Cuenca virker overhovedet ikke som en farlig by. Det er vidst også en af de rigeste byer i Ecuador. Min lære siger at der kun bliver dræbt 5 mennesker om året i Cuenca, hvilket jeg tvivler en smule på. Skulle en by på størrelse med København, i Sydamerika, være mere sikker end København? Ud over det, har Ecuadorianere det med at over/underdrive meget.
Søndag havde vi planlagt at tage til Chordeleg. Chordeleg er en by der er kendt for sit guld og sølv. Min inden da havde vi et par missioner vi skulle have udført. Vi skulle lægge billeder op på travelloggen og have flækket en hund (knækket en 100$ seddel), hvilket stort set er umuligt. At få vekslet en 100$ seddel her, ville svare til at skulle veksle en 10.000 kr. seddel i Danmark. Vi fandt en netcafe med nogenlunde internethastighed, og fik lagt nogle billeder op. det var den lette opgave. Efter adskillige forsøg på flere forskellige restauranter, hvor vi sagde at vi ville spise der hvis vi kunne betale med en 100$ seddel (100$ svarer altså kun til 500 danske kr.), gav vi op, og fandt et apotek, hvor vi endelig kunne få vekslet den, ved at købe nogle piller. Vi spiste mad på en halv dyr, men til gengæld rigtig god cafe, og tog en taxa til busterminalen i Cuenca. Chordeleg ligger ca. en times kørsel i bus fra Cuenca, hvilket koster omkring 1$. Den offentlige transport hernede virker utroligt godt, og er latterligt billigt. Hvis vi vil rundt omkring i Cuenca, eller ud en af de små byer tæt på, koster det 25 cent. Det er altså ca. 20 gange dyrere i Danmark(spænd hjelmen Movia). Vi ankom til Chordeleg, og blev faktisk rimelig skuffede. Vi havde regnet med at der ville være et kæmpe marked med forskellige smykker og mange mennesker, men i stedet var det blot en stor plads, med små smykkebutikker i kanterne. Selve den tur er ikke værd at skrive mere om, men jeg vendte hjem med 5 øreringe og Oskar købte nogle vedhæft til en halskæde.

Jeg ved bare at vores Moñtanita tur bliver et hit nu. Vi har haft denne idé i tankerne siden vi ankom til Cuenca, og fået fortalt at under karnevalet, tager alle unge til Montañita, som er en by på kysten, der bliver forvandlet til den ultimative party by. Karnevalet er i denne uge og mellem fredag og onsdag, og i dag(torsdag) har vi fået sat de sidste ting på plads. Vi har hyret en stor bil med chauffør, og plads til seks andre, til at kører os derhen. Oskar og jeg skal derhen med fire andre piger fra sprogskolen, de to nordmænd, spanieren og hollænderen. I går var vi ude og feste med de to nordmænd, efter vi havde været til salsa og ude at spise. Vi blev positivt overrasket. Vi har endelig fundet nogle, som at friske på at feste lige så meget igennem som os. Vi tog hen på et salsatek der hedder La Mesa. Da vi ankom, var der ingen mennesker, ud over en englænder vi har set før der hedder Glen. Vi begyndte at drikke og da Oskar og jeg var blevet færdig med vores første Mojito, som der hernede er 3 genstande i, var den ene af nordmændene klar til sin 3. Vi fik danset en masse, men senere på aftenen blev der helt proppet, så det næsten var umuligt. Vi var hjemme igen klokken 2 om natten og skulle op næste dag klokken syv. Det var helt klart den fedeste bytur indtil videre, og jeg kan kun forestille mig, at Montañita bliver endnu vildere.

Fredag var den dag karnevalet rigtig startede. Efter vores spansktimer, forvandledes skolen til en stor vandkampsarena. Fulde ecuadorianere og vandkamp er en dårlig mix, da de ikke respekterede særlig meget. Det var meget sjovt i starten men da vi havde taget det 3. sæt tørre tøj på fordi vi skulle direkte til Montañita og ikke gad sidde våde i en bus, var det lidt pres at de blev ved med at sprøjte med vand. Men sådan er det bare. Det var sjovt at se hvordan alle vores lærere blev meget fulde og helt ustyrlige.

Montañita
Det var meningen at vi skulle have været seks af sted, men det blev kun til fire, da spanieren og hollænderen sprang fra. Hvilket egentlig ikke betød det store for os, da de er ret kedelige. Heldigvis var nordmændene stadig friske, og vi tog af sted.

Minibussen hentede os halv fem som aftalt. Det endte med at blive en lang tur, eftersom vi skulle skifte chauffør halvvejs, i Guayaquil, og han kunne ikke rigtigt finde vej. Men vi kom frem ved midnat og fandt et hotel på stranden. Efter vi havde sat vores ting, gik vi ud og drak en drink, men vi var trætte og halvsyge efter vandkamp, så vi gik hurtigt tilbage til hotellet igen for at sove.

Dagen efter begyndte karnevalet i Montañita og derfor steg prisen på vores hotelværelse til det dobbelte. Pigerne valgte at blive boende, men Oskar og jeg var ready på ”as grimey as possible”, så vi fandt et hotel tæt på til under det halve. Det var et hotel med sovesal på øverste sal og værelser på de to andre. Vi var heldige at der var et værelse med køjeseng ledigt. Sengene var dårlige og vi måtte dele toilet og bad med de andre, men ellers var det et fedt sted. Der var mange andre bagpackere, fed stemning og altaner med hængekøjer og udsigt over havet. Pigerne kaldte det hashhotellet, fordi man kunne lugte hash hver gang man bare kom i nærheden af det.

