Vi valgte at starte vores fire maaneders rejse til Sydamerika med sprogskole og frivilligt arbejde arrangeret af Mundo. Vi taenkte det var en god maade at laere spansk (som vi hoerte var uundvaerligt paa et kontinent, hvor faa snakker engelsk) samt at det frivillige arbejde ville fungere godt som en maade at komme under huden paa den ecadorianke kultur. Disse to ting kombineret ville ogsaa goere at vi skulle vaere det samme sted i laengere tid, og det synes vi passede fint som start paa en tur, hvor vi vidste vi ville rejse meget fra sted til sted senere.

Da vi ankom til Quito blev vi hentet af vores nye foraeldre Vincente og Laura. Laura er leder for New Horizons, som arrangerer de projekter Mundo udbyder. Vi var allerede sprogmaessigt fortabt fra foerste sekund, men familien var rigtig soede. Allerede naeste dag gik det loes paa sprogskolen med 4 timers eneundervisning. Det trak taender ud, og de foerste par dage var vi generelt ret traette og frustrerede over sprogbarrieren. Nu kan vi dog sige: “Fortvivl ej. Det bliver bedre! – og det er det hele vaerd!” Det var isaer svaert fordi der boede en anden frivillig, som var blevet rigtig god til spansk, men det handler blot om at kaste sig ud i det og snakke. Proeve at forklare ting og fortaelle om hvordan ens dag har vaeret – selvfoelgelig i nutid, fordi vi ikke var naaet til datid endnu. Og samtidig med at det til tider var frustrerende med alt det input, man dag efter dag forsoegte at lagre i sit hoved (verber, boejninger, navneord, saetningsopbygning osv.), saa var der helt klart ogsaa lyspunkter, hvor man faar optur over, at der er noget man pludselig kunne finde ud af, eller bare opdager, hvordan man faktisk laerer ret saa hurtigt og kan snakke med isaer sin laerer om mange ting og sager. Bare husk at fokuser paa én ting ad gangen i laeringsprocessen, saa du ikke bliver frustreret over, at det hele roder rundt – for det goer det! Men man kan jo ikke laere det hele paa én gang, saa bare tag et skridt af gangen og husk, at du kan mere end du foeler!

Vi var lidt aergelige over, at sprogskolen ikke havde et socialt rum, hvor man rigtig kunne komme i kontakt med andre elever og rejsende, for vi var i Quito da der var koldt og overskyet hele tiden, saa det var ikke saa oplagt at haenge ud i gaarden eller noget i den stil. Dette gjorde at vi ikke laerte andre at kende, og da vi proevede at engagere os i sociale aktiviteter som madlavning, var der for mange til at det var sjovt. Rikkes laerer gik meget op i at snakke meget, mens Nannas laerer lavede fine noter og gennemgik alting meget grundigt, grammatik og korrekt. Rikke synes det fungerede fint i starten, men i slutningen af foerste uge, maatte hun lytte til sin mavefornemmelse og skifte laerer. Der manglede struktur, grammatik og overblik. Inde paa kontoret var de meget forstaaende, og jeg fik en ny laerer. Det er en ting de er gode til i Ecuador: fleksibilitet. Vi har dog vaeret ekstremt glade og overraskede over hvor meget to uger kunne faa os fra nul spanskkundskaber til konverserende. Vi havde skabt en rigtig god base, og det fungerer godt at bo hos en vaertsfamilie, man saa kan tage hjem og “oeve” hos.

Det fungerede rigtig godt at bo hos en familie, dog lidt irriterende at man skulel hjem og spise frokost hver dag, saa dagen ligesom blev afbrudt naar man skulle bruge tid paa at tage hjem, og derhjemme gik lidt i staa. Men alle er rigtig hjaelpsomme og snakkesagelige, saa hvis man har problemer med noget, skal du nok blive hjulpet paa vej.

