Laura og jeg rejste sammen, og turen gik helt perfekt som planlagt. Vi havde 2 timer ca. i Heathrow og 4 timer ca. i Miami, vores bagage kom frem (vi skulle dog hente den i Miami selvom vi havde fået den tjekket ind hele vejen til Guatemala city fra Kastrup) og da vi kom frem stod Leonél udenfor, parat til at hente os som vi havde fået at vide han ville. En dame i flyet fra Miami havde rådet os til at spotte Leonél inden vi begav os ud i ankomsthallen, og det gjorde vi. Med kurs direkte mod ham ignorerede vi os gennem mylderet af folk der kom hen til os så snart vi bevægede os ud, ville tage vores kufferter, og sagde alt muligt vi ikke forstod.

Laura blev sat af hos sin familie, og jeg ankom til min, klokken var ti om aftenen. Den yngste datter tog imod mig, og viste mig ind til mit værelse; Lille, men rigtig fint og jeg har endda mit eget toilet. Familien tæller fire døtre, og en søn. Den ældste datter bor her sammen med sin mand og barn, så bor her en en canadisk pige som er af sted med sin skole. Her i sidste uge ankom to 16 årige canadiske piger fra en anden skoleklasse, de rejser videre på søndag… Vi bor altså 13 i huset lige nu. Derudover har vi en meget tynd hund, en kanariefugl, og to kaniner på tagterassen. Min ”mor” er rigtig sød, jeg følte mig ydmyg ved at træde ind i og bosætte mig hos en familie, men det viser sig at de har haft mange mange studerende og frivillige boende gennem 19 år, de er rigtig gode til at spørge ind til mig, vi har det hyggeligt og jeg føler mig helt velkommen og tryg ved at være her.

Den første weekend tog vi på tur, Laura, Niels som vi går på skole med i Danmark, og Johan som vi har mødt her i San Juan. Kl 6 om morgen kom de andre og hentede mig 