Efter at have spist morgenmad og fået ordnet det med hotellerne, tog vi på stranden. Vi var kommet til Montañita for at slappe af, bade og feste igennem om natten. Oskar havde spottet de store bølger fra starten af, og var glad for endelig at komme ud til dem, hvilket resulterede i at strømmen trak ham ud og en båd måtte komme ham til undsætning. Vi tog ikke ud til de store bølger igen.

Den første rigtige nat skulle vi selvfølgelig i byen. Der var ”forspil” på pigernes hotel. Forspil er ikke noget seksuelt, selvom det lyder sådan, men det er nordmændenes måde at sige opvarmning på. Vi startede relativt tidligt med at drikke og tog derefter på restaurant. Jeg var stadig små syg, så var ikke i det vilde festhumør, men deltog dog alligevel. Efter vi havde spist tog vi hen på en bar og drik nogle drinks. Montañita er ikke nogen almindelig by. Det er en fest by. Selve hovedgaden består udelukket af bare, diskoteker og hoteller, og alle stederne er åbne så man kan se ind. Alle stederne i byen har åbent hele natten, inklusiv spisesteder og kiosker.

Efter vi havde drukket et par drinks besluttede vi os for at gå tilbage til pigers hotel og drikke videre, jeg ve dikke rigtigt hvorfor, men det var det vi gjorde. Det endte ikke med at blive den vilde party aften i byen, vi tilbragte i stedet natten på deres altan og på stranden. Hvilket også var hyggeligt nok.

Dagen efter var jeg helt frisk og klar på den store bytur. Eftermiddagen foregik som forrige. Afslapning og badning. Vi besluttede os for at starte lidt senere med at drikke, da vi hurtigt gik døde dagen forinden. Vi spiste på en restaurant hvor Oskar og pigerne fik råt kylling, hvilket resulterede i at Oskar blev meget syg om natten. Oskar fik lavet en falsk tatovering med teksten ”Hodalen 4 life”. Hodalen er den by(flække), som pigerne bor i, i Norge. Der bor ca. 70 mennesker i Hodalen og det bliver der fyret rigtigt meget op for. Især af mig, og jeg flækker stadig hver gang jeg kommer til at tænke på det. Efter maden gik vi ned af hovedgaden hvor vi mødte to argentinske piger vi havde mødt i Cajas. Vi tog med dem på et diskotek og drak meget stærke brasilianske drinks, der smagte forfærdeligt men til gengæld kun kostede en dollar. Vi blev rimelig fulde og dansede i en times tid. Derefter gik vi tilbage til vores hotel og drak noget rom og cola. Vi tog straks videre og tågede rundt i byen og langs strandbarene på stranden. Vi var oppe til det blev lyst. Den nat kastede Oskar op hele natten, nok på grund af kyllingen, og dagen efter var Marie også syg. Det var vores sidste hele dag i Montañita, men den blev desværre ikke til så meget. Om dagen tog jeg på stranden med Julie(lille pølle), om aftenen lavede vi ikke noget, da folk var syge og trætte, og om natten blev jeg syg.

Dagen efter var den Julies og min tur til at have det dårligt. Det var i dag vi skulle hjem. Vi mødte en fyr som sagde han ville kører os til Guyaquil for 40$, hvilket er en rimelig god deal, så vi takkede pænt ja. Da han efter 15 minutter spurgte os om vi havde lyst til at stige ud af bilen, så han kunne tage et billede af os alle, blev vi rimelig nervøse for at han måske var ude på noget andet, end bare at kører os til Guyaquil. Vi sagde selvfølgelig nej tak, vi har rigeligt med billeder. Det blev en ret interessant tur, med bondemands techno, og bekymringer om, om han nu var ok. Men han viste sig at være en fin fyr, og vi kom frem til Guyaquil i live. Fra Guyaquil tog vi en bus hjem til Cuenca, og det var enden på vores Montañita tur.

Cuenca
Fredag blev vi, af sprogskolen, bedt om at forlade vores familie efter frokost, da vi nu havde været der fire uger, og der nu skulle bo en ny. Vi fik sagt pænt farvel til Conchita og Alejandro, og checkede ind på det samme hotel, hvor Adam, Jabe og Guiermo boede. Der var startet to nye danske piger på hhv. 19 og 20år på sprogskolen. Vi tog ud og spiste alle sammen, og tog derefter hjem på hotellet for at varme op. Jabe, Adam og Guiermo boede i en kæmpe suite på toppen af hotel, til ingen penge. Efter vi havde drukket lidt, tog vi i byen med de to danske piger og julie og marie. Vi tog på et sted der hedder: The Loft. Her blev der ikke spillet salsa, men reggaeton og house. Der var rigtig mange mennesker og vi fandt hurtigt nogle af fyrer op for. Vi blev der dog kun i to timer, da vi var startet tidligt og derfor trætte. Efter The Loft, tog vi tilbage til suiten og havde efterspil (afterparty).

