Nu, 23 dage senere, føler jeg mig så godt som hjemme hos familien, og har fået et godt og venskabeligt forhold til både de to børn, samt forældrene. Hver dag (med undtagelse af søndag), får jeg serveret morgenmad, frokost og aftensmad. Efter hvert måltid er jeg mæt og tilfreds, trods jeg frygtede, at maden ville være så anderledes, at jeg ikke ville bryde mig om det. Det eneste jeg indtil videre har fået serveret, som jeg ikke bryder mig om, er frijoles (bønnemos!) og tortillas. Det er egentligt lidt uheldigt, eftersom de to ting er deres nationalspise her i landet, men heldigvis er min familie helt okay med, at jeg ikke bryder mig om det. Så det var en engangsforestilling.

Vi er nu midt i vores fjerde uge i Guatemala, og dermed også midt i vores fjerde uge med spanskundervisning. APPE, som sprogskolen hedder, er en rigtig god skole, som klart kan anbefales. Man har sin helt egen lærer, som man ikke skal dele med nogen andre, og undervisningen er meget intens. Det spanske bliver derfor hurtigt bedre og bedre, hvilket er skønt. Vi har nu to dage tilbage på sprogskolen, før vi skal ud i det ”virkelig liv”.

Næste uge skal vi starte på vores projekt, men vi ved endnu ikke hvilket projekt vi præcist skal være på. Vi havde hjemmefra valgt projektet som hedder ”Hogares Comunitarios”, som er et overordnet navn for 7-8 forskellige projekter. Vi fik at vide fra Mundo, at vi blot kunne tage rundt og besøge de forskellige steder når vi kom herned, og så vælge det endelige sted derefter. Problemet er bare, at det er meget besværligt, at få lov til, at besøge et Hogar, da der åbenbart er en frygtelig masse papirarbejde der skal være i orden inden. Da vi kontaktede Mundo for at spørge om det var muligt at vælge et andet projekt, fik vi ikke et brugbart svar, og da vi påpegede, at vi ikke kunne bruge svaret, fik vi bl.a. at vide, at vi nok skulle have overvejet en ekstra gang at vælge udenlandspraktik, hvis vi ikke var selvstændige og fleksible nok til det. Mundo har været helt fantastisk op til rejsen, og stået klar til at hjælpe med diverse spørgsmål, men det er lidt ærgerligt, at man ikke får ordentlig hjælp, når man virkelig har brug for det. Dog er der ingen tvivl om, at vi nok skal finde ud af det hele før eller siden.

Heldigvis har vi haft enormt mange gode oplevelser, som kan komplementere for vores dårlige oplevelse i forhold til valg af projekt. Vi har bl.a. besøgt Las ruinas de San Francisco y Museo del Hermano Pedro og Cerro de la Cruz, redet på en vulkan, besøgt en fyrværkerifabrik, tilbragt en weekend ved Lago de Atitlán, besøgt en ”Macademian nut farm” og i weekenden skal vi til Playa de Montericco, hvor vi skal slappe af og nyde tilværelsen inden vi starter på projektet i næste uge. Derudover er det en kæmpe oplevelse i sig selv, blot at være her, og opleve kulturen på helt tæt hold.

Hasta la vista!

Christina…

Tiden der forsvandt…

57. Dette er det antal dage jeg nu har boet i Guatemala. Det er samtidigt det antal dage, som er passeret på ti minutter. Hvordan det end er muligt…

Siden sidst, har vi oplevet en masse. Vi har bl.a. besteget “Volcan de Pacaya”, hvilket var en super fed oplevelse. Vi har set forskellige “processiones”, som er kæmpestore optog i forbindelse med påsken, som de fejrer hver søndag fra 40 dage inden langfredag, og indtil påsken er ovre. Jeg glæder mig til næste uge, “Semana Santa”, som er påskeugen, hvor det hele kulminerer.