 og så tog vi ind til rejsebureaet i Antigua hvor bussen vi havde bestilt skulle hente os. 3 timer og en dødskørsel senere var vi ved verdens smukkeste sø ved byen Panachachel. Vi formåede, blandt de mange ivrige sælgere af bådture, at forhandle os frem til en privat bådtur til badested ved San Marco, som viste sig at  være tre klippesten og en 7 meter høj klippe vi kunne springe fra! Nogen af os overvandt frygten og sprang… Weekenden efter var planen at tage til de cairibiske bountystrande, men det endte med en noget andet oplevelse. Endnu en dansker fra vores skole var kommet, så vi var fem der tog afsted kl 4 fredag morgen. Laura og jeg havde dagen inden været i Antigua og hente meget stærkt myggemiddel, samt købt nogle af de berygtede malariapiller af en apoteker som påstod at de ingen bivirkninger havde, og tog man dem, var man beskyttet mod malaria en hel weekend.. Vi kunne ikke se der skulle være noget farligt ved dem efter at have tjekket på nettet, og aftenen inden tog vi dem, var lidt bange alligevel for bivirkninger så hun sov hos mig.. vi sov begge uroligt da vi lå og kradsede os og om morgenen kunne vi konstatere at vi begge havde drømt mærkelige drømme… men med myggenettet pakket (og en hel masse andet som skulle vi være væk i en måned) tog vi afsted til Guatemala City, hvor vi skulle vente halvanden time på næste bus.. Guatemala city så flot ud fra bussens ruder da vi nærmede os, men velvidende hvor farlig byen er, var det alligevel med blandende følelser at vi ventede der om natten. Det var nu helt ok, busterminalen var fyldt med vagter. Busturen endte med at tage 8 timer. Og da vi endelig kom til Rio Dulce town skyllede den heftigste troperegn ned over bussen, himlen var kulsort og El Pueblo de Rio Dulce var virkelig ucharmerende, fyldt med skrald og tiggende børn. Vi skulle heldigvis videre herfra, og vi fik blandt de mange irriterende bådmænd forhandlet os frem til en privat båd gennem Rio Dulce til vores første mål: Byen Livingston ved den Caribiske kyst! Vi fik store presenninger over os og så fik vi ellers tre-fire timers bådtur med heftig troperegn og vind lige i hovedet, det lyder måske ubehageligt men faktisk var det en fantastisk oplevelse. Sejlede langs de små mayalandsbyer, vi var gennemblødte men det var varmt og udsigten overalt var helt unik. Vi kom frem til Livingston og valgte byens ældste hotel: og med det sødeste værtspar fandt vi ud af, og søde nyfødte kattekillinger! Vi installerede os, i de små værelser – og konstarede at der ikke var skyggen af malaria, modsat hvad der stod i vores guidebøger.. på trods af besvær med piller og myggenet var det en lettelse. Vi tog en gåtur rundt i Livingston, som er en lillebitte by der er præget af en blanding af guatemalsk og Caribisk kultur. Virkelig hyggelig atmosfaere.. gik i butikker og fandt sjove ting og tøj.. tog på restaurant om aftenen hvor vi en meget fuld sort kvinde gerne ville lave fletninger i vores hår for en øl.. nogle af os fik et par stykker, med perler i. Regnen skyllede stadig ned og vi var spændte på morgendagen hvor vi skulle finde “Playa Blanca” den hvide strand! Om morgenen var solen fremme indimellem skyerne. Vi ville vi ta en dukkert i Livingston – men vandet var sort og fyldt med skrald. Vi spiste vandmelon på terassen og tog afsted.. havde fået at vide vi kunne gå til Playa blanca på et par timer. De lokale vi mødte på vejen var dog færdige af grin da vi spurgte dem til det, sagde at det kunne vi godt, men vi ville nok ikke overleve. Vi begav os afsted alligevel, og endte med at vi i stedet nåede til Sierte Altares inde i Junglen. Her brugte vi hele dagen: en hel serie af vandfald inde midt i junglen, vi badede i de varme vandfald og nogle sprang ned fra et vandfald. Vi mødte en franskmand som blev ved med at tale om slanger der faldt ned på os.. I forvejen var vi ikke glade for mærkelige dyr og parasitter der kunne findes i junglen.. men vi nød det hele og intet skete. Bagefter gik vi ned til kysten hvor der lå en slags restaurant. Vi spiste vildsvin og dådyr, smagte fantastisk… vi så de største edderkopper.. forsøgte at overtale en bådmand til at sejle os til playa blanca, men han turde ikke pga vejret, det blæste en del. Vi tog tilbage til Livingston hvor vi prøvede at gå ind på en lokal bar: Et stort helt oplyst lokale kun med et par hvide plastichavemøbler, mælkekasser og et par lokale der dansede til reggaerytmer.. Næste dag stod solen helt klar på himlen. Vi havde opgivet vores plan med at gå til Playa blanca og og tog en privat båd… Pludselig er der en der råber “Delfiner”!! En stor flok delfiner lige omkring os, bådmanden standser og vi springer i og bader med dem! De turde ikke komme helt hen til os men det var så fint. Playa blanca var hvidt sand, hængekøje, sol, kokosnødder, fodbold med de lokale drenge, badning, lækker mad lavet af de lokale mayaer.. vi var de eneste turister der den dag. Nok pga det ustadige vejr, men hvor var det helt vildt dejligt. Om eftermiddagen efter en hel dag her sejlede vores trofast ventende bådmand os direkte til Rio Dulce town hvor vi skulle tage bussen hjem om natten – denne gang fik vi en solrig tur gennem Rio Dulce, en helt anden oplevelse end før, men hvor er det skønt at sejle med solen og vinden lige i ansigtet.. Krebserøde og stive i ansigterne af den hurtige sejltur (kun to timer tog det nu) installerede vi os på et fælles værelse i Rio Dulce town hvor vi spiste aftensmad og drak nogle øl inden vi lagde os til at sove… kl. 3 om natten tog vi bussen hjem. Kom hjem til San Juan mandag formiddag og måtte direkte i skole i 5 timer.. en ekstra time, da vi tog fri fredag. avv det var hårdt! Da jeg så kom hjem til min familie om aftenen havde min ”far” og ”bror”, som arbejder på den lokale fyrværkerifabrik noget krudt (så meget hjemmelavet ud) som vi lige skulle på taget og fyre af…. der kom lidt lys og en helvedes masse røg! Jeg var så træt, og kunne næsten ikke rumme det.. isaær ikke da canadierne inviterede alle deres venner hjem! fik heldigvis sovet godt om natten og brugte formiddagen på taget med vores tynde hund Pelosa, sol, min sovepose, musik og spanske verber.. Jeg er så heldig at have en tagterasse med udsigt over hele byen, Fantastisk at ligge der i solen mellem vulkaner og flagrende vasketoej.