Næste dag havde vi aftalt med en fyr der hedder Boris, at vi skulle hen og spise på hans restaurant. Boris er en Ecuadorianer der engang har været i Danmark og derfor kan en lille smule dansk. Under middagen inviterede han os med, til en af hans venners fødselsdag. Det var en mulighed som vi kun kunne takke ja tak til. Julie og Marie var også friske, og om aftenen tog vi derhen efter vi havde spist. Vi havde fået at vide at det startede ved 7 tiden med aftensmad. Vi ville ikke virke påtrængende så vi valgte at spise ude, og møde op klokken 9. Der gik vi selvfølgelig ud fra at de havde spist, men det er latinamerikanere vi taler om. Så kl. 9 var det sidste ved at være ankommet. I starten var det en smule akavet, men efter lidt at drikke blev det bedre. Det var overklassen, og de fleste var ældre end os. Det blev lidt langtrukkent, men vi havde fået at vide at Boris og nogle af hans vener skulle spille noget musik, så vi ventede spændt. Efter de havde spillet et par numre(de var okay, men ikke meget gode), takkede vi pænt farvel og tog tilbage til lejligheden. Vi skulle rejse dagen efter så vi sagde farvel til pigerne, som vi ikke regnede med at vi skulle se igen, i hvert fald ikke her i Ecuador.
Patate

Nu var det blevet tid til arbejdet. Turen til Patate tog omkring syv timer. Vi har efterhånden brugt mange timer i bus her i Ecuador, men den offentlige transport hernede fungere rigtig godt, bortset fra at man altid skal huske at regne med at det tager noget længere end de siger. De har kørt turen 1000 gange, og man har købt billetten, så jeg forstår ikke rigtigt hvorfor de altid skal underdrive. Det gør det bare sværere at planlægge.

Vi ankom til Ambato ved halv otte tiden, hvor Martín og en anden fyr, hentede os og kørte os ”hjem”. Martín var ham vi skulle bo hos. Han bor på et sted 20 minutter i bil fra Patate med sin kone, Lorena, og deres to børn, Alejandra og José Martín. De eger en restaurant med pool og fiskedam, hvor man kan fange Truchas. Ud over familien, boede der en Amerikansk pige, Chealsea, som også arbejdede som volontør, og skulle lave det samme arbejde som Oskar og Jeg.

Stedet ligger i en dal der hedder Valle del Rio, tæt på en meget lille landsby der hedder Plazuela.

Vi startede med at arbejde, dagen efter vi var ankommet. Vi skulle starte med at arbejde på en lille skole i Plazuela. Undervisningstiden her i Patate og omegn er delt rigtig dårligt op. Børnene har undervisning 2½ time, uden pauser, hvorefter de har en times pause, og til sidst 2 timer mere uden pause. Så allerede efter 1½ times undervisning er børnene meget urolige.

Det er sværere at undervise end vi havde forventet. Man ved ikke rigtigt hvor man skal starte, for de har ingen engelsk bøger, så man må bare improviserer. Men vi fandt hurtigt frem til nogle metoder som vi genbrugte de forskellige andre steder. Specielt de små børn fem til otte år, er meget svære at undervise. I Danmark starter vi jo også først med et nyt sprog, når vi er ti år. Det har vi fundet ud af at der er en rigtig god grund til. Børn i den alder er stadig i gang med at lærer at læse og stave på deres eget sprog, de har slet ikke kapacitet nok til også at lærer engelsk. Hvis man terper en ting med dem i en time, fx ”my name is …” og man så spørger 5 minutter efter ”whats your name?”, gentager de bare ”whats your name”, og sådan var det på alle skolerne med de mindste børn. Det eneste de kunne huske var numre, farver og navne på dyr, så vi blev nødt til at undlade at lærer grammatik og sætninger til de små, og i stedet lærer dem basale ord. Hvilket også er fint nok, for så har de i det mindst et lille ordforråd, til når de bliver ældre og kan begynde at lærer lidt grammatik.

Skolerne
Under mit ophold i Patate nåede jeg at besøge tre forskellige skoler. Mandag var jeg på Plazuela med Oskar og Chealsea. På skolen i Plazuela er der kun et klasse lokale, men to klasser, de små og de store. De små sidder i den ene ende og de store i den anden.

Tirsdag var jeg på skolen i La Terra også med både Chealsea og Oskar. Denne skole er meget større. Der er 6-7 forskellige klasser opdelt efter alder. Vi underviste hver vores klasse, men fandt senere ud af at det var lettere at undervise to og to, da børnene kræver rigtig meget opmærksomhed. Onsdag var jeg alene på skolen i Los Andes. Børnene på skolen i Los Andes er de bedste til engelsk. I hvert fald i store. Her er der ligesom i Plazuela to klasser, men her har de hver deres klasseværelse. De store børn har haft en del volontører så de kan meget end børnene på de andre skoler. Det er rart at se at det virker med engelsk undervisning, selvom det nogle gange går meget, meget langsomt. Torsdag var jeg også på skolen i Los Andes, men denne gang sammen med Oskar. Det var her vi fandt ud af, at det fungerer meget bedre at undervise to og to.

