Den 15. oktober 2014 forlod jeg Danmark og rejste sydpå til Guatemala. Rejsen havde været planlagt længe gennem Mundo Spanish School. Jeg havde købt alle flybilletter. Min plan var umiddelbart at have fire uger i Antigua, Guatemala, hvor jeg skulle studere spansk, derefter tage til Flores, Petén, og arbejde frivilligt med vilde dyr ved projektet ARCAS i 12 uger, og så rejse til Galapagos, Ecuador, og arbejde frivilligt ved et projekt med skildpadder i 12 uger.
Den plan blev hurtigt ændret. Det startede dagen inden min afrejse fra Danmark, da projektet på Galapagos blev aflyst. Jeg tog af sted mod Guatemala som planlagt, og så måtte vi få løst det Galapagos-problem over mail.
Jeg blev opfordret til at købe alle flybilletter, som åbne flybilletter, så de kunne ændres, hvis der blev behov for det. Når man er væk så længe – med eller uden en plan – vil jeg umiddelbart sige, at man skal købe én billet ad gangen og se tiden an. Jeg fik at vide, at det ville koste omkring 1.600 kr. at ændre flybilletterne, men da jeg stod og skulle ændre dem, endte jeg med at betale 2.500 kr. Så tag af sted og book flybilletterne efterhånden!

Jeg ankom til Guatemala en torsdag aften og blev hentet af en fra Mundo. Jeg havde fået oplyst, at jeg ville blive introduceret til min værtsfamilie og høre om husregler m.m., men sådan gik det ikke helt.
For det første troede jeg, at jeg skulle bo og studere i Antigua, men jeg blev sat af i San Juan del Obispo, som er en lille landsby uden for Antigua, jeg ikke anede eksisterede, og det tog mig da lidt tid, før det gik op for mig, hvor jeg egentlig var. For det andet, så blev jeg bare sat af med en folder med lidt info om værtsfamilie o.lign., og blev samlet op af min værtsmor, der ikke talte engelsk overhovedet – og jeg kunne næsten intet spansk. Jeg blev fulgt hjem til familien og hilste på de andre familiemedlemmer, fik vist mit værelse, bad og køkken. Jeg fik kommunikeret mig frem til at få et glas vand og snakkede lidt, ganske lidt med familien den første aften, men der var ingen introduktion fra skolen. For det tredje, så stod der i min info fra skolen, at jeg den næste morgen skulle møde op ved skolen og få en rundvisning i Antigua. Min værtsfamilie vidste intet om det. Vi brugte lang tid på at prøve at finde ud af, hvad hinanden sagde. Det endte med, at vi måtte ringe til skolen, og først midt på formiddagen fik vi afklaret, at jeg skulle vente til om eftermiddagen, så ville en lærer hente mig og give mig rundturen.
Det var jeg ikke helt tilfreds med. Jeg får noget at vide, men bliver i stedet bare sat af ved en total fremmed familie, uden introduktion, og jeg har ingen mulighed for at kommunikere med dem om noget som helst, da vi ikke taler samme sprog, i et land, hvor alt er fuldstændig anderledes end hjemme, og så oven i købet i en lille landsby uden for Antigua.