Derudover er vi nu startet på vores projekt, som samtidigt er vores praktiksted for vores anden praktikperiode som pædagogstuderende. Hogar Comunitario, San Miguel Dueñas. Det er et rigtigt fint projekt med ca. 60 børn i alderen 1-6 år, som kommer fra belastede familier. Børnene er delt op i tre grupper, 1-2 år, 3-4 år og 5-6 år.  Det er både rigtig sjovt, men ligeså sjovt det er, ligeså hårdt er det også. Disse børn er ikke særligt ressourcestærke. Når man ser en dreng komme et stykke kød i lommen, tænker man, om han blot er umulig, eller om han vil tage det med hjem til sin familie, som måske ikke har råd til mad på bordet hver dag. Når man ser børnene stjæle mad fra hinanden, tænker man, om de blot er umulige, eller om de ikke har spist siden dagen før, hvor de var på projektet. Når man møder 4 og 5 årige børn, som går alene til skole, tænker man, om deres forældre ligger døddrukne derhjemme, og derfor ikke kan tage sig af dem. Og så er der de mere fysiske beviser på, at disse børn virkelig mangler omsorg. Som når man børster tænder på et 4-årigt barn, som mangler fire fortænder fordi de er rådnet væk. Eller når man ihærdigt smører et par meget sprukne kinder hver eneste dag, og kan starte forfra hver mandag. Eller når man igen og igen finder luse æg i et barns hovedbund. Eller når et barn hver eneste dag løber rundt i for små gummistøvler – på trods af, at termometeret viser 30 graders varme. Og jeg kunne blive ved. Det er rigtig hårdt til tider, men samtidigt er jeg overbevidst om, at det er rigtig lærerigt. Det burde være obligatorisk som dansker, at rejse en måned til et sted som dette inden man fyldte 20 år.

Alle burde opleve den elendighed, som nogle mennesker i verden lever under. Ét er at se reklamer for “Red Barnet” i fjernsynet – noget andet er at se virkeligheden med egne øjne. Jeg er overbevist om, at jeg vil sætte pris på en hel masse ting når jeg kommer hjem, som jeg end ikke skænkede en tanke før jeg tog af sted.

Fra paradis til helvede… I Semana Santa – påskeugen – var min studieveninde Maria og jeg på tur til Semuc Champey, Flores og Tikal, da projektet havde lukket, og vi derfor havde fri hele ugen. Det var en fantastisk tur! I Semuc Champey klatrede og svømmede vi i en klippegrotte, kun oplyst af det stearinlys vi havde med i hånden. Vi vandrede op af et bjerg til det smukkeste udkigspunkt jeg i mine dage har set, og vi svømmede i naturligt dannede turkisblå søer i Cahabón-floden.

I Tikal, som er en gammel mayaruin-by, oplevede vi et væld af dyreliv – vi så bl.a. edderkoppeaber, og en masse forskellige fugle. Derudover var det selvfølgelig en oplevelse at se og bestige de kæmpestore templer, som i tidernes morgen er bygget med håndkraft. Vi boede i byen Flores, som ligger på en halvø, kun forbundet til fastlandet af en enkelt vej. Vi havde med andre ord vand hele vejen rundt om os, og sammen med de knapt 40 graders varme – dag og nat – kunne man næsten ikke ønske sig andet. Udover måske lige en aircondition på hotelværelset…

Som I nok har gættet, var det paradiset jeg her beskrev. Nu kommer helvedet…

Alt imens Maria og jeg havde haft den mest fantastiske påsketur i mands minde, havde et af børnene på projektet brugt sin påskeferie på, at få tæsk af sin far. Han mødte op på projektet om mandagen med en forstuvet fingerkno, et stort brændemærke på siden og røde striber på den ene balde og hele vejen ned af låret. Det var SÅ frygteligt at opleve! Selvom man er forberedt på, at det kan forekomme, vil man aldrig kunne sætte sig ind i, hvordan det rent faktisk føles, når det så sker. Jeg havde simpelthen så ondt i hjertet. Lærerne på projektet satte heldigvis ind med det samme, og allerede dagen efter blev der holdt møde med børnenes mor og nogle ”vigtige” personer. Det viste sig, at forældrene er skilt, og at børnene bor hos moderen. De ser altså ikke deres far – synderen – til hverdag. På mødet blev man enige om, at hvis det nogensinde skulle ske igen, ville børnene blive flyttet til et børnehjem ASAP. Problemet med børnehjem i denne del af verden er bare, at det slet ikke er sikkert børnene får det bedre dér – på et børnehjem kan de ligeså godt blive udsat for vold, som de kan derhjemme. Det er virkelig svært. Vi må bare håbe og tro på, at det ikke gentager sig – det lyder måske for nemt, men man bliver vanvittig, hvis man bliver ved med at gå og tænke på den slags…

For ikke at slutte dette rejsebrev på en så kedelig måde, vil jeg lige nævne, at vi om to dage vender snuden mod Mexico. Vi skal af sted for, at forny vores visum, og vi skal være væk i en uge. Jeg håber på, at vi dér får en lille bid mere af paradis….