Fredag var Oskar og jeg tilbage på skolen i Plazuela. Det var svært at skulle fortælle børnene, at vi ikke kom tilbage igen. Selvom børnene nogle gange var kropumulige, var de for det meste rigtig søde. Børnene mangler virkelig voksenkontakt, det er som om de slet ikke får nok opmærksomhed i hjemmet, hvilket er forståeligt nok da deres forældre arbejde det meste af dagen i marken, og ud over det var det ikke usædvanligt, at de havde 5-6 søskende. Så hver gang vi gik hjem fra skole og børnene skulle samme vej, var der altid rift om hvem der skulle holde os i hånden.

Patate
Grunden til at jeg kun nævner disse fem dage, er at vi tog videre til Quito søndagen efter. Plazuela var fint nok hvis man skulle være der i en uge, men ikke i længere tid. Det var simpelthen for kedeligt, og for svært at få transport til Patate eller en af de andre lidt større landsbyer. Vi havde fået fortalt at vi skulle bo i selve Patate, og hvis vi havde boet der, var vi nok også blevet lidt længere, da der dér, i det mindste var mulighed for at købe ind og gå på nettet. I Plazuela var der intet andet end marker, huse og en skole.

Den offentlige transport til og fra Plazuela var anderledes. Hvis man ville et andet sted hen skulle man blafre, og så kunne man være heldig at der var en bil med lad der stoppede, og så kunne man få lov til at sidde bag på ladet(safety first), for 30 centavos. Sådan fungerede den ”offentligt transport” i Plazuela og omegn. Det var en smule skræmmende at sidde bag på ladet af en bil, i mens chaufføren tonsede af sted op af et bjergsving i modsatte vejbane, hvorfor de alle sammen har lyst til at kører i modsatte vejbane, har jeg stadig ikke forstået, men det blev man nødt til at bide i sig, hvis man ville væk fra Plazuela.

Ud over at være utrolig kedelig, er Plazuela og omegn utrolig flot. Onsdag var vi på en fire timers hård og våd vandre tur i bjergene, for at se et stort vandfald. To timer frem og to timer tilbage, men det var utrolig flot. Ikke kun vandfaldet, som vi kom helt tæt på, men også turen op ad bjergene, igennem de regnskovslignende skove, og krydsningerne af floder, som man enten krydsede ved at gå over en meget lille planke, eller hoppe fra sten til sten. Hvad skal man bruge broer til, når man har sten og planker?

Fredag blev jeg syg, igen. Om aftenen tog alle de andre ud og besøgte en by hvor der bor en masse indianere, mens jeg lå derhjemme og så film.

Lørdag havde jeg heldigvis fået det bedre. Vi stod op ved 7 tiden, og tog til Baños de Ambato. For at komme til Baños, skal man første skaffe et lift til Patate, derefter tage en bus til Pelileo og derefter tage en bus til Baños. Baños er en ”turistby”, hvor man kan lave en masse forskellige aktiviteter, som Canyonning, Rafting, Bongyjump og meget mere. Oskar og jeg valgte at rafte, mens Chelsea tog på Canyonning. Canyonning er når man rappeller ned af vandfald.

Rafting var rigtig fedt, men næste gang tager vi nok et niveau højere, da det ikke var sindssygt vildt, selvom vi havde valgt niveau 3-4 ud af 5. Vi var tilbage i Baños ved seks tiden og fandt en mexicansk restaurant. Vi var rimelig smadret, men efter ti minutter kom der ti amerikanske teenager piger, så det blev hurtigt OP at få bare en smule ro (”like, you know what i mean, thihi”).

Næste dag skulle vi til Quito. Vi sagde farvel til familien, og ringede efter en bil der kunne kører os til Pillaro, hvor efter vi kunne tage en bus til Ambato, og derefter en bus til Quito. Igen tog bus turen meget længere end de havde fortalt os. Så dem fra New Horizonz måtte stå i terminalen i tre kvarter og vente på os. Vi blev hentet af Laura(chefen) og Gloria. De fortalte os at vi først kunne få vores lejlighed torsdag, og derfor skulle bo hos en familie indtil da. Fint nok, vi er blevet mere eller mindre vandt til, at alt kan ske i Ecuador, uden nogen fortæller en noget.

Vi fik et værelse hver, som vi kunne sove i. Det var planen at vi selv skulle sørge for mad, men vi fik alligevel suppe og morgenmad første dag. Vi havde aftalt at møde nede på kontoret klokken ni om morgenen, for at få forklaret hvilket projekt vi nu skulle på. Vi fik kort fortalt om projektet og derefter tog Edisson, en af dem fra NH, os med derhen. Projektet ligger en times buskørsel fra os, i syd. Syd er den fattige del af Quito, mens nord er den ”rigere”. Vi nåede lige at sige hej til nogle af børnene, inden de skulle spise frokost. De mindre børn er der om morgenen, mens de ældre er der om eftermiddagen. Efter vores oplevelse med de helt små børn i Patate, besluttede vi os for at arbejde der om eftermiddagen. Projektet hedder Casa amigos del Don Bosco, og er et sted hvor børn, hvis familier ikke har særlig meget tid til dem, kan komme og få hjælp med lektier mm. Vi blev der kun kort tid, da vi havde aftalt at skulle tilbage og snakke økonomi med Laura, så det blev ikke til meget arbejde den dag. Da vi kom hen til kontoret fik vi fortalt at ”i skal bo sammen med en anden pige og i skal dele værelse, vidste i ikke det?” AARHG – ECUADORIANERE. Vi fik hurtigt fortalt dem at ”nej det vidste vi ikke, og det har vi egentlig heller ikke lyst til for den pris”. Det er som om at alt der går igennem NH er meget dyrere, det samme med sprogskolen i Cuenca. Hvis man ville på en tur med dem kostede det tre gange så meget, end hvis man selv arrangerede.

