Udlandspraktik i Guatemala 1/8/11-1/2/12

Jeg har i min praktik været i Guatemala, hvilket har været fuldstændig fantastik. Det har været et af de bedste ting, jeg har gjort for mig selv. Det har været en kæmpe stor og lærerig oplevelse. Og dette vil jeg prøve at komme lidt nærmere omkring…

Værtsfamilien

Jeg har aldrig været ude at rejse før, så det var et lille skridt, der skulle overvindes indeni, da jeg sætte mig ind i flyet i København, men jeg havde 3 skønne veninder med, så bestemte mig for, at alt nok skulle gå. Vi tog afsted i sidste i august og tog et mindre stop i Miami (hvor tit er man lige i Miami), og dernæst tog vi flyet til Guatemala. Det første stop skulle være hos en værts familie, mens vi gik på sprogskole i en lille bitte by, San Juan del Obispo, uden for Antigua, som er den fine, fine og mere turistede by i den del af Guatemala.

Nå, men vi lander så i Guatemala City, hvor der bare er go på. Bilerne kører ind og ud af hvert spor og meget, meget tæt. Jeg sidder og er en lille smule nervøs omme på bagsædet, om vi kommer helskindet frem – men det gør vi. Sådan er trafikken derovre og de er vant til at køre i det, selvom man tænker, hvordan det kan lade sig gøre og at, det skal jeg bare aldrig nogensinde prøve!

Men vi kommer så til vores værtsfamilie, som stor og venter på os ved parken, som egentlig mest bare er en plads foran kirken. Jeg har haft spansk på handelsskolen, men det er sådan noget spansk der kom ind og røg i lynhast ud igen. Men jeg havde trods alt en lille fordel i forhold til de andre piger, der overhovedet ikke kunne andet end ”hola”, ”si”, ”no” og ”cerveza”. Nå, men vi giver hånd og følger med familierne hjem, hver for sig helt alene. Men min familie (Doña Oralia, mener jeg) var simpelthen så imødekommende. Budte mig indenfor til frokost og til at se fodbold med hele familien foran tv’et. De har en datter, som kan engelsk, så hun var en rigtig god hjælp, når jeg bare overhovedet ikke vidste, hvordan jeg skulle forklare mig selv, så kunne jeg sige et par enkelte ord og så kunne hun, for det meste, oversætte til de andre.

Jeg fik mit eget værelse og de havde to toiletter, så jeg havde næsten også et toilet for mig selv, helt luksus. Jeg var meget velkommen hos dem og det var en skøn fornemmelse.
Jeg spiste morgenmad og frokost alene, hvor det kun var Doña Oralia, der var hjemme. De andre arbejdede og gik i skole. Hvorimod til aftensmad, var næsten hele bordet fuldt. Kun søndag, skulle vi selv købe mad, jeg fik dog morgenmad, men så havde både jeg og familien mulighed for at være os selv, hvis det var det vi ville. Det kunne vi også sagtens alligevel, men man fik lidt en følelse af at være teenager igen, når de få gange vi tog ind til Antigua for at gå i byen, smuglede vi øl og sådan ind på værelset, så familien ikke opdagede det – selvom i bund og grund, tror jeg de ville være ok med det.
Det, at bo ved en familie, var bare en rigtig fed ting, mens vi gik på sprogskolen. Så var der mulighed for at øve det man havde lært den dag i skolen, men også bare generelt, at man hele tiden blev presset lidt for at kunne kommunikere. Så det var ofte, jeg gik død allerede kl. 21, fordi man bare sådan havde været på i løbet af dagen. Men fedt at prøve, hvor meget man kan kommunikere, selvom man næsten ikke taler sproget. Det er vildt, hvor langt man kan komme med fagter og kropssprog. Rigtig fed oplevelse.

Sprogskolen

Vi startede lige på og hårdt med sprogskolen, men én til én undervisning…på spansk. Så det var bare om at komme i gang. Min første lærer, Hilario, var en rigtig venlig og meget tålmodig mand. Han var super god til at lære fra sig. Det var meget varieret, hvor nogle gange snakkede vi meget, andre gange lavede jeg mest opgaver og nogle gange var det en god blanding af det hele.

De har et system, hvor man får ny lærer hver 14. dag. Det synes jeg egentlig er meget fint, både så man lærer en ny måde at lære på, men også hvis man er lidt utilfreds med sin lærer er det dejligt, man kan få en ny lærer. Dog, hver uge giver de én en lille spørgeskema, om man er tilfreds med sin lærer og lignende, så der er der mulighed for at give sin respons på, hvordan det går.

Næste lærer jeg fik, Benjamin, er virkelig en af de sødeste og venligste mænd, jeg længe har mødt. Han var så god til at lære fra sig og så god til at give én de helt rigtige udfordringer, så man lige følte sig presset, men ikke mere end det. Virkelig en skøn og rar mand. Det var vi alle enige om, og holdte rigtig meget af ham. Det var også ham, der var med os rundt til de forskellige praktik steder og hjalp os med at forstå og sådan, som jeg kommer til senere.