I løbet af weekenden mødte jeg en medstuderende, én jeg kunne snakke med. Det hjalp rigtig meget på humøret. Jeg var pludselig ved godt mod igen.
Vi var kun os to, der boede og studerede i San Juan. Vi tog nogle ture til Antigua sammen, og jeg mødte flere medstuderende fra Antigua via de aktiviteter skolen arrangerede, så det var meget godt.
Det var en lidt træls start, men det vendte heldigvis hurtigt. Jeg elskede at bo i San Juan uden for Antigua af mange årsager. Det var noget roligere i den lille landsby, og min værtsfamilie var helt fantastisk. Jeg begyndte på spansk den første mandag og begyndte langsomt at kunne snakke mere og mere med familien, og de havde god tålmodighed og var rigtig gode ved mig.
En ting, jeg nød rigtig meget, var de offentlige busser mellem Antigua og San Juan. Strækningen var omkring 4 km, det tog en halv time og kostede Q1,50 (1,20 kr. ca.). Det tog så lang tid, fordi der er mange vejbump mod fart, og busserne stopper på næsten hvert gadehjørne for at samle folk op eller sætte folk af. Det er gamle busser, der lyder som om de kunne falde sammen hvert øjeblik – især på brostenene i Antigua. Men det var næsten en fest i busserne. Der var som regel to i hver bus, en chauffør og én der hjalp folk ind og ud og samlede betaling. De var glade og hjælpsomme, der var munter musik og om aftenen også lys, så det var næsten ligesom en partybus. Og folk rykker gladeligt sammen, så flere kan sidde ned.
En anden ting, jeg også hurtigt lagde mærke til, var alle murene. Alle huse er gemt bag en mur med pigtråd på toppen. Det hele virkede så lukket. Det vænnede jeg mig aldrig helt til.
Og én ting, jeg måske gerne ville være forberedt lidt på, var, at man ikke skulle smide toiletpapiret i toilettet, men i en skraldespand ved siden af i stedet. Det tog mig også lang tid at vænne mig til det. Det er en lille ting, man ikke tænker over, men når man har diarré og ikke bare kan tørre sig og lade papiret falde i kummen, så lægger man pludselig mærke til, hvilken luksus det er hjemme.

Mens jeg studerede spansk, fandt voluntørerne fra Mundo i Danmark et andet projekt på Galapagos til mig. Det var dog med turister også, ikke kun skildpadder, så jeg ville ikke være der 12 uger. Jeg besluttede mig i stedet for fire uger og en uges rundrejse til de forskellige øer.

Jeg nød min tid meget ved familien i San Juan, og tog med skolen rundt til bl.a. en marcadamia finca, kaffe finca og en tur til Semuc Champey. Jeg fandt en stald i San Juan, hvor de havde heste, jeg red på nogle gange. De fortalte om et sted på den anden side af Antigua, hvor de hjalp gadehunde og manglede voluntører.
Så igen ændrede mine planer sig. Jeg forkortede mit planlagte ophold ved ARCAS, så jeg havde tid til at hjælpe hundene også, da jeg er meget interesseret i hunde.
Efter de fire ugers spansk tog jeg så to ugers “ferie”. Jeg rejste med min veninde fra San Juan til Mexico, for at forlænge visa. Det blev også til noget af en oplevelse. Vi ville have en overnatning i Xela, Quetzaltenango, på vej til Mexico. Det blev til i stedet tre nætter, hvor vi ville spare, så vi overnattende tre forskellige steder, det ene mere usselt end det andet. Det tog vi som en oplevelse, og da vi endelig kom til Mexico, fandt vi et hotel, som var luksus i forhold til stederne i Xela, OG vi kunne smide toiletpapiret i kummen!
Når man skal forlænge sit visum, så skal man egentlig forlade landet i 72 timer, men da vi krydsede grænsen til Mexico, blev vi tilbudt at betale Q200 (160 kr.), og han ville give os et stempel, så vi kunne returnere til Guatemala med det samme. Vi overvejede det lidt, men besluttede os dog for vores “luksus” i Mexico efter vores ophold i Xela.
Efter Mexico tog vi nogle dage til Monterrico beach og nød den varme strand. Det var en utrolig flot sort strand, lækkert vejr og rigtig hyggelige mennesker.