Min “mor” har hjulpet mig med vasketoejet hjemme i vasken. Det tog 2 timer og av mine håndled.. har bestemt fået andet forhold til hvornår mit tøj er beskidt. Selvom det var rigtig hyggeligt at stå der og vaske sit tøj og tale med moren, har jeg fundet ud af at min hushjælp gerne vasker mit tøj for noget der svarer til 7.50 kr og det er jeg altså gået over til siden…

Får serveret mad tre gange om dagen, og min mor er en virkelig dygtig kok. Min morgenmad består for det meste af pandekager (med mickey mouse motiv), en stor skål vandmelon, mango, honningmelon eller noget i den retning.. til frokost er det for det meste kylling, eller svinekød og ris gerne stegt med grøntsager og selvfølgelig tortillas hver dag. Til aften er det et lidt lettere måltid..får trofast serveret bønnemos hvilket jeg har haft det lidt svært med. Men har fundet ud af at det kan spises sammen med brød og jeg kan bedre lide det nu! Mange af de andre er åbenbart blevet skånet for dette i deres familier. Iaften fik vi f.eks. kyllingesuppe, macaroni og bønnemos. Jeg har også lavet mad en dag, lavede chile con carne. De kunne godt lide det, men måtte lave chilien ved siden af, da de fleste af dem ikke kan lide chili! Det havde jeg ikke troet… Tænker jeg vil prøve at lave noget mere dansk en anden dag.

I tirsdags var det Valentinsdag. Det går de ret meget op i… jeg fik sms’er fra alle pigerne i familien med glædelig valentinsdag “feliz dia del Cariño” og i skolen skulle vi danskere have en dansk ret med, det betød at vi jo måtte lave frikadeller og kartoffelsalat. To af os tog på på marked i mandags og købte ind. Vi endte med forskellige ting fordi det var så billigt! Et bundt radiser, en porre, krydderurter, selleri, kartofler, et blomkålshoved, til noget der svarer til omkring ti kr. Busterminalen ligger lige ved markedet og når man træder ud af bussen bliver man ramt af en mur af sanseindtryk, larm, støv og massevis af småbitte mennesker der myldrer rundt og sælger alverdens ting og madvarer. De første meter fra bussen er “smelly food” som canadierne kalder det, friturestegt alt muligt klamt, det stinker virkelig, samtidig med at man skal forholde sig til alle de henvendelser man får fra folk der synes man skal gå ind i deres bus og åbenbart tror, at jo højere de råber, jo hellere vil man med… det er altså et stykke af markedet man bare lige skal forbi. Men ellers nyder jeg at gå på markedet. Der er så mange flotte og lækre ting også og der er varmt og travlt og umiddelbart kaotisk, men hyggeligt! Hele familier sidder oveni deres bod, midt i alle deres grøntsager.. Når man skal hjem med bussen bliver man stuvet sammen og må sidde fastklemt, til lyden af høje marimba-rytmer fra bussens højtalere, og folk kommer ned af midtergangen og forsøger at sælge kæmpestore stykker lagkage, isvafler og bolcher midt i menneskemylderet .. der er altid fyldt med babyer men man hører ikke lyden af barnegråd eller sure miner, folk er helt rolige og jeg tager mig selv i at nyde selv de busture.
 
