Vi har nu boet næsten tre måneder i Ecuador, og det er stadig helt fantastisk at være rejsende! At have boet hos to forskellige værtsfamilier har været helt vildt spændende, særligt fordi de i begge tilfælde var anderledes fra hinanden. Ingen af de to familier i Cuenca havde økonomiske udfordringer. Så i det henseende var de begge i overskud.  Her i Quito har jeg (Nanna) boet hos Mama og hendes fire børn. I huset har, der udover de fem, været tre andre volontører udover mig (to piger fra Norge og en pige fra Tyskland). Så huset har stort set aldrig været uden liv og energi. Familien i Quito er en helt anden familie end familien i Cuenca. Den tydeligste forskel er deres økonomiske situation. Vi volontører er Mamas indtægtskilde, så hun har stået på hovedet for at tilfredsstille os. Hun er syg, og sønnen har problemer med nyrerne, så pengene er gået til medicin og mad. Så mine bade har været kolde, men man er vel en viking. Det første hun sagde, da jeg for næsten 2 måneder siden mødte hende første gang var, at pengene var små, men kærligheden stor. Det kan jeg kun nikke genkendende til, de har været en dejlig familie at møde. Det er værd at beundre den måde, de formår at tage et helt fremmed menneske ind og fra den første dag føles man behandlet som et vaskeægte familiemedlem.

Min (Matilde) værtsfamilie her i Quito var dejlig. Midlerne var bestemt ikke de samme som hos min familie i Cuenca, men det gjorde ikke oplevelsen mindre god. Jeg boede hos en mor og hendes 16 årige søn. Men der var aldrig tomt trods familiens lille størrelse, for enten mamas mor eller far var altid forbi til frokost. I den første og igen i den sidste uge boede der også to tyske piger. Desuden boede der også en ældre mand fra USA – George. George har boet i Ecuador i to år og vil bestemt ikke tilbage til USA. Han er ultra liberalist, og så er han gammel bager. Så det han tjener penge på her er at bage og bage og bage og så sælge det til forskellige restauranter. Og det er ikke helt dårligt med en bager i huset, for der bliver jo altid lavet lidt ekstra… Når George ikke bagte, så kunne han snakke og snakke.. og snakke… Så hvis man indledte en samtale med ham, så vidste man godt, hvad man kom til at lave de næste to timer, men det var i og for sig spændende nok, for George, ja han har oplevet det meste.

Min værtsmor er optiker og har sin egen brilleforretning. Så hun tog afsted på arbejde kl. 8 og kom hjem kl. 19. Men der skulle jo også laves frokost til familien, så hver dag lukkede hun forretningen i et par timer om eftermiddagen, så hun kunne købe ind, lave mad og sørge for alle munde blev mætte. Så ja, når man ikke har en mand her i landet, så har man nok og se til.

Efter vi flyttede ind i volontørlejligheden, kom vi hurtigt ind i nogle rutiner, som har gjort hverdagen nem og weekenderne spontane og helt vidunderlige – for vi har kunnet bestemme alt selv. Hverdagen har fungeret nogenlunde således: vi vågner klokken 07.00, blander en masse forskellige sydamerikanske frugter, hælder yoghurt og mysli på – virkelig lækkert. Nogle gange har vi selvfølgelig også spist havregrød.. 8.30 møder vi ind på institutionen, og så er tiden gået med farver, symboler, dyr og brydeformer på spansk – og det har været rigtig sjovt. Klokken 12.30 spiser vi frokost sammen med børnene, det er rigtig hyggeligt – vi har kun været ramt af diarré et par gange..

Læring gennem leg, er ikke et fænomen, som sådan rigtig eksisterer på institutionen, som voksen er man autoritær og bestemmende hele tiden. Man er ikke undrende, spørgende og slet ikke anerkendende, hverken i kropssproget eller verbalt. Så den måde man omgås børnene på er helt anderledes end fx i Danmark, og det kan godt være, det var det især de første uger, helt vildt svært at være en del af. Fx kan et barn tage en bamse ned fra hylden, når den voksne ser det, bliver der ikke sagt: “Leo, sæt bamsen tilbage, for lige nu skal vi synge.” Nej, Leo får et slag i hovedet, og så må han forstå, at han gør noget forkert, og lige nu skal vi altså synge. Sådan er det generelt – ingen advarsler eller forklaringer, kun straf. Kommunikationen er altid meget kortfattet ofte kun få sætninger, om det er voksen-voksen eller barn-voksen. Og resultatet er, at man aldrig rigtig forstår hinanden. De skælder til gengæld ikke ud, ingen børn oplever at blive råbt af..

