Turen til Ecuador

Jeg fløj mod Quito den 31. oktober 2007, med mellemlanding i Heathrow og Miami lufthavn, samt overnatning i Miami. Jeg mødtes med Anders, en anden Mundo-volontør som tilfældigvis skulle af sted samme dag som jeg, i Kastrup lufthavn. Så startede den lange flyvetur ellers, og det gik rigtig fint lige indtil ankomsten til Miami. Vi kom ud af flyet og mødtes af en ganske tom, og tilsyneladende lukket lufthavn. Vi var rigtig trætte og ville gerne finde ud af, hvordan man kunne komme billigst hen til de to forskellige moteller, som vi havde reserveret plads i. Vi formåede aldrig at finde en informationsstand, så vi endte med at spørge ved AVIS biludlejning, om de vidste hvordan transportmulighederne var. De vidste desværre ikke hvordan man kom til mit motel, Comfort Inn, så jeg endte med at tage en taxa til over 30 dollar derud. Næste dag mødtes vi alt for tidligt i lufthavnen (igen på AVIS-sælgerens formaning), det er IKKE nødvendigt at være der 3,5 timer før! Og der fandt jeg ligeledes ud af, at var vi blot gået længere til højre eller venstre dagen før, ville vi have fundet masser af informationsstande, samt den minibus som stod for gratis transport til og fra motellet. Så led lige lidt længere i Miami lufthavn – det kan betale sig!

En dag i Quito til at ordne praktiske ting

Vi ankom i Quito den 1. november om aftenen, og der havde vi fået at vide at vi ville blive hentet at Xavier fra Simon Bolivar sprogskolen i Quito, som ville køre os til vores hostel i Quito, samt give os vores busbilletter til Cuenca. Vi ventede og ventede i lufthavnen, og lige som vi var ved at finde alternativ transport dukkede Xavier op. Uden busbilletter. Vi fik dog et lift, samt beskeden at en dame ville komme forbi vores hostel med dem ”midday tomorrow”, og der skulle vi så også betale for dem.

Efter en god nats søvn stod vi tidligt op næste dag for at tage hen til New Horizons kontor og snakke med dem om volontør-arbejdet. Det var desværre lukket, men da det stadig var tidligt, kunne vi jo komme tilbage senere og prøve igen.  Derfor tog vi videre ud at se lidt af den gamle by i Quito – det var fantastisk smukt. Og ved 12-tiden (midday?) satte vi os til at vente på hostellet, på damen som skulle komme med vores busbilletter. Og vi ventede… Vi prøvede at få receptionisten til at ringe både til Simon Bolivar sprogskolen og til New Horizons – men ingen af os kunne spansk, og hun talte intet engelsk. Vi prøvede også at gå forbi sprogskolen, som virkede lukket. Heldigvis mødte vi en amerikansk dame som talte spansk, og som også skulle til Simon Bolivar sprogskolen i Cuenca – og hun kunne både fortælle os, at den 2. november var ”day of the dead” og en stor helligdag i Ecuador, så alting var lukket, samt snakke med receptionisten – desværre var begge de relevante kontorer lukkede. Men men, hun havde et nød-telefonnummer til Pamela, sekretær på Simon Bolivar i Cuenca, og til sidst fik vi vores busbilletter. Efter at have ventet og været stressede resten af dagen… Og selv have været nødt til at træffe beslutningen om, at New Horizons måtte vente til en anden gang. Så alt i alt rigtig ærgerligt, at der lige var helligdag den dag.