Nå, men vi fik købt ind, og tirsdag mødtes vi så i en af familiernes køkken, alle 7 danskere fra pædagoguddannelsen (3 nye piger er kommet fra Århus!) Vi fik lavet frikadeller med kartoffelsalat “guatemalastyle” – ikke muligt at skaffe hakket svine- og kalvekød, det skal åbenbart bestilles i forvejen, så det blev med oksekød og så alle vores ingredienser fra markedet.. det blev ret godt! Vores lærere tog en guatemalsk ret med (nachos, tomat/koriandersalsa og guacamole) og en kæmpe lyserød og hvid valentinskage med…
 
I fredags inviterede vi vores lærere med på den lokale taberna efter pausen! Det viste sig at vores lærere er nogle meget festlige mennesker! Var helt ør i hovedet af råb og grin efter den tur, fuldstændig overgearet men ret så sjovt var det!

I sidste uge var vi inde og besøge det projekt, vi skal arbejde på de næste 5 måneder. (www.godschild.org -guatemala). Det er støttet af donationer af det amerikanske hovedkontor og 70 ud af 90 medarbejdere er frivillige…det ligger en halv times buskørsel og en lille tuk-tuk tur væk fra San Juan (Som jeg har besluttet mig for at blive boende i ihvertfald en måned til, hos den samme familie. Koster noget der svarer til ca 2000 kr. om måneden, det er inklusive 3 måltider mad, det er svært at gøre billigere og udover at jeg er så glad for familien, er det rigtig godt for mit spanske). Projektet levede op til alle forventninger. Vi  (tre af os har valgt dette projekt) blev taget imod af en tysk pige. Det viste sig at hun har den samme bachelorgrad som jeg, i international erhvervskommunikation! Der er rigtig mange opgaver at varetage på projektet. Vi starter torsdag den 1. marts i skolen, i hver sin skoleklasse…den første uges tid skal gå med at prøve de forskellige afdelinger, børnehave, skole, klinik for underernærede spædbørn, gruppen der tager ud i til familier og vurderer hvor meget de har, i forhold til hvor meget projektet skal støtte dem, rådgivningsafdeling for mødre, shelter for hjemløse, bygge huse ( 4 blå vægge, et tag og cementgulv – nok til at beskytte en familie.). Derudover er der en masse praktisk og administrativt arbejde der skal gøres i forhold til frivillige medarbejdere, donationer, velgørenhedskampagner, oversættelse osv… Der er meget smukt og idyllisk inde på selve projektet hvilket står i stærk kontrast til San Felipes slum lige udenfor, og det er netop børn og familier herfra der er tilnyttet projektet. Vi kom ind i en klasse og hilste på nogle af børnene. De virker så kære! Jeg glæder mig til at starte om et par uger…
 
I bussen på vej hjem fra besøget var der pludselig en bus der spærrede vejen, folk væltede ud af bussen og politiet kom hen… vi anede ikke hvad der var sket, men da vi omsider kørte forbi kunne vi konstatere at buschaufføren havde fået en blodtud og et blåt øje! Vi gætter på, at nogen har fået nok af hans dødskørsel og konstante forsøg på at overhale andre busser for at være den første til at samle folk op… har nogle gange haft chauffører der nærmest ikke har haft tid til at stoppe for at sætte folk af og på, fordi de har haft for travlt med at overhale.

Der er nu en uge tilbage af skolen. Jeg har været utrolig glad for begge mine lærere (vi skulle skifte efter to uger) selvom jeg kan mærke at jeg lærer meget mere ved min nuværende end den forrige. Det er nogle hyggelige dage i skolen, også med de andre danskere. Desværre har jeg været virkelig træt i skolen nogen dage fordi vi går i skole fra 13-17, og det har ikke været muligt at skifte til morgentimer fordi en stor flok canadiere har timer om morgenen, så der er ikke undervisere til rådighed. Næste uge er de dog på tur, så der kan vi få morgentimer, det ser jeg frem til, så bliver der også tid til at lave noget om eftermiddagen. Ellers er alt godt. Jeg har ikke været syg, og håber selvfølgelig på at jeg slipper.

