Skole:
Jeg gik i skole i Cuenca, der er en mindre, mere rolig by end hovedstaden Quito. Byen og skolen kan godt anbefales i forhold til at studere, da der ikke er lige så meget støj i Cuenca. Jeg syntes, at byen var hyggelig at gå rundt i. Det er en hyggelig lille skole, hvor man i pausen kan snakke med andre studerende fra rundt omkring i verden. Hverdagen blev hurtigt en rutine, men der var altid nyt at lære i skolen. Jeg gik i skole fra 4 timer om morgenen med en pause mit på dagen. Jeg studerede en måned og havde to forskellige lærere i 2 uger hver. Mine lærere havde forskellige undervisningsformer. Den første kunne ikke rigtig snakke engelsk, så der blev brugt mange forskellige simple forklaringer på spansk samt kropssprog indtil jeg forstod konteksten. Jeg havde meget undervisning i grammatik sammen med min første lærer, hvilket var en god måde at få genopfrisket og sat grammatikken på plads på. Sidst på skoledagen havde vi som regel en halv times samtale, hvor jeg så kunne bruge den grammatik jeg havde lært tidligere på dagen. Med min anden lærer var der mindre grammatik og flere samtaler. Måske lærte jeg ikke så meget yderligere spansk grammatik de sidste 2 uger, men jeg fik øvet det simple, så jeg kunne snakke mere (uden tvivl med flere grammatiske fejl), men længere samtaler. Jeg synes, det er godt at lærerne underviser på forskellige måder, og jeg vil anbefale, at man skifter lærer af og til medmindre, man har fundet en lærer som man føler har den helt rigtige undervisningsmetode.

Værtsfamilien jeg boede hos i Cuenca tog godt imod mig. Jeg havde haft spansk i gymnasiet, så jeg kunne snakke en smule, men i starten føltes det som om jeg ikke kunne forstå et ord samtidig med at jeg følte mig alene i verden. Det var noget af en omvæltning at være væk fra trygheden. Men efterhånden begyndte spansktimerne at hjælpe på problemet. Jeg kunne langsomt fører små korte samtaler med familien. Både i skolen og hos familien føltes det nogle gange som om jeg intet spansk kunne, mens andre dage føltes som om jeg virkelig forstod spansk. For mig varierede det en del og jeg tror det kommer an på humøret, hvor anlagt man er på dagen. Nogle dage havde jeg ikke rigtig lyst til at snakke spansk, fordi det godt kan være ret intenst at skulle snakke et fremmed sprog så meget. Men der boede andre studerende i samme værtsfamilie som jeg, hvilket gjorde, at jeg havde nogle at snakke med (på engelsk), hvis jeg havde brug for at kunne udtrykke mig. Det havde jeg af og til, for det er svært at forklare en familie på spansk, at man er ensom, savner Danmark og især sin kæreste. Hvis humøret og overskuddet var til det, startede jeg små samtaler med familien, der som regel altid virkede meget åbne for en samtale.

Projekt på Galápagos:
Da jeg ankom til projektet på Galapagos blev vi kørt ca. 45 minutter væk fra alting. Projektet “Jatun Sacha” på Galapagos var spændende, men til mange tider i den periode jeg tilbragte der, syntes det uorganiseret. Det kan skyldes, at lederen for projektet eller hans assistent ikke var på øen i en stor del af tiden, jeg lavede frivilligt arbejde.

Arbejdet i sig selv foregår delvist på selve området, hvor man opholder sig. Her består arbejdet i at skære brombærplanter ned med macheter, hvilket kan virke utroligt hårdt på grund af de ubehageligt mange myg, der sværmer omkring det myggenet (“myggehat”), som til tider er yderst nødvendig at have på for at undgå mange stik. Myggespray, kan heller ikke undværes! Det gælder stort set hele tiden på projektområdet. En anden ting man laver, er at samle frugter til juice, som man selv producerer, hvis man har køkkentjeneste. En tredje ting er opretholdelse af området. Det kan være at holde stierne rene, fjerne skrald, bygge nye rammer til nyplantede kaffeplanter osv. Jeg arbejdede også på at luge ukrudt i en have på projektområdet, hvor der plantes forskellige grøntsager og frugter, der bruges i madlavningen.

Man arbejder også udenfor projektet på en skildpaddereservat, der hedder Galapaguere. Her består arbejdet også typisk i at luge ukrudt eller omplante forskellige planter, herunder kaffeplanter og oprindelige planter fra øen, som man prøver at bevare. Lederen af projektet giver en god forklaring på, hvorfor dette arbejde udføres, men som de fleste ved, har Galapagos en unik natur, som man prøver at bevare.

Fredagen var afsat til en fælles aktivitet, og da jeg var der, tog vi på stranden. Denne dag skulle man ikke arbejde, men nyde naturen på Galapagos og snakke med andre frivillige. Weekenderne tilbragte jeg i byen på San Cristobal, hvor man uden tvivl vil se et hav af søløver. Der er her mulighed for forskellige dagsture. Vær opmærksom på, at man skal betale for taxaen til byen samt opholdet på hostallet i weekenden. Det er muligt at blive på projektet, men da jeg var der, tog alle ind til byen.

At være frivillig på Galapagos er dyrt, men alt i alt synes jeg, at det er turen værd, hvis man gerne vil opleve den unikke natur. Hvis man vælger projektet på Galapagos vil jeg helt klart anbefale, at der bliver sat tid af til at besøge de andre øer og får oplevet de smukke strande, vulkaner, set pingviner og fantastiske og meget smukke naturområder og mange unikke steder. Dog er Galapagos præget af turisme, mere end jeg havde troet i starten.

Mundo:
Mundo har været en hjælp til at organisere det hele. Især tak til Anne for at få det hele på plads. Det var også rart at vide, der var hjælp at få, hvis jeg havde spørgsmål eller var i tvivl om noget både før og efter jeg ankom til Ecuador. Hvis man gerne vil på dagsture eller planlagte ture, kan skolen i Quito hjælpe med at organisere det til en fair pris. Simon Bolivar skolen arbejder sammen med Mundo og jeg fik af vide fra start af, hvis der var nogle problemer, ville jeg altid kunne kontakte skolen. Det var rart at have en organisation bag sig i tilfælde af problemer (hvilket kunne have været at blive røvet, hvilket jeg heldigvis ikke blev udsat for).