Sprogskole i Cuenca

1. familie

Vi blev hentet på busterminalen i Cuenca af vores respektive familier (efter den 10 timer lange bustur). Min familie talte ikke engelsk, og jeg talte ikke spansk – så det var næsten umuligt at kommunikere. Da vi ikke kunne tale sammen ved jeg ikke om de eventuelt ville have lavet noget med mig den lørdag aften, Cuencas befrielsesdag, men det virkede ikke som om at familien havde nogen som helst planer – hverken for mig eller for dem selv. Heldigvis havde jeg en veninde, Karen, som også rejste med Mundo, og som skulle af sted til Peru mandag morgen – og hun tog mig med ud og se lidt på festlighederne i den på det tidspunkt fremmede by. Søndag brugte jeg ligeledes på at gå på internetcafe og så på at mødes med Karen igen. Der var intet initiativ til samvær fra familiens side. Det gik da også sådan, at det i løbet af ugen blev mere og mere mærkeligt og ubehageligt at se familien, og fredag fortalte jeg Pamela, sprogskolens sekretær, om problemet, og endte med at skifte familie samme dag. Det viste sig, at familien havde mange interne problemer, med en far som har haft polio, nu knap kunne gå, og på det tidspunkt havde han han en lille depression på grund af dette, hvilket ledte til at familien ikke snakkede indbyrdes, og at det var kun moren som jeg så. Familien havde også økonomiske problemer, og det føltes meget som om at de kun var værtsfamilie for pengenes skyld – men så er servicen og stemningen på et hotel altså bedre, hvis man alligevel hverken får snakket spansk med sin værtsfamilie eller får noget kulturelt indblik i livet i Cuenca (ud over at det er et hårdt liv). Så selvom det var virkelig ubehageligt at fortælle dem, fik jeg sagt, at jeg ikke længere havde lyst til at bo hos dem.

2. familie

Jeg flyttede til en varm og kærlig familie, som tog mig til sig med det samme. Så flyt hvis der er større problemer! Desværre havde moren i min nye familie cancer på et fremskredent stadium. Og hun bad mig om hun måtte låne en masse penge (300 dollars) til en undersøgelse, og jeg følte ikke at jeg kunne tillade mig at lade være med at hjælpe dette gode menneske, selvom min egen rejse ville være sat lidt over styr hvis hun ikke kunne betale tilbage. Undersøgelsen gav et nedslående resultat, hun var langt sygere end de havde troet. Så til trods for alle deres gode intentioner og deres imødekommenhed var det utrolig hårdt at bo hos dem. Gåture kun med moren, hvor hun fortalte mig, at hun egentlig var klar til at dø, hun havde levet et dejligt liv – hun var blot utrolig ked af det på vegne af sine børn. Familien havde ikke råd til den dyre behandling, ingen forsikring og lånte penge i øst og i vest for at bevare troen og håbet. Det gjorde den kun værre, at mit spansk var utrolig mangelfuldt, og at halvdelen af al kommunikation gik tabt. Så jeg endte faktisk med primært at snakke engelsk med deres søn, pga. det stressende i den tilspidsede situation. Så alt i alt lærte jeg ikke meget spansk hos familierne – jeg lærte dog noget om levevilkårene i Ecuador.

Sprogskolen

Jeg var glad for undervisningen på sprogskolen. Jeg havde en rigtig god og engageret lærer ved navn Martha, som lærte mig meget. Det var også fint med de forskellige ”after school activities”, fx salsa, madlavning, latinamerikansk musik etc.. Desuden et godt sted at møde andre i samme turistbåd, som man kunne tage på museum med og på weekendture. Her kan jeg på det varmeste anbefale Cajas nationalpark og Ingapirca. Jeg arrangerede turene med de andre elever, så det næsten kun kostede en billig busbillet, i stedet for at gøre det gennem det dyre rejseselskab på skolen. Og det var udmærket, bortset fra at vi for vild i Cajas, og ikke umiddelbart kunne få noget transport hjem.

Puni Rumiyacu

Vi ankom til Tena (den by som ligger tættest på samfundet i junglen) 3 personer. Her skulle vi mødes med vores guide, Edison. Han kunne så fortælle at vi de næste 4 uger skulle bo i vores egen åbne hytte ude i junglen sammen med ham. Han var med andre ord sammen med os 24 timer i døgnet – også i weekenden, når vi tog ind til Tena, men det var også fordi han var helt ny og slet ikke kendte andre i Tena.