Noget der overraskede os var forventningerne der moedte realiteterne. Vi troede Quito ville vaere en spaendende, interessant og charmerende storby. I stedet moedte vi en osende, larmende, kaotisk by, som er farlig efter kl. 18. Det begraensede en meget, fordi man om aftenen kun kunne tage til turistomraadet med taxa. Der er selvfoelgelig ting at se omkring Quito, men det var ikke hyggeligt lige at gaa en tur. Quito er ikke rigtig en by der er saa oplagt at ‘haenge ud i’ – det er den baade lidt for kaotisk og farlig til.

Raad naar vi kigger tilbage paa de to foerste uger i Quito:
• Hav taalmodighed og giv dig selv lov til at vaere frustreret, men proev samtidig at blive ved med at snakke spansk
• Del evt. dine uger op (hvis du tager flere uger end to). Vi synes, at efter to uger havde vi rigeligt at oeve os paa, og traengte netop til at oeve os paa det vi havde laert, uden noedvendigvis at faa flere inputs. Et pusterum. Og saa kunne det vaere, at man efter lidt oevetid – en uge, to eller flere endnu – kunne fortsaette med nogle spansklektioner, og arbejde videre derfra hvor man nu var naaet til. (Det kan helt sikkert godt lade sig goere – de er mega flex!)
• Vi vil pga. manglende socialt rum og osende Quito nok anbefale sprogskolen i Cuenca, da den lyder hyggeligere, og Cuenca er stadig en storby men med mere charme.

Under de to regnfulde og kolde uger i Quito taenkte vi meget paa det projekt vi skulle arbejde paa bagefter. I Danmark havde vi besluttet os for at arbejde paa Childrens Street Programme, men kommunikationen er en ting, vi har fundet ud af, der ikke fungerer fantastisk her i Ecuador. Vi troede vi skulle bo i en lejlighed el.lign under vores frivillige arbejde, men New Horizons sagde vi skulle blive boende hos Laura og hendes familie. Det kunne vi ikke overskue, da lejligheden var rigtig fin og stor, men vi foelte os lidt laast, fordi der ikke var meget at lave, langt at gaa hver gang vi skulle noget osv. Saa vi begyndte at kigge paa andre projekter – mest for at komme til en anden by, hvor der maaske var mere af den forventede sydamerikanske varme og charme. Laura spurgte hvorfor vi ikke ville vaere frivillige paa Galapagos? Og ja… hvorfor ikke? Vi ville alligevel besoege oerne efter det frivillige arbejde, men at bo og arbejde der havde vi ikke lige overvejet, men vi takkede ja tak. Arbejdet havde vi hoert om fra en australier: taelle leguaner, tjekke at skildpadderne er okay mm. Ikke lige noget vi synes loed virkelig spaendende, men vi var villige til at gaa paa kompromis, fordi alt andet loed perfekt! Varme, hyggelig oe, soed familie, sandstrande, lokalsamfund. San Cristobal har det hele og vi har nydt de 3,5 uge vi har vaeret her. New Horizons har vaeret meget fleksible, saa det var okay vi arbejdede i 3 uger, og saa brugte en halv paa at tage paa tur til de andre oer.

Arbejdet bestod i at arbejde for nationalparken, og det var vores vaertsfar, som arrangerede de arbejdsopgaver der stod for dagen. De foerste fire dage arbejde vi med en myg, som er farlig for frugterne paa oen. Det var noget af det kedeligste vi har oplevet, men de to maend vi arbejdede med var heldigvis rigtig soede, men der var ikke mange skildpadder over de dage. Derefter blev vi sat til at taelle leguaner paa en strand. Foerst til hoejre, saa til venstre. Om formiddagen og om morgenen, for at taelle hvor mange der var paa de forskellige tidspunkter. Igen et ret kedeligt stykke arbejde, men det tog maks to timer, og vi var frie til at gaa rundt ude paa sorte lavasten, og kunne slutte dagen af med strandtur. Paa den maade fungerede de her dage ret godt. Desuden fik vores arbejde os vidt omkring, og vores vaertsfar koerte os meget rundt, saa vi alligevel fik set mange af de ting boegerne anbefaler, som fx et skildpadde-reservat.