Det er sjældent, der bliver leget, for det meste har de indfødte kvinder et papir til hver uge, som er regeringen har udstedt, hvor der står, hvad børnene skal lære. Det kan fx være farver, symboler, dyrenavne osv. I min (Nanna) gruppe har vi blandt andet haft om koen, solen og enkle geometriske figurer. Da vi havde tema om solen, fik børnene fortalt, at solen er rund, gul, den skinner og giver varme. Herefter blev de placeret tæt sammen på stole rundt om to borde. De fik hver udleveret et papir, hvor en kvinderne havde tegnet en sol. I hænderne fik de en gul farvelade, og så skulle solen farves i midten, gul selvfølgelig. Hvis det ikke lykkedes dem at ramme den runde cirkel, så tog kvinderne over, for det skulle jo gøres ordenligt. Børnenes selvstændighed er således ikke noget, der dyrkes, de får kun meget sjældent mulighed for at lege selvstændigt, for alt foregår normalt samlet i en rundkreds, hvor kvinderne fortæller, hvordan det hele hænger sammen. Så når vi tager ting ned fra hylderne og begynder at bygge huse til bilerne, lader koen spise græs og lader som om, vi spiser plastikfrugterne fra den opfundne butik, så kommer de rigtig på prøve. Deres fysik kan man til gengæld ikke sætte en finger på, fra de er helt små bærer deres mor dem på ryggen, og så snart de kommer ned derfra, lærer de at gå. Man har ingen sikkerhedsforanstaltninger, så de lærer hurtigt også at kunne begå sig farlige steder, som fx på den rustne legeplads med fliser som underlag. (Man bør have i betragtning, at denne passage blev skrevet efter kun to uger på institutionen. Hvad vi snakkede om der var, at vi måske ikke ville kunne klare 2 måneder, for måden man var med børnene på, var både voldsom og chokerende. Men her halvanden måned efter synes vi begge, efter at have læst det igen, at det lyder ret voldsomt. Men det viser vel bare, at man ret hurtigt tilpasser sig, og at alt på et tidspunkt bliver rutine).

Quito har været en fantastisk by at tilbringe sin tid i, men ligeså dejlig som byen er, ligeså forurenet er den også… Den største af alle syndere er de dejlige blå bybusser… Når man står i et lyskryds og en af disse kommer forbi, ja så får man lyst til at ligne en kinesisk turist og investere i en maske til mund og næse. For der kommer ikke bare lidt røg, nej det er en tyk sky af helt sort røg, hvilket også sætter sine spor på vejen, huse og græs i vejkanten. Så derfor har det også været ekstra lækkert, når vi i weekenderne har oplevet andre byer i Ecuador. Vi har blandt andet været i Baños, hvor vi følte, det var på tide at få adrenalinen op. Så den stod på river rafting, rappelling i vandfald, og så sprang vi ud fra en bro lidt ala bungee jumping, men hvor man var spændt fast i tov om livet i stedet for elastik. Nanna var sej og gjorde det nærmest uden tøven, men jeg (Matilde) skulle lige overstå et mindre hysterisk anfald, da jeg kom ud på den lille bitte platform, inden jeg til sidst tog mod til mig og hoppede ud. Det var frygtindgydende som bare fanden, men da det var overstået, var det også helt vildt fedt.
En anden weekend syntes vi, vi havde brug for sol og strand, så der tog vi til kysten til fest/surfer/hippie byen Montañita. Og det var intet mindre en fantastisk. Vi boede på det fedeste hostel lidt udenfor byen med gårdhave, hvor der var graffiti på væggene og hængekøjer i palmerne. Og så lå det næsten helt ud til vandet. Så den weekend blev brugt på at ligge på stranden om dagen og drikke et par drinks om aftenen… Og så mødte vi også en masse fantastiske mennesker.
Vi har også stået på midten af verden – bedre kendt som ækvator. Både den falske og den ægte faktisk. For der var i sin tid et par franskmænd, der kom hertil og spillede smarte med deres måleudstyr, men efter man har fået gps, fandt man ud af, at de lige havde målt et par hundrede meter forkert. Så på det falske sted er der et stort monument og en masse turister og mega dyrt. Mens det ægte sted bare er et lille museum, som rent faktisk er ret spændende, og hvor du får lov til at lege med æg og gå på linje med lukkede øjne.

Et par af de mennesker vi mødte i Montañita, har vi holdt kontakt med. Blandt andet et søskendepar som bor i Guayaquil. Så sidste weekend besøgte vi dem. Ecuadorianere er helt fantastisk gæstfri, indimellem bliver det næsten helt for meget for dansker mentaliteten. Vi boede hos dem i deres forældres hus, og så tog de os ellers med rundt i byen. Så vi kom med til stor fødselsdagsfest, besteg en frygtelig masse trapper, sneg os op i den højeste bygning i Guayaquil og masse andet sjovt. Men her blev vi i den grad også præsenteret for forskellen mellem rig og fattig i Ecuador. For vi har fået at vide gang på gang, at Guayaquil er den farligste by i Ecuador, men denne side så vi ingenting til. For gutterne vi besøgte var bestemt ikke de fattigste. De boede i et af Guayaquils rigeste kvarterer, hvor husene lå i grupper beskyttede bag store mure, og hvor alle havde egen pool.. Så vi var blandt andet også i en såkaldt tennis klub, hvor alle medlemmer kunne komme og sole og bade, gå i fitness center og andet lækkert.
Så ja, der er stor forskel på rig og fattig her, det er ikke bare en stor middelklasse som i Danmark. Men selvom der er stor forskel på folks midler, så er vores oplevelse, at imødekommenheden og gæstfriheden er den samme. Det er lige meget om pengene kun lige rækker, der er stadig plads til smil og varme, og man er altid velkommen, som fx hos Nannas værtsfamilie her i Quito.

Vores tid i Quito er nu gået, vi har haft sidste arbejdsdag i dag og i morgen går turen videre mod Galapagos. Det har været to helt vildt skønne måneder.