Laura virker ikke så begejstret for os, vi er sikkert meget besværlige i hendes øjne. Men vi har betalt 100$ til NH som gebyr, for den hjælp de vil yde os, det skal åbenbart være dyrt at arbejde frivilligt. Og den hjælp har altså ikke været særlig stor. De sagde at de ville prøve at finde noget andet, vi takkede ja, men tog bagefter selv ud for at finde et sted, da vi ikke havde særlig meget tillid til dem mere. Vi fandt et sted vi kunne bo på hver vores værelse for 5$/nat, indtil de to uger efter kunne give os en lejlighed for os selv. Men da vi kom tilbage til kontoret for at fortælle dem de ikke behøvede gøre en indsats, havde de til vores store forbavselse, allerede fundet en tre værelses lejlighed til os, som vi kunne tage ud og se på dagen efter. Om aftenen mødtes vi med nordmændene, som også bor her i Quito, og vi spiste på en fancy fondue restaurant. Ostefondue, kød i suppefondue og til dessert, Chokoladefondue. Desserten var helt klart det lækreste, det andet var også lækkert, men ikke den vilde oplevelse.

Næste tog vi hen for at se lejligheden. Det er en treværelses lejlighed med stor gård. Vi takkede ja og gik ned og spiste morgenmad på en restaurant der ligger lige ved siden af. God og billig mad. Det er godt at have sådan et sted tæt på en J.

Bagefter tog vi hjem og hentede vores bagage, takkede pænt farvel til ”vores familie” og fik os installeret i lejligheden. Det var dejligt endelig at have et sted som bare var ”vores”. Vi tog ikke på arbejde den dag, da vi overtog lejligheden ved halv to tiden. Om eftermiddagen handlede vi ind, og om aftenen spiste vi middag med Julie og Marie i vores lejlighed.

Næste dag var vores første ”rigtige” dag på arbejdet. Det var slet ikke som det forrige arbejde, vi havde haft i Patate. I Patate var det os der var lærerne og KUN os. Her fungerer vi mere som medhjælpere, hvilket egentlig også er det bedste, da vi jo ikke er uddannet. Der er tre forskellige klasser, delt op i forskellige aldersgrupper, og vi hjælper til over det hele, hvor der nu er brug for det. Det er lidt irriterende at vi skal kører en time i bus for at komme på arbejde, men vi overlever. Om aftenen slappede vi bare af og så Lost. Jeg har købt sæson 2 og 3, så hver gang vi ikke har noget at lave ser vi Lost, hvilket gør at jeg ikke for læst så meget. Men, det er god underholdning til når man har tømmermænd, eller bare er helt smadret.

Torsdag snakkede vi med de andre medarbejdere på projektet, om at vi kunne tage på et bibliotek og prøve at finde noget undervisningsmateriale, som vi selv synes ville være passende til børnenes niveau. Om aftenen skulle vi til et møde med NH. Vi vidste ikke rigtigt hvad det skulle gå ud på, men vi mødte op på kontoret efter arbejde. Det startede med at vi, Oskar, fire hollændere(der er utroligt mange hollændere her nede), Edisson, Jordin(som arbejde på det samme projekt som jeg), og jeg tog hen til et hus, hvor vi skulle vente på Laura, så mødet kunne starte. Det endte med at vi sad i et rum og ventede en time på at Laura skulle dukke op. Endnu engang – tjek på det.

Vi spiste lidt pizza i en time og derefter snakkede vi en halv time om hvad de forskellige mennesker lavede på de forskellige projekter, og så var mødet ***. Skod møde der kunne have været gjort på en halv time, hvis bare LEDEREN havde styr på det og kunne komme til tiden.

Vi møder på projektet halv to, spiser frokost(de laver rigtig god, og sund mad). Om mandagene og fredagene er de store børn på projektet. De store ”børn” er 16-17 år, og vi har stadig ikke helt fundet ud af hvad de laver der endnu. Vi tror de laver deres lektier og hjælper de mindre børn, hvis de har brug for hjælp. Det er dejligt endelig at møde nogle lidt ældre, som man har flere fælles interesser med, end de små børn på 10år. Ud over det fandt vi ud af at vi kunne tage skole bussen med dem hjem mandag og fredag, hvilket er en del hurtigere. Bonus.

Fredag aften/nat, var den første i byen. Vi startede med at spise på en indisk restaurant. Det var det bedste mad vi havde fået indtil videre, og det blev ikke den eneste gang vi kom til at spise der. Bagefter tog vi(os og nordmændene) hen på en hyggelig lille bar, hvor de spillede god musik. De havde kun tre øl tilbage så efter de var drukket, var vi nødt til at drikke drinks. Ejeren fik os overbevist om, at vi skulle prøve at shot med tequila, som skulle være rigtig…. Opfriskende. Shottet resulterede i at Oskar ikke fik det så godt, og ikke havde lyst til at drikke drinks mere. Vi tog derfor hen på en anden bar, hvor de havde øl. Desværre blev vi der ikke så lang tid, da Julie ikke havde været rimelig party pooper hele aftenen, og Oskar heller ikke var helt på toppen. Så den første bytur, blev desværre ikke så lang.