Efter lidt ferie, var det tid til voluntør arbejde i Petén. Jeg bookede en bus op til Flores. Jeg vidste ikke, at jeg kunne booke en natbus, så i stedet rejste jeg hele dagen for at overnatte i Flores og finde en båd til ARCAS næste morgen.
Og igen skuffede Mundo mig lidt. De sagde til mig, at jeg skulle maile min bustid til dem, så de vidste, hvornår jeg ville være i Flores, så de kunne give ARCAS besked. Så midt i min “ferie”, da jeg bookede bussen, sendte jeg informationen til dem. Men da jeg kom til Flores, var det tilfældigt at en større gruppe skulle til ARCAS og jeg kom gratis med deres båd, fordi jeg ikke vidste bedre. Og da jeg nåede ARCAS fik jeg at vide, at de ikke anede, at jeg kom og ikke havde plads til mig, fordi den store gruppe var der og skulle være der fire dage. De ringede til skolen, som mente, at vi havde aftalt, at jeg selv ville underrette ARCAS om min ankomst, hvilket ikke havde været på tale på noget tidspunkt. Det resulterede i, at jeg måtte samle al min opbakning igen og tage en båd tilbage til Flores. Den næste dag var der dog to voluntører, der skulle hjem, så jeg kunne tage en af deres pladser. Men denne eftermiddag bookede jeg en tur til Tikal i stedet og fik set de flotte ruiner, med en guide der kunne fortælle en masse interessant. Det er et ret imponerende sted.
Jeg overnattede igen i Flores, og den næste dag tog jeg endnu en båd til ARCAS. Denne dag var “Flores-dag” for voluntørerne (to gange om ugen tog voluntørerne ind til byen for at få varme brusebade og bruge internet), så da jeg ankom igen, var alle voluntørerne på vej mod Flores. De spurgte om jeg ville med, men det sidste jeg havde lyst til på dette tidspunkt var at tage til Flores endnu en gang, så jeg blev. Jeg blev ellers taget godt imod, blev vist på plads og fik fortalt lidt om stedet og arbejdet og regler. Ellers havde jeg den eftermiddag for mig selv og kunne slappe af og falde lidt til.
Jeg arbejdede ved ARCAS i lidt over tre uger indtil lige efter jul. Jeg elskede det sted. Arbejdet med dyrene var alle tiders, de ansatte og de andre voluntører var rigtig søde, og vi havde det rigtig godt sammen, så stemningen dér var helt i top.
Vi holdt jul dér sammen, med danske juledekorationer og juletræ blandet med lidt lokale traditioner og mad.

Efter jul tog jeg ned til Antigua igen, hvor der skulle være noget fest i San Juan mellem jul og nytår, som jeg gerne ville være med til.
Det var meget hyggeligt, men stod kun på en dags tid, og da jeg kom til Antigua, var det som om, jeg ikke kunne finde ro. Jeg var ikke færdig med ARCAS. Så jeg besluttede mig for at returnere efter nytår. Nytår i Antigua var ganske roligt for mig. Jeg fejrede det med en ven. Omkring midnat var vi i Parque Central, hvor folk tændte lanterner og sendte til vejrs og et fyrværkeri startede. Der var lys i alle træerne i parken, og det var alt sammen rigtig flot. Bagefter fik vi en øl sammen, og så gik jeg ellers i seng.
Få dage efter nytår havde jeg meldt min ankomst til ARCAS til den voluntøransvarlige, men bedt hende holde det hemmeligt for de få voluntører, jeg kendte, der var der endnu. Jeg ville overraske dem.
Denne gang tog jeg natbussen op til Flores og sov det meste af turen, dårligt, men sov. Jeg fik sendt en båd og nåede til ARCAS til lørdag morgen, som var pandekagedag. Det var helt perfekt. Allerede i båden på vej til ARCAS, kunne jeg mærke en ro komme over mig, det føltes bare rigtigt, at jeg skulle være der lidt længere. Jeg fik overrasket voluntørerne, spist pandekager og så ellers i gang med arbejdet.
Jeg blev i to uger og fik afsluttet mit ophold dér bedre, og forberedt mig selv på at skulle være i Antigua igen.
Jeg tog dog endnu en “ferie”, inden arbejdet i Antigua skulle starte. Jeg rejste med nogle venner til Semuc Champey, så skiltes vore veje i Antigua, hvor jeg rejste videre med en ven. Vi tog først til San Pedro, Lago de Atitlan. Der havde vi et par overnatninger, hvor vi besteg en top en morgen og så solopgangen, han fik en tur på motorcykel, mens jeg havde massage- og spa-dag. Derefter tog vi til Monterrico og slappede af på stranden. Vi lejede en ATV og kørte på stranden, det var meget sjovt, og vi købte billet til at hjælpe med at sætte babyskildpadder fri på stranden.
Han tog hjem til Australien efter vores lille ferie. Jeg blev i Monterrico en ekstra nat, da min veninde i Antigua spurgte mig, om jeg ville til Monterrico med hende. Så jeg blev dér nogle ekstra dage med hende også. Dagen, hvor hun ankom, var jeg dog blevet ret syg. Madforgiftning! Efter tre måneder i Guatemala, hvor folk omkring mig er blevet syge med alt muligt forskelligt, og jeg har sagt, at jeg ikke bliver syg, fordi jeg er viking, så blev det alligevel min tur til at bukke under.
Så jeg blev der tre dage med hende, hvor jeg bare skulle slappe af og komme mig over den omgang.