Slutningen af eventyret….

Den sidste måned er der sket mange ting. Det største – og sværeste – har helt klart været, at skulle tage afsked med børnene på projektet, samt familien jeg har boet hos det sidste halve år. Det var ikke sjovt. Børnene på projektet, har man lyst til at tage med sig hjem – hver og én! Desværre er man jo også godt klar over, at det er helt urealistisk. Vi havde sidste arbejdsdag den 19/7, fordi både Maria og jeg fik besøg hjemme fra Danmark den sidste tid. Det var en rigtig dejlig sidste arbejdsdag. Vi hyggede os og spiste kage og slikposer, og så havde vores grupper hver især lavet en lille gave til os. Jeg fik en kæmpe plakat med alle børnenes håndaftryk og navne – det er en bedre gave end alt hvad der kan købes for penge tilsammen. Da vi gik derfra, var det ikke helt til at forstå, at vi formentligt aldrig skal se dem igen. Ja, faktisk er det stadigvæk ikke helt gået op for mig…

Weekenden inden jeg fik besøg hjemmefra, var vi en tur ved Monterrico, for lige at suge det sidste sol og strand til os. Da jeg kom hjem igen, opdagede jeg, at der var forsvundet hvad der svarer til 7-800 danske kroner fra min pung i skuffen på mit værelse. Det var rigtig ærgerligt, at det skulle ske lige her på falderebet. Dog er jeg overbevidst om, at familien er helt uskyldige. Der har været nogle håndværkere den sidste tid, som har arbejdet med noget tilbygning på taget, så jeg er ret overbevist om, at det må være dem. Det var også pokkers dumt af mig, at jeg ikke havde låst døren til mit værelse – men der havde jo aldrig været nogle problemer. Heldigvis lærer man jo af sine fejl, så næste gang (hvis der bliver en næste gang) vil jeg helt klart være mere forsigtig!

Præcis en uge inden jeg rejste hjem, ankom min veninde og hendes kæreste fra Danmark, for at besøge mig den sidste uge. Det var simpelthen bare SÅ fedt, at få lov til at vise det hele frem til nogen hjemmefra. Vi hyggede os rigtig meget, og inden jeg kunne nå at se mig om, var ugen gået, og det var blevet tid til, atter at pakke kuffert. Vi skulle af sted klokken 04.00 om morgenen, så aftenen inden var hygge- og afskedsaften med familien. Jeg havde købt en stor kage til os alle sammen, og moren i familien havde lavet en masse lækker mad. Det var en rigtig dejlig aften, hvor vi var samlet hele familien, samt mine venner fra Danmark. Min ”mor” havde købt en gave til mig – et par typiske bukser fra Guatemala og et tørklæde, samt en lille stofpung til min mor hjemme i Danmark. Det var simpelthen så fint. Det var helt mærkeligt, da jeg skulle sige godnat til børnene, at vide, at det var sidste gang jeg så dem – i hvert fald de næste mange år. Mennesker, som man har boet sammen med og gået klods op og ned af i seks hele måneder. Da jeg tog af sted om natten, var min ”mor” med ude at sige farvel. Det var rigtig mærkeligt. Og det var næsten ligeså mærkeligt, da vi kørte ud af San Juan del Obispo og igennem Antigua – at tænke på, at det var sidste gang man kørte der. Nu er vi et godt stykke af vejen hjem, og sidder i lufthavnen i Atlanta, og venter på at komme med næste fly. Jeg er rigtig spændt på, at komme hjem til Danmark, og se hele min familie og alle mine venner igen. Der er mange ting som har forandret sig derhjemme mens jeg har været væk – men jeg kan også mærke, at jeg selv har forandret mig det sidste halve år. Så det bliver spændende at se, hvordan det bliver igen at skulle være dansker i Danmark og ikke dansker i Guatemala….