Lørdag havde vi en aftale om at vi skulle lege turister. Hvis vejret var klart, skulle vi, som vi gjorde det i Bogotá, op med en lift til et højt punkt, og se udsigten over Quito. Hvis det ikke var klart skulle vi op og se Virgen de Quito, som er en kæmpe statue af Jomfru Maria der står og kigger ud over Quito, og bagefter på museum of modern art. Vejret var half’n’half så vi valgte løsningen nummer to. Desværre fandt vi ud af at Museum Of Modern Art, ligger i Guayaquil.

Vi tog bussen til den gamle by, hvorefter vi først stødte på en taxi chauffør, der var helt ready på at udnytte de dumme turister og ville have 12$ for at kører os til Jomfruen. Vi takkede nej og fandt en der ville gøre det for 3$.

Heldigvis var det solskin på det tidspunkt vi kom der op.

Vi tog op i Jomfruen(hmm), hvor der var udsigt over Quito, så langt øjet rækker. Man kunne gå hele vejen rundt, men Quito er utrolig lang, så man kunne ikke se hvor den sluttede. Bagefter slappede vi af en halv time i det dejlige solskinsvejr, som der ikke har været særlig meget af, hvorefter vi besøgte en stor kirkegård. Den var rigtig flot, men man måtte desværre ikke tage billeder.

Det er nu den 9. marts og jeg er vold meget bagud og har chuchaki, så derfor bliver dagbogen fra nu af nok lidt mindre detaljeret.

Mandag ringede Adam og fortalte at ham, Jabe og to piger var i Quito et par dage, indtil de tog videre til Colombia. Vi tog ud og spiste med dem på yndlings restauranten, den indiske. Det var sjovt at snakke med dem igen og høre hvad de havde foretaget sig. De havde blandt andet været på Cotopaxi som er det højeste punkt i Ecuador. På toppen er der minus grader og sne over det hele, så det havde været meget koldt.

Onsdag tog vi ud og spiste med dem igen, sammen med nordmændene. Vi spiste på en all you can eat mongolian bbq restaurant, som ikke tilbød den store smagsoplevelse, men vi blev mætte. Derefter tog Marie, Adam, Oskar og jeg i byen. Det blev den vildeste bytur so far, men også den dyreste. Vi bliver nødt til at spare lidt penge, den levestil vi lever i øjeblikket er vanvittig. At er billigt så man tænker ikke over hvor meget man købe, men det løber op til sidst. Vi har brugt langt flere penge end vi havde regnet med at bruge, og vi kunne snildt leve for ¼ af det vi gør.

Fredag havde vi en aftale med nogle af de unge fra projektet, om at vi skulle i byen. Vi varmede op i vores lejlighed, Nordmændene og 5 Ecuadorianere. Derefter tog vi i byen. Det blev også en ret vild bytur, da tequila shotsne kun kostede 1$ på det sted vi valgte. Vi har desværre ikke været på salsatek i Quito endnu, men jeg ser frem til det.

Lørdag tog vi til Ottawalo som er en by ca. to timers bykørsel fra Quito, som er kendt for sit store indianer marked. Vi ankom ved 3-4 tiden, fandt et hotel, og tog på marked. Det siges at lørdagsmarkedet skulle være det bedste, men jeg synes ikke der var særlig stor forskel. Jeg fik købt en poncho, en charango(ti strenget indianer instrument) og et smykke. Om aftenen var vi i en slags forlystelsespark, bagefter tog vi hjem og sov. Dagen efter hikede vi 5 km op til en ”fuglepark”, det var ikke super interessant, men vi fik set en masse forskellige fugle. Det regnede voldsomt da vi skulle tilbage, så vi tog en taxa tilbage til Ottawalo og tog derefter hjem til Quito.

Jeg fik desværre ikke skrevet så voldsomt meget, den dag jeg havde tømmermænd, jeg valgte at falde i søvn til Sigur Rós i stedet. Men nu, 16. marts, har jeg en smule tid og vil forsøge igen.

Nu har vi været i Quito i snart i måned, og jeg er blevet rigtig glad for byen. Vi bor i nord, La Mariscal, og her er altid gang i den. Der er folk i byen mandag-lørdag, søndag er hviledag. Vi går i byen hver weekend, desværre ikke i hverdagene, selvom vi møder sent (de andre er kedelige – og de er ved at smitte mig). Vi går ud med ecuadorianerne fra projektet, og hvem der nu ellers har lyst. En af dagene fik vi endelig taget os sammen til at besøge et salsatak. Det var fedt at få øvet sit salsa lidt, nu hvor jeg taget privat lektioner hver dag(45$ for 10 timer, er det hvad det koster for en time i DK?). På salsateket stødte vi på en taxa chauffør, som havde kørt mig hjem en dag efter jeg havde købt en violin, og ville sikkert hjem med den. Han er 30 år og er faldet for den lille nordmand, som har en kæreste i Norge. Men han er sindssygt griner (tjek videoer når jeg kommer hjem), og er altid ready. Ja jeg har købt en violin. Jeg ved godt at jeg er på spanden mht. til min økonomi, men jeg kunne ikke lade være. Den kostede kun 200kr. Jeg har tre instrumenter nu, og er i gang med at lægge en slagplan om, hvordan jeg skal få alt det lort jeg har købt med hjem. Heldigvis kan min mor og Steffen hjælpe mig med lidt af det. De ankom til Quito for to dage siden, og er allerede taget videre op nordpå for at se Ottawalo osv.