Det var alt for denne gang. Mange hilsener,

Mie Graversen

 

Buenos dias :)¨

I dag er det torsdag i påskeferien, tiden går hurtigt og jeg synes ferien smutter lidt væk mellem fingerene på mig… har denne morgen fået indhentet en masse skolearbejde, fik endda trænet en times tid inden frokost på min bror Carlitos’ værelse med motionscykel og pilatesbold. Det er jo skærtorsdag og i aften vil der være rigtig mange mennesker i Antigua, optog, hvilket der allerede har været masser af her i ugerne op til påske, og så er der ”ladies night” og tre af mine søskende skal derind, så mon ikke jeg også smutter derind her efter aftensmaden.

Jeg har arbejdet på projektet Nuestros Ahijados i en måneds tid nu… startede med en uge rundt i de forskellige afdelinger for til sidst at vælge ”depto de padrinos”. Jeg var to dage i børnehave det var rigtig sjovt. Jeg kom ind i klassen og blev modtaget med velkomstsang af 23 nuttede 5 årige børn, lærerinden Leonora, var enormt sød og satte mig hurtigt ind og involverede mig i arbejdet, og jeg blev hurtigt fanget af hendes blide måde at være overfor børnene på, og hvor let hun alene håndterede de mange børn, hvoraf et par stykker af dem har nogle forskellige udfordringer. Nogle af dem ved jeg allerede har levet et hårdt liv og så synes jeg det er påfaldende hvor ”lydige” og tilpasningsdygtige de er i en alder af 5 år. Men med tiden må jeg jo finde ud af hvad det skyldes.

Dagen efter, denne første uge, var vi hos depto de padrinos. Vi vandrede fire timer rundt i heden i et af slumområderne omkring Antigua, besøgte to familier, den ene var en bedstemor på 78 år, der levede med sin børnebørneflok på 5, ingen af dem havde arbejde. Hendes datter, altså moren til de 5, var bare skredet. De havde ikke engang noget elektricitet, hun havde 1 lille lampe der kørte på solenergi, doneret af en frivillig. Og hendes eneste indtægt var når hun kunne sælge æg. Børnenes legetøj var et gammelt reklameskilt og nogle plasticflasker. På vej hjem så vi en hest der var faldet om. Den lå og var helt tynd og svedig, den var fuldstændig dehydreret. Siden har jeg været på mange familiebesøg og fået et bredere indblik i befolkningens boligforhold.

En dag var vi med til mødrerådgivning, hvor der blev holdt foredrag om sundhed og ernæring under graviditet.. tænk, det er almindeligt for mødrene at leve af at drikke kaffe og spise tortillas under graviditet, og endda give nyfødte børn kaffe og tortillas.. Projektet har også en afdeling for underernærede spædbørn, hvor jeg også var i to dage. Jeg har aldrig set så lille en baby… og så har jeg været på Scheel Center, en skole for unge der har levet på gaden, i prostitutions- og narkomiljøer, mange med indlæringsvanskeligheder. Regeringen giver under 1 % til sociale ydelser, og det er den sørgelige virkelighed her.

En dag besøgte jeg en af mine gamle undervisere… Jeg troede hun var nogenlunde velhavende, men kom hjem til hende og blev overrasket over at se, at de boede 7 mennesker i to værelser – som vel at mærke ikke var adskilt – og det ene værelse var altså køkkenet. Derudover havde hun hverken døre eller vinduer. Der var helt åbent ind til værelserne, hvilket betyder de altid skal være mindst en person hjemme, de kan jo ikke bare låse og gå. Kan derudover kun forestille mig hvordan de må have det om natten, hvor jeg ligger med skiundertøj og indimellem må supplere tæppet med min sovepose, for det er virkelig koldt om natten.

