I foråret 2010 besluttede jeg sammen med min kæreste at tage til Guatemala i tre måneder for at arbejde frivilligt på sociale projekter målrettet børn. Det gjorde vi dels for at få en praktisk vinkel på vores uddannelse, dels for arbejde konkret politisk ved at hjælpe udsatte mennesker, dels for at lære en anden kultur og et nyt sprog at kende. Jeg havde hørt om Mundo gennem en af min kærestes veninder, der havde gode erfaringer med organisationen. Jeg har tidligere selv været ude med Global Contact-programmet i Tanzania, men det havde jeg hverken råd eller lyst til at gøre igen. Jeg har rejst flere gange i forskellige udviklingslande og synes egentlig ikke, at jeg havde et særlig stort behov for råd og vejledning, men ville meget gerne drage nytte af de erfaringer en dansk organisation havde med forskellige projekter. I den henseende fungerede Mundo rigtig, rigtig godt. Det var forholdsvis enkelt og overskueligt at læse om de forskellige projekter. Det var samtidig fint, at man kunne vente med at vælge projekt til man selv var i landet og kunne besøge dem. Det var meget afgørende for mig.
Efter vi landede i Antigua Guatemala, fik min kæreste og jeg et tilbud om en lejlighed, som vi tog i mod. Planen hjemmefra var egentlig at jeg skulle bo hos en familie den første måned, men det virkede egentlig lidt omsonst, da vi først var derovre sammen. Sprogskole opholdet var en lidt blandet fornøjelse. Lærerne var rigtig gode, og jeg synes egentlig, at det gik rigtig hurtigt med at lære sproget. Men hele stedet manglede intimitet og direktøren Lilian betalte vist ikke helt familier og lærere det hun burde (det er noget jeg hørte fra flere andre studerende og nogle venner fra Antigua, men det er ikke noget, jeg har yderligere dokumentation for…). Jeg tog nogle ekstra kurser i februar på en anden sprogskole, der var langt mere hjemlig og imødekommende. Den kan helt klart anbefales! Sofie Havn var vist også henne og besøge den, da hun var der, og hvis jeg skulle af sted igen, ville jeg helt klart vælge den.
Jeg var selv rundt og besøge nogle forskellige projekter, da det ikke virkede som om, at Lilian egentlig vidste særlig meget om de forskellige projekter skolen samarbejdede med. Jeg besøgte bl.a. Niños de Guatemala og Niño Obrero. Det virkede umiddelbart som om at Niño Obrero var det mest ustrukturerede sted, men samtidig også som det sted, hvor der var størst brug for en ekstra hånd. Jeg begyndte derfor allerede efter to ugers sprogkursus, så jeg havde projekt om formiddagen og spansk om eftermiddagen. I november og december var der kun 13 børn på skolen og en lærer, Yenifer, men det var egentlig rigtig hyggeligt, og jeg fik et godt kendskab til de børn.
Jeg besluttede mig for at forlænge mit ophold indtil 28. april, da jeg derved fik mulighed for at skrive projekt for RUC om uddannelsessystemet i Guatemala. Derfor kunne jeg kun være på Niño Obrero to gange om ugen, da jeg resten af tiden var rundt og besøge skoler og interviewe forskellige personer. I slutningen af januar startede skolen igen for alvor – nu med lidt over 40 børn og tre lærere. De havde slået klasserne sammen, så der var to klassetrin til hver lærer – bortset fra de ældste to klasser, der ikke havde nogen lærer, da der ikke var råd. Det er en skole, der virkelig kører på et skrabet budget. Lærerne er unge – mellem 17 og 19 år – og får en minimumsløn på cirka 2500 Q om måneden. Jeg har besøgt direktøren for organisationen Nuestros Derechos, der har startet Niño Obrero, et par gange i Guatemala City og set de andre projekter de har inde i byen. Det er virkelig et stort stykke arbejde de laver for meget få midler. Lige for tiden får de penge fra en tysk organisation og ellers kommer de fleste bidrag fra frivillige, som der er få af. Derfor kunne det være rigtig, rigtig fint at opfordre flere til at komme derhen. Ikke alene for projektets skyld, men også for de frivillige. På Niño Obrero er der virkelig mulighed for at gøre en forskel. For mange af børnene er det noget uvant at få omsorgsfuld opmærksomhed og alene det at få en svingtur kan være nok til at de får en bedre dag. Jeg nåede ikke at undervise rigtigt selv, men hjalp hovedsageligt de elever, der ikke kunne følge med (undervisningen var meget traditionel, og jeg tror ikke at eleverne lærte det store, men det skyldes også, at det var lærerne selv der forberedte frokost til børnene og løbende skulle snakke med forældre, der kom forbi).
Alt i alt har det været et rigtig godt forløb, som jeg synes, at jeg har lært meget af – på et personligt såvel som fagligt plan.
Mundo 