Som nævnt har min økonomi det ikke alt for rart. Vi har valgt at tage til Galapagos, og det kommer til at koste os omkring 6500kr. Jeg har lånt 5000 af mor og Steffen og jeg skylder dem i forvejen et par store. Ud over det er de i gang med at planlægge vores oelfamtravel derhjemme, og jeg bliver derfor nødt til at låne endnu 3000kr, hvilket udgør at jeg ender med en gæld på en 10-11.000 kr(det blev så til 15.000) når jeg kommer hjem. Heldigvis har jeg næsten ikke brugt noget fra mit frikort, så de penge bliver forhåbentlig tjent hurtigt hjem igen, på de to måneder jeg skal arbejde inden sommerferien.

Nok om min triste økonomiske situation, carpe diem. Sidste uge var jeg med pigerne i La Mitad del Mundo, midten af verden. Det punkt der deler verden på midten. Vi tog derud midt på dagen. Vi anede ikke hvordan vi skulle komme derud, så vi fangede en taxa og sagde han skulle kører os til en bus der gik derud. Han fik os overtalt til at kører med ham derud for 15$, det var noget af en oplevelse. Vi havde alle tre onde tømmermænd, men han sagde at han var ”den glade taxachauffør” og snakkede og sang konstant i den time det tog at køre derud, stakkels Julie som sad på forsædet. La mitad del mundo består af et kæmpe monument(se billeder på travelloggen), som ligger i sin egen lille by der hedder ciudad mitad del mundo. Vi tog derud en lørdag, og selvom det skulle være vildest om søndagen, var der stadig opvisninger, live musik og gang i de små butikker hvor man kunne købe indianer ting. Jeg købte en hængekøje, som jeg glæder mig til at komme hjem og afprøve. Da vi skulle hjem igen tog vi en bus som kun tog et kvarter mere og som kun kostede 40cent/person. Om aftenen var vi i byen.

Hverdagene går stille og roligt. Jeg har som skrevet salsatimer hver dag om morgenen inden jeg tager på arbejde. Ellers ser vi film/serier på computeren, går ud og spiser, og får vores næsten daglige internetindsprøjtning. Arbejdet går også fint, og vi har været ude og købe ting til projektet. Vi snakkede med Mundo(organisationen i Danmark), og fik stillet i alt 3000kr til rådighed af dem(mange tak, de har virkelig brug for det), til at købe ting til projektet. Vi købte Undervisnings materialer, borde og stole (ikke engang det havde de), guitarer, legetøj og spil, og papir, så vi kan kopiere en masse opgaver til børnene, fra de bøger vi har købt, så vi kan begynde at lærer dem lidt engelsk.

Denne weekend er der ikke sket det store. Vi var i byen fredag med alle ecuadorianerne, som er dem fra projektet, deres venner og Edwin. Lørdag var stenedag, da vi havde chuchaki og var trætte. Søndag tog vi til den gamle by for at se en kirke, bagefter tog jeg på netcafe, da jeg ikke følte for at se flere gamle ting. Jeg fik uploaded flere billeder, downloaded mere musik og fandt ud af at Sigur rós nok kommer på Roskilde – VIGTIGT(hvilket de så ikke gjorde alligevel…)

Der er kun en måned til, at vi er tilbage i Danmark nu, og selvom det er fedt at være af sted, glæder jeg mig at komme hjem. Der er så mange folk og ting man savner. Ting som man bare er vant til, men man nu har været væk fra i to måneder.

Christ. Det er ved at være lang tid siden jeg har skrevet i min dagbog, men vi har virkelig lavet meget den sidste måneds tid. Det er nu den 10. april og der er kun 5 dage til at vi skal hjem til Danmark igen.

Vi afsluttede vores arbejde den 19. eller 20. marts, og tog dagen efter til kysten med pigerne. Vi tog først til Canoa, og bagefter ville vi rejse videre op ad kysten til Atacames i Esmareldas. Jeg skulle kun være ved kysten 5 dage, da jeg derefter skulle til Colombia med mor og Steffen.

Formålet med turen til kysten var intet andet end afslapning. Og Canoa viste sig at være den perfekte by. Ikke lige så vild som Montañita, men alligevel gang i den i weekenderne.

Turen derud tog omkring 9 timer i bus. Vi valgte at overnatte i Bahia de Caraques, som alligevel lå på vejen. Den by var til gengæld ret kedelig, så det blev ikke til det vilde den aften. Dagen efter tog vi så videre til Canoa og fandt et hotel som mindede lidt om El Centro Del Mundo, dog lidt bedre standart. Og så var der swimmingpool.

Byen er ikke særlig stor og består mest af restauranter, strandbarer og hoteller. Restauranterne var gode, men tilbød alle sammen det samme, og dagens ret var altid fiskesuppe til forret og stegt fisk til hovedret. Heldigvis laver de god fisk på kysten J.