Jeg kom endelig til Antigua igen og flyttede ind på det hostal, hvor jeg havde boet de andre gange, jeg havde været i byen. Jeg tog det stille og roligt de første dage til lige at falde på plads og begyndte ellers at ride i San Juan igen den første uge. Derefter fik jeg startet ved hundene. En af de fastansatte hentede voluntører i Antigua hver morgen i sin pickup og kørte dem ned til byen igen til middag. Jeg havde desværre kun to uger ved dette sted, men det var også et helt fantastisk sted. Folkene, der ejede det og arbejdede der, var rigtig søde, hundene var uimodståelige, og det var rigtig fedt at arbejde med dem. Jeg fik mange gode råd, fordi jeg er meget interesseret i træning af hunde og hundeadfærd, så jeg ville have elsket at kunne bruge mere tid der.

Mine sidste dage i Guatemala var i slutningen af februar, hvor jeg pressede så meget tid ind hos hundene og hestene som muligt og skulle så ellers tage afsked med alle. Hundefolk, hestefolk, værtsfamilier og venner fra skole, hostal og andre steder. Det var ret hårdt, især fordi man ikke vidste hvornår/om man vil se dem igen.

Guatemala har haft en effekt på mig, som jeg ikke aldrig ville kunne forestille mig før, og som jeg ikke kan beskrive. Men det har været en helt fantastisk rejse, fyldt med anderledes, gode og spændende oplevelser. Jeg vil virkelig savne det og jeg vil så gerne vende tilbage en dag.

Nu går turen til Galapagos, endnu et eventyr inden hjemrejsen. Selvom jeg vil savne Guatemala meget, og jeg hellere end gerne ville have brugt mere tid dér, så bliver det også rigtig spændende med Galapagos.
Jeg var lige faldet til i Guatemala og fundet mig til rette med alle forskellighederne, og så afbryder jeg det og kaster mig ud i endnu en komplet ny situation.

Selvom der løbende var ændringer i planerne, og tingene ikke altid gik som man forventede, så vil jeg sige at voluntørerne for Mundo i Danmark gjorde et rigtig godt stykke arbejde og hele tiden spurgte ind til, hvordan det gik, så de kan følge med. Mundo Spanish school i Antigua er jeg lettere skuffet over, med dårlig information og misforståelser. Men selve opholdet ved værtsfamilien, spansktimerne og projektet var rigtig godt, og det er jeg mere end tilfreds med.
Jeg hørte historier om og mødte folk, der havde været udsat for tyveri og andre ubehageligheder, men jeg selv oplevede ikke noget af det. Om jeg bare var heldig, eller hvad det skyldes, så var der i hvert fald ikke noget tidspunkt, hvor jeg ikke følte mig sikker. Jeg tog mine forholdsregler, men nød ellers bare min tid der. Hvis tingene ikke gik helt som ventet, så er folk rigtig søde til at hjælpe en.
Så alt i alt havde jeg en rigtig god tur, med en masse fantastiske oplevelser.