Her den første måned valgte jeg altså at være hos depto de padrinos, kontoret for korrespondance mellem sponsorer/gudforældre (for det meste fra USA) og gudbørnene tilknyttet projektet. Det vil sige at der er en masse oversættelsesopgaver spansk-engelsk, engelsk-spansk, og mere administrative opgaver. Derudover besøger vi familier rundt omkring i Sacatepéquez regionen med henblik på at evaluere deres økonomiske og sociale situation og hermed hvordan projektet kan støtte dem. Det er et lille kontor med to medarbejdere, Angel og Rodolfo, som er jævnaldrende med mig og som jeg efterhånden har fået bygget et rigtig godt samarbejde op med. Det har været rigtig fedt at lære dem at kende, og tale spansk dagen lang. Jeg har siddet bag på Rodolfos motorcykel når vi har skullet på familievisit i de udsatte områder langt oppe på vulkanen og i byerne rundt om Antigua. En dag talte Rodolfo og jeg om, at jeg godt kunne tænke mig at arbejde mere med børnene og så kom han i tanker om en søskendeflok på 3 børn mellem 8 og 12, de klarer sig rigtig dårligt i skolen, og har brug for ekstraundervisning, men deres forældre kan hverken læse eller skrive. Rodolfo spurgte om det var noget for mig, og det kunne jo sagtens være. Vi besøgte dem en dag, og de virkede rigtig glade for tilbuddet om gratis undervisning i de sidste 3-4 måneder jeg er her. Det vil dog kun kunne lade sig gøre 1 gang om ugen da det er dyrt for dem at betale for børnenes bus, så de kan komme ind på vores bibliotek og bruge vores bøger. (Skal siges, at en bustur svarer til omkring 1 dansk krone.) Jeg overvejede at tilbyde at komme hjem til dem, men det er for farligt for mig at bevæge mig rundt i området alene. Jeg har spurgt Laura om hun vil hjælpe mig denne ene gang om ugen. Det vil hun gerne, og vi starter onsdagen efter påskeferien.

Mine to kolleger er begge gift og har to børn hver, og er begge nødt til at arbejde 6 dage i ugen for at forsørge deres familier. Rodolfo har været nødt til at sætte sine jurastudier på stand-by, da han pt. ikke har råd til at læse, og Angel læser administration ti timer på uni hver lørdag. På mange måder føles det underligt forkælet at kunne rejse til den anden side af jorden, og nærmest uforpligtende opleve og nyde goderne af et eksotisk, fattigt land, og så på den danske stats regning. De har f.eks. aldrig været i Tikal, junglen, som jeg sidste uge bare lige tog fri fredag og mandag for at tage til på forlænget weekend.

Alt i alt har denne første måned i praktik været spændende, rørende, lærerig… god, når man ser bort fra forvirring omkring, hvilken afdeling jeg skulle vælge, også i forhold til at kunne udfolde de kreative aspekter i mit linjefag, musik og drama. Nogle tidspunkter har det føltes som en stor ulempe at have valgt en så stor organisation idet det er svært at finde sin egen plads i det, og ikke bare være en ud af 90 andre frivillige, og føle det som om man indimellem er mere til besvær end gavn. Jeg er nu rigtig glad for at jeg valgte en måneds tid på det lille kontor, hvor jeg føler at jeg gør et nødvendigt stykke arbejde. Jeg har lært en masse om organisationen, de sociale og økonomiske forhold i Guatemala, lært stadig mere spansk og jeg har i det hele taget været rigtig vildt glad for at komme og være på arbejde. Selvom det også har været nogle lange dage hvor jeg ikke har haft overskud til meget andet, da jeg er taget afsted kl. 7.30 og kommet hjem ved 18 tiden. Jeg har nu haft sidste dag hos padrinos, inden jeg starter som hjælpelærer i 4. klasse, hvor det er planen jeg skal blive resten af min praktikperiode udover mine onsdage eftermiddage med søskendeflokken. Laura starter 3. klasse, og så er det planen at vi samarbejder om et linjefagsprojekt. Det bliver helt nyt, og jeg er spændt på hvordan det kommer til at forløbe.