Jeg synes, det har været rigtig vigtigt for os at komme på sprogskolen. Også selvom man har haft det på gymnasiet og føler sig rigtig stærk i det, synes jeg stadig det er en god idé at få undervisning. Så forbedrer lærer og øver man bare nogle andre ting. Jeg er rigtig glad for at have haft det undervisning og selvom det virker umuligt, kunne man godt forstå, mere eller mindre ikk’, meget af det man lærte, selvom det hele var på spansk. Igen, det virker utroligt, men er sandt.

 Praktikken

Vi flytter sammen ind til Antigua, os fire piger der er afsted sammen, hvor vi finder en fin lejlighed med to værelser og en stue/køkken. Vi havde snakket om allerede hjemme fra, at vi godt kunne tænke os at finde noget sammen, så vi kunne komme hjem fra praktikken og ikke føle sig nødsaget til at være på, som hvis vi var blevet boende ved vores værtsfamilie. Og samtidig tænkte vi også, det kunne være rart at have nogle at sparre med, nu hvor der sikkert ville komme nogle anderledes dilemmaer end hvis vi havde været i en dansk praktik.

Nå, men jeg kommer ud til San Antonio, hvilket var, samlet set, en rigtig god oplevelse. I starten havde jeg lidt svært ved at kommunikere med de andre voksne. De voksne var en lærerinde og to mødre, som er der for børnene, inden og efter lærerinden er gået, samt gør rent, laver mad, skifter ble og lignende. Så det var dem jeg brugte mest tid sammen med, da mentaliteten er nogle steder i Guatemala, at man sådan bare kommer, når man kan. Selvom man skal møde kl. 9, er der ikke nogen i vejen for først at komme 9.30, hvilket også var noget jeg skulle vænne mig til, at lærerinden først nogle gange kom noget senere end beregnet. Dog er det den generelle indstilling, at ”det når vi nok”, når der er noget man skal. F.eks. holdte vi to gange noget, hvor forældrene var inviteret, hvor det tidspunkt vi skrev på var 30 min før det egentlig startede, men alligevel var der nogle, der kunne komme en time for sent. Dejlig afslappet indstilling, men alligevel noget man skal vænne sit temperament til, for ikke at blive irriteret.

Nå, men jeg møder ind i praktikken hver dag og bliver mødt af de gladeste ansigter! Aldrig har jeg set børn tage så dejligt imod én og omvendt. Jeg tror, de er nogle af de mest velopdragne børn, jeg nogensinde har arbejdet med. De elsker at arbejde med de opgaver de får, men mest af alt, når de kan mærke, der er nogle voksne som vil dem og giver dem respons på de ting de laver. Det mærkede jeg er meget anderledes end i Danmark – her bliver der bare sagt, ”ja, det er fint” og ikke rigtig mere. Sproget er meget lidt brugt og er ikke noget der ses som vigtigt. Og her er der mange andre ting, som jeg nogle gange havde rykket mig selv i håret af og kommet hjem til de andre piger og har været helt fortvivlet over, men hele tiden, har jeg tvunget mig selv til at tænke, at de gør det, der giver mest mening for dem selv. De gør deres bedste i forhold til deres ressourcer – og det hjælper en lille smule til ikke at gå helt ud af sig selv, hvis man prøver at tænke sådan.
Jeg blev betragtet lidt som en volontør, fordi de ikke ved hvad en pædagog er for en størrelse, så det var lidt svært at få tildelt ansvar. Både pga. af kommunikationen, og for ikke virke bedrevidende, fornærme eller nedgøre deres måde at arbejde med børnene på, så det handlede meget om at mærke sig frem. Jeg fik nogle forskellige projekter ind engang imellem ellers var mit ansvar mest måske bare at være der – som i at være der. De har virkelig brug fra opmærksomhed fra en voksen som vil dem. Og det kunne de mærke i mig, og man kan næsten ikke andet med de fantastiske unger. Så det var en praktik med rigtig mange knus og kram, holde nogle i hånden og have fire unger på skødet på samme tid. Fantastisk.
Det har været super lærerigt, hvordan man kan arbejde så fint sammen på trods af store kulturelle forskelle og forskellighed, men det har været en kæmpe stor oplevelse og Guatemala er virkelig et skønt land. Folket er så venligt og interesseret i at lære dig at kende. De hjælper dig rigtig gerne og synes det er rigtig spændende at hvide mennesker kan tale deres sprog. Især ude i den lille landsby, San Antonio, var det måske første gang for nogle, de havde set en hvid og mange af mødrene var så flinke til at rose og sige varme ting til en og det arbejde man gør for deres børn. Rigtig dejligt at blive bekræftet i, at det man gør, er godt nok.

Det er helt bestemt et sted, jeg vil stå inde for. Det er nogle søde mama’er, der arbejder der og børnene er bare så skønne. Børnene har brug for, der kommer et par ekstra hænder og det har de voksne egentlig også.

Alt i alt, har det var været en helt igennem vidunderlig oplevelse! Det handler bare om at kaste sig ud i det, så skal det nok blive seks måneder, der er væk på ingen tid. Sådan har jeg følt det.

Så GO FOR IT!!

Mange hilsner fra Marie

P.S. Hvis der er nogle der er interesserede må de gerne kontakte mig på min mail: marie_kappelgaard@hotmail.com