Vi blev dog traette af arbejdsopgaverne, og foelte os tit til overs, og vi havde proevet at arbejde en dag i vuggestuen, for at se om det kunne sjovere, men dette var forfaerdeligt. Boernenes mad blev mast ind i deres munde, det var uorganiseret, ulaekkert og stressende. Saa var leguaner dog bedre, men vores vaertsfar sagde saa en dag, at det var muligt at arbejde paa bageriet. JA TAK, sagde to piger som elsker laekkert broed og kager. Saa der var vi i fire dage og det var fantastisk! Bagermesteren takkede os og sagde “wow, que bien” til alt. Han betalte for alle vores ingredienser, saa vi fik lavet pizza, lemon-cheesecake, guleroedskage, grovboller og masser af Claus Meyers kanelsnurrar. Alt gik rent ind, og vi har pludselig glemt de kedelige arbejdsdage: “Naar enden er god er alting godt”.

Vi kan konkludere at arbejdet i nationalparken var endnu kedeligere, end vi havde regnet med, men ellers levede Galapagos op til alt det vi kom for: god vejr, frihed, tryghed, lokalmiljoe, oestemning og dyreliv. Det har ogsaa vaeret hyggeligt at moede andre frivillige, som har boet hos vores familie, men ogsaa i byen om aftenen. Desuden har der vaeret masser at lave: gaa ture nede ved havnen, slikke sol paa stranden som ligger meget taet paa byen, tage til zumba/salsa om aftenen paa byens stadion, gaa ture til forskellige udsigtspunkter, sejle i kajak mm.

For lige at naevne det spanske igen, er det virkelig KUN blevet bedre fordi vi bor hos og er omgivet af ecuadorianere hver dag. Det har vaeret den bedste maade at have kunne arbejde med den base vi fik skabt i Quito.

Raad naar vi kigger tilbage paa opholdet paa Galapagos:
• Husk kontanter. Vi havde heldigvis mastercards, fordi vores visa fungerede ikke i oens eneste fungerende haeveautomat.
• Naar du skal betale for projektet, tager New Horizons kun kontanter, og det er en god ide at have dem med fra Danmark, fordi der er en graense paa at haeve 300 dollars om dagen i Quito og desuden maa du maks haeve 900 om ugen. Der er ogsaa gebyr paa hver transaktion, saa det gaar hurtigt hen og bliver lidt pebret, men mest af alt besvaerligt.
• Find et projekt, hvor der er brug for dig. Karen paa kontoret i Quito er rigtig god til engelsk, og forklarer gerne om alle de aktive projekter i Ecuador. Du maa ikke forvente at du redder verden, men nyd i stedet at du blot arbejder 4-5 timer om dagen, og kan bruge resten af tiden paa aktiviteter og de nye venner du faar.
• Vi har nydt at vaere to – saa kan man grine af det arbejde man udfoerer og saa foeles det ikke saa slemt. Desuden er man sammen om at kunne lave ting, forklare ting, faa ideer til aktiviteter osv. Hvis bare man er aaben over for familien og folk man moeder, saa er det at vaere to slet ikke noget, der ‘afskaermer’ dig fra at opleve den rigtige kultur og komme i kontakt med folk – tvartimod naermest! Det har virkelig vaeret det, at man har oplevet alting sammen og haft nogen at dele ups and downs med, der har gjort det hele saa godt!
• Det er muligt at arrangere en tur rundt til oerne, mens man bor her. Det er ikke noget, man behoeves at booke flere uger forud, saa der kan man spoerge om ens vaertsfamilie kan hjaelpe en eller gaa ned til alle bureauerne paa havnefronten.

Alt i alt har vi vaeret tilfredse med alt fra Mundos side af, men maa indse at kommunikationen og forstaaelsen i Ecuador er lidt af et problem f.eks da vi troede vi ville bo alene under det frivillige arbejde, men de sagde at vi skulle bo hos Laura.