Vi var 5 der tog en tur til Tikal og Flores forrige weekend,. Ti timer i bus og så var vi på øen Flores kl. 6 om morgenen… Flores var en charmerende lille ø/by med smukke huse og udsigt… vi fandt hurtigt ud af at det ikke tog mere end et kvarter at gå hele øen rundt. Vi fik installeret os på et hotel, og ret hurtigt slog vi os ned på en badebro ved søen, hvor vi opholdt os dagen lang. Dagen efter stod vi op kl. 4 for at komme afsted til Tikal, mayalandsbyen i junglen, og for at nå at se solen stige op over mayatemplerne… desværre var der nogle problemer med at komme afsted og vi nåede overhovedet ikke den opreklamerede solopgang men måtte betragte den halvt sovende indefra bussen henover det knap så smukke vejlandskab. Vi fandt da også ud af, at vi vi kun havde betalt for turen frem og tilbage og guide, og at vi også skulle betale for indgang til Tikal. Men det var en fin dag, vi oplevede junglen og vi så aber der svingede sig i lianerne, nogle flotte fugle og vaskebjørne. Tilbage i Flores tog vi ud og spiste på en fin restaurant nede ved vandet. Vi var trætte men endte alligevel på latino-bar, og morgenen efter gik med ret tunge hoveder på badebroen. Kunne sagtens vænne mig til at starte hver morgen med at springe i den sø, det var virkelig lækkert. Senere tog vi en båd ud til en anden strand og brugte eftermiddagen der… havde fantastisk bådtur hjem til Flores i solnedgangen. Vi gik en tur rundt i byen, inden vi tog på restaurant, som viste sig at have det sødeste værtspar. De endte med at køre os til bussen som vi skulle med sammen aften, på ladet af deres pick-up.

Min familie inviterede mig for et par uger siden til Puerto San José ved Stillehavet sammen med dem, jeg måtte tage en ven med og det blev selvfølgelig Laura. Kl. 03.30 vågnede vi, da bussen skulle køre klokken 4 lige ude foran vores dør. Vi kom ind i en propfyldt bus, kun med lokale familier. Vi kom først af sted halv fem, det vidste sig at det var min mormor som var lidt sent på den. Selvom det var tidligt og bussen var proppet til bristepunkt var stemningen hyggelig. Selvom vi er ved at være vant til det, blev Laura og jeg alligevel overraskede da bussen starter og høj techno-agtig latinomusik hamrer ud af bussens højtalere. En lampe i loftet var i stykker og blinkede hurtigt, den blev først slukket et godt stykke inde i køreturen, der som sædvanlig var hurtig og uden meget hensyntagen til de ujævne brosten og høje bump der skal sætte fartgrænsen. Mærkelig oplevelse i kombination med tidlig morgen og familier med gamle mennesker og små babyer.