Egeren af vores hotel viste sig at være en rigtig festabe. Han røg den lede et par gange om dagen og talte altid om fest. Han foreslog os blandt andet at tage ned på en af strandebarerne og få en speciel drink som indeholdte både skorpionhale og marihuana. Det gjorde vi så, og den aften var langt fra ædruelig. Vi mødte blandt andet en engelsk pige der ville kidnappe lille pølle, fordi hun troede vi ville voldtage hende. Så hende blev der også fyret godt og grundigt op for.

Jeg fik desværre ikke skrevet mere på min dagbog. Jeg er nu hjemme i Danmark igen og tænker tilbage på nogle af de fedeste tre måneder af mit liv. Mange tak til Mundo som hjalp os med at gøre denne tur mulig. Hvis i sidder derhjemme og overvejer at tage af sted – gør det!

Evaluering

Mundo som arrangør
Alt i alt gjorde Mundo et godt stykke arbejde. Før rejsen var vi til et rejsemøde, hvor de fortalte os alt hvad vi havde brug for at vide. Og de havde virkelig styr på tingene. Betalingen foregik over Internettet, hvilket var dejlig let. Der var dog lidt problemer med det egentlige beløb, men alt ordnede sig. Da vi ikke kunne bestemme os for hvilket projekt vi ville have. Aftalte vi med Mundo at vi fandt ud af det dernede.

Under opholdet havde vi ikke så meget kontakt med Mundo. Vi var kun i kontakt med dem i starten, fordi hverken vores sprogskole, eller vores familie, anede at vi kom. Og senere hen da vi fik penge af Mundo til at købe ting til Projektet – som i øvrigt var en rigtig stor hjælp. Men det meste gik gennem New Horizons, som er den organisation Mundo arbejder sammen med i Ecuador.

New Horizons
New Horizons var vi knap så begejstret for. Laura(chefen) virkede som om at alt kun handlede om penge, og hun virkede ikke så begejstret for os, fordi vi vel var besværlige i hendes øjne. De informerede os aldrig om noget, og fik os i starten placeret os på et projekt, som ikke var i nærheden af det de havde fortalt os om.

Rejsen
Min tur til Ecuador sammen med min kammerat, Oskar, var helt klart nogle af de 3 fedeste måneder af mit liv. Man oplever virkelige meget på sådan en tur. Andre kulturer, en helt anden Natur, men også en meget anderledes levestandart. Men ser virkelig hvordan nogle folk har det rigtig rigtig dårligt.

Ecuador er et utrolig smukt land. Og jeg kan varmt anbefale at tage på så mange vandreture så muligt. Jeg er ikke så vild med at gå ture herhjemme, men det er noget HELT andet i Ecuador. Naturen er simpelthen så smuk. Og så indeholder Ecuador både kyst, højland og jungle. Vi fik desværre aldrig nået at besøge junglen. Til gengæld tog vi et *** til Galapagos øerne, hvilket også var en helt unik oplevelse.

Familien
Familien vi boede hos i Cuenca var utroligt søde. Vi boede hos et ældre ægtepar (Conchitta og Alejandro). Vi havde vores egen lille lejlighed ved siden af deres hus, men spiste inde hos dem. Der var aldrig nogle problemer med dem, og selvom de ikke anede at vi kom, tog de rigtig godt i mod os. Hvis man skal på sprogskole i Cuenca og bo hos en familien, er denne familie perfekt.

Sprogskolen
Sprogskolen var god. Vi havde hver vores lære, og lærte derfor en del, selvom vi kun var der i 4 uger. Min lære skiftede hurtigt over i engelsk til at starte med, men vi endte da med at have en del samtaler på spansk. Nu skal det nok også nævnes at jeg havde spansk i gymnasiet. Men det er ikke kun i sprogskolen man skal praktisere sit spanske. Det er over det hele. Og familien er rigtig god at gøre det med.
Sprogskolen havde en del arrangementer man kunne deltage i. Hver eftermiddag havde de en aktivitet på skolen, bla. salsa, madlavning, musik osv. Salsaundervisningen var det eneste hvor folk mødte op. Ud over aktiviteterne om eftermiddagen havde de også ture i weekenderne. Vi tog selv kun på 1 af dem, da de var utrolig dyre og man selv kunne gøre det for 1/3 af den pris man betalte til sprogskolen.

Projektet
Vi var på et projekt i Quito, som hedder Casa Amigos del Don Bosco. Det var vi rigtig glade for. Vores arbejde bestod i at hjælpe fattige børn, hvis familie ikke selv havde tid til dem, primært med lektier, men også at lege med dem, og give dem noget voksenkontakt. Vi var på projektet i en måneds tid, og jeg vil nok anbefale at gøre det lidt længere, da vi ikke rigtigt nåede blev en del af ”skolen”.

Tips
Hvis du elsker musik lige så meget som mig. Så sørg for at tage nok med. Jeg tog 10 cd’er med, og troede at det var nok. Efter 3 uger var jeg allerede trætte af dem. Så hvis du også er lige så fattig som mig, og kun har en discmand – så sørg for at få købt en cd-taske, med plads til alle dine cd’er.

Sørg for at have penge nok med til at tage et snut forbi Galapagos. Det er simpelthen det værd. Regn med at det koster minimum 7000kr for en 8 dags guidet tour alt inkl. Også flybillet.

Besøg både Quito og Cuenca. De har hver deres charme. Og hvis du skal bo i Qutio, så bo i La Mariscal, som er festkvarteret.

Tjek min Rejseberetning, hvis du vil have mere information.