Nå men så gik turen ud i junglen med bumlebus, flodkrydsning etc., det tog vel ca. 3-4 timer. Jeg troede, at jeg skulle ud at bo midt i en idyllisk indianerlandsby, og derfor blev jeg noget skuffet da jeg fandt ud af, at de ikke var indianere, men blot fattige mennesker som havde købt billige jordlodder midt i junglen. Derudover var det ikke en landsby, men huse spredt med ca. 20 minutters gang-afstand, gemt ude i junglen. Og et resultat af dette var at jeg næsten ikke så nogle voksne mennesker den første uge vi var der, og ej heller deres huse. Fandtes de i det hele taget eller var det bare en masse børn som legede på et fællesareal tæt på hvor vi boede? Det at Edison ikke kendte nogen fra samfundet, fordi han var helt ny gjorde det ikke lettere – og ”præsidenten”, dvs. samfundets udnævnte leder, var udenbys, så vi havde reelt set ikke noget at lave den første uge vi var der, da de andre i samfundet (som Edison ikke kendte og ikke havde let ved at få i tale) ikke ville udtale sig om, hvad samfundet havde brug for. Det var utrolig frustrerende, og vi overvejede kraftigt at skifte projekt. Vi var jo kommet for at hjælpe, ikke for at bade i amazonfloden og sove dagen lang i hængekøjerne…

Det blev dog mere positivt. Efter den første uge sad vi i weekenden i Tena og diskuterede om vi skulle fortsætte på projektet eller ej (det ville være hårdt at fortsætte alene og at være alene med guiden 24/7). Det blev afgjort at vi skulle bygge en legeplads til børnene ganske uopfordret, for at have noget at lave. Det var mærkeligt for mig, da det ikke var et ønske fra samfundet, men tværtimod ville kræve hjælp og arbejdskraft fra dem. Men i gang gik vi. Og efterhånden mødte vi de forskellige personer fra samfundet, når de hjalp os med at fælde træer, til fælles arbejdsdage samt når alle tog ud for at arbejde på grusvejen som var ved at blive bygget gennem junglen. Og folk var søde og tydeligt fattige, så det gav mere og mere mening at hjælpe til derude. Vi fik da også bygget en fin lille legeplads til sidst, som børnene blev glade for. Dog kom alt initiativ fra os, vi kæmpede for at have noget at lave.

Det som startede virkelig dårligt blev efterhånden rigtig godt. Det var en stor oplevelse at bo ude i junglen, at bruge stearinlys da der ikke var el, samt at drikke kogt flodvand da der ikke var rent vand. Børnene var fantastisk søde, og de havde brug for bedre og mere ekstensiv undervisning i skolen, hvor der var 1 lærer til de ca. 18 elever på forskellige klassetrin.  Jeg er sikker på at der fremover vil være lettere at finde noget at hjælpe med, vores dårlige start var i høj grad på grund af vores total uvidende og uautoritære guide. Han voksede dog med opgaven. Til det knytter der sig en lille anekdote, nemlig at vi under opholdet i junglen blev bestjålet (kreditkort, penge…). Det viste at sig at være vores tætteste naboers 14-årige dreng, som ikke længere kunne gå i skole, da skolen stopper med sjette klasse, og som endnu ikke havde fundet arbejde. Hans far var dybt alkoholiseret, så moren stod alene med ansvaret for opdragelsen af deres 7 børn, og det magtede hun ikke. Det var dog folk fra samfundet som havde set ham have masser af penge på det seneste, som han brugte på øl – besynderligt når han nu ikke havde noget arbejde. Men det var først da New Horizons truede med at trække deres uundværlige støtte til sig, at folks munde kom på gled, og der var et stort fællesmøde etc. Og Edison forsikrede os om at faren havde lovet ham ikke at drikke igen, og at sønnen havde lovet ikke at stjæle igen. Det lyder måske hårdt, og det var det også, mens det stod på, men faktisk synes jeg, at hele denne affære bragte os tættere på samfundet og ikke det modsatte. Så jeg endte med at gå derfra med en god oplevelse i lommen, samt diverse problemer med nu kun at have et kreditkort med et for lavt hævemaksimum, da jeg havde lukket det andet, imens det var stjålet.

Jeg rejste rundt en måned efter projektet var afsluttet, og det kan på det varmeste anbefales. Det er dejligt at se mere af Ecuador eller Sydamerika, og herunders skal det lige nævnes, at Galapagos er vidunderligt og alle pengene værd at besøge.