Ved 6 tiden var vi fremme, og solen var ved at stå op. Bølgerne var høje, og sandet sort som på Monterrico som vi, gruppen af danskere besøgte ugen før. Far Carlos spurgte om jeg ville med på en løbetur langs stranden. Det var det smukkeste syn af solen der stod op i bag havet og kastede strålerne på det fine sorte sand, og selvom jeg ikke har løbet rigtigt siden jeg forstuvede min ankel, tog jeg med, i bare tæer løb vi mod solen og jeg mærkede ingenting, og det var bare så skønt at løbe igen. Det viser sig at min far løbetræner flere gange om ugen og siden har jeg løbet sammen med ham de i alt 8 km fra San Juan til Antigua og tilbage. Dagen gik med at bade i de kæmpe bølger som vi havde lært at styre på Monterrico ved at dykke ind i bølgen inden den knækker. På Monterrico kom jeg i starten til at vende ryggen til bølgen og blev derved kastet ind mod land i flere kolbøtter under bølgen og mod sandbunden, og desorienteret og omtumlet med stærkt saltvand i øjne, ører og mund dukkede op til vandoverfladen for så at blive ramt hårdt af endnu en bølge..av.. Men bølgerne her var ikke nær så store og vi kunne  faktisk svømme lidt rundt mellem at de ramte. Som dagen gik, kom der flere og flere til på stranden, kun lokale. Og næsten ingen  havde badetøj på, de vandrede bare ud i vandet i deres tøj! Jeg troede ikke min mor skulle bade da hun havde en fin blomstret bluse og bukser på, men hun vandrede også bare ud og legede i bølgerne med sine børn og sin mand… fantastisk. Efter frokost ville Laura og jeg finde os en is, da vi ikke turde købe noget af det de mange strandsælgere tilbød os. Vi bevægede os ind i den lille pueblo for at finde en butik men der var så klamt! Væk fra vandet var luften tung og kvalm af skrald, forurening, friturestegning, og på gaden lå store døde rotter og fisk. Jeg ved ikke hvordan det lykkedes os at købe en is og spise den, alt var så uappetitligt, men det gjorde vi -ad! Lettelse at komme tilbage til vandet.

Som sagt var vi ugen forinden 7 på stranden Monterrico: Mustafa, Niels, Laura, Christina, Maria, Line og jeg. Vi tog afsted fredag eftermiddag og var hjemme tirsdag aften! Vi skulle alle først starte projekt om torsdagen, derfor kunne det lade sig gøre. Det var fire dage med swimmingpool til kl 4 om natten, hængekøjer, lækre friske frugtjuicer, øl på stranden i solnedgangen og en fantastisk klar stjernehimmel, sjove men nogengange lidt for vilde ture ude i bølgerne.

Vi tog også en bådtur en tidlig morgen i solopgang ud i sumpen, hvor der skulle være alligatorer og fisk med 4 øjne… vi så dog ingen af delene. Laura og jeg var overtrætte og havde grineflip over at det eneste vi havde set, var noget der svarer til en stork og en hejre.

En aften i poolen er der en der spørger om vi skal svømme om kap. Det gør vi, men han svømmer hundesvømning -en disciplin vi flere gange har set, men som vi før troede var for sjov – og vi opdager, at de mange lokale simpelthen ikke kan svømme! De har ikke lært det.

En søndag tog vi på hesteryg! (Laura, Christina, Maria, Mustafa og jeg). Vi troede at der ville komme en bus og hente os ved vores efterhånden stam-travelagency inde midt i Antigua, og køre os til en stald. Vi havde fået at vide at der var hjelme, og sågar knæbeskyttere! Men mens vi sidder og venter hører vi pludselig lyden af hestehove på brostenene, og her kommer syv heste travende hen og standser ved os. Vi spørger vi efter hjelmene, men nej, det er nogle meget rolige heste, er svaret. Hestene ser fine ud, kun en smule tynde. Vi sender hinanden blikke om at det vist er ok og efter en hurtig gennemgang af hvem der har erfaring, og hvem ikke, stiger vi op i hver vores westernsadel. Vi rider på brostenene gennem Antigua, mellem biler, tuk-tuks og motorcykler, hestene er fuldstændig rolige og tager sig ikke af de mange lyde. Jeg føler mig hurtigt tryg, og er glad for min sorte Zorro. 3 timers ridetur gennem små pueblos og op på vulkanen Agua, gennem kaffeplantager og marker bliver det til. Den tur var helt sikkert pengene (ca. 200 danske kroner) værd, også trods virkelig ondt i inderlår den følgende uge…

Det var alt for nu… I næste brev er jeg forhåbentlig kommet godt hjem fra rejse, for jeg skal have fornyet mit turistvisum, og så kan man jo ligeså godt tage